EU-Parlamentets højrefløj har kastet sig ud i et forsøg på en tragisk udvanding af de nye motornormer for EU, også kendt som Euro7, sådan beskriver Venstrefløjsgruppens forhandler, Nikolaj Villumsen, situationen efter dagens udvalgsafstemning.
De nye motornormer skal sikre nye og bedre normer for hvor mange skadelige partikler forbrændingsmotorer må udlede. Allerede ved offentliggørelsen af forslaget blev det af grønne organisationer kritiseret for at være alt for svagt, men det udvandes nu endnu mere af højrefløjen, lyder det fra Nikolaj Villumsen:
Det er ganske enkelt tragisk at de konservative og liberale grupper er gået helt bevidst efter at svække et allerede svagt forslag. Konsekvensen bliver blandt andet langt mere forurening i byerne i årevis fremover, noget der kommer til at koste både sygdom og menneskelig. Det er dybt uansvarligt.
Klar udvanding
Som en af EU-Parlamentets forhandlere på spørgsmålet, er Nikolaj Villumsen ikke i tvivl om hvordan det er kommet hertil. Han peger på den konservative gruppe sammen med den liberale Renew Europe-gruppe, som huser både Radikale Venstre, Moderaterne og Venstre, er gået den tyske bilindustris ærinde. Det er noget der vil få konsekvenser:
Det er, for nu at sige det på godt jysk, stjernedumt at vedtage nogle udvandede motornormer. Ikke blot vil den manglende indsats mod luftforureningen sætte millioner af europæeres helbred på spil, men det er også at skyde os selv i foden når det gælder fremtidens grønne arbejdspladser. I stedet for at sikre at vi er parate til fremtiden, synes nogle borgerlige politikere at leve i fortiden.
Næste skridt
Efter EU-Parlamentets miljøudvalg nu har fastlagt sin position til sagen, skal hele EU-Parlamentet også stemme om sagen. Her håber Nikolaj Villumsen at det vil være muligt at sikre nogle forbedringer.
Læs også omtalen i Mobility Watch. “Latterlig udvanding”: EU-udvalgs beslutning om nye motornormer møder kritik.