Folkebevægelsen mod EU har i en ny stor rapport afdækket 50 store og små eksempler på frås, spild og svindel med skattekroner i EU. Bevægelsen har i alt fundet eksempler for svimlende 180 milliarder kroner. Et beløb svarende til 5940 havvindmøller, 854 millioner besøg fra hjemmeplejen eller 51 spritnye supersygehuse.
Rapporten kommer i kølvandet på, at der i EU forhandles om et nyt EU-budget. Her er det lagt op til, at Danmarks EU-bidrag vil stige med flere milliarder kroner om året ud over de ca. 20 milliarder kroner Danmark allerede betaler til EU.
Vi bringer her et uddrag fra rapporten med de 10 mest gakkede ting, som EU har brugt skattekroner på. På bevægelsens hjemmeside kan du læse hele rapporten med alle 50 eksempler.
1. EU-støtte til en af verdens rigeste mænd
Pris: 8,1 millioner kroner
Milliardæren Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum, statsminister i de Forenede Arabiske Emirater og emir i Dubai, modtog alene i 2014-2015 mere end otte millioner kroner i landbrugsstøtte fra EU.
Udbetalingen fandt sted på baggrund af emirens ejerskab af to luksushestestutterier i Storbritannien med blandt andet egen helikopterlandingsbane, tennisbaner og en 400 millioner kroners villa. Langt størstedelen af støtten blev uddelt i form af grundbetaling. Det vil sige en støtte, der stort set belønner jordejere for bare at eje jord.
Sheikh Mohammed anses for at være blandt de ti rigeste royale i verden. Han har angiveligt seks koner, en samling på 100 luksusbiler og en af verdens største yachts med en længde på 163 meter.
Kilde: Greenpeace, 23/10/2016
2) Heste-spa
Pris: 200.000 kroner
I 2016 modtog Happy Horse Spa & Rehab i Hjallerup 200.000 kroner fra EU’s landbrugsfond til etableringen af en heste-spa med et vandbånd og en vibrator.
Ifølge Happy Horse Spa & Rehab kan heste-spaen bruges til ”et genoptræningsforløb i forbindelse med at hesten er skadet, men det kan også være et forløb, der er baseret på kondition, muskelopbygning, samt velvære for den enkelte hest”.
En heste-spabehandling koster 350 kroner.
Kilder: LAG Nord, “Støttede projekter og andre aktiviteter 2016”, Hjemmeside for ”Happy horse spa & rehab”
3) Renovation af tjekkisk bordel
Pris: 296.000 kroner
Som del af støtte til landdistrikter betalte EU-midler for renoveringen af en gammel gård i byen Pomezi 140 kilometer øst for Prag tæt på grænsen mellem Tjekkiet og Tyskland. Efterfølgende kom det frem, at gården blev brugt som bordel under navnet Party Night Club XXX.
EU-Kommissionen gik efterfølgende ind i sagen og startede en proces med at inddrive pengene igen. Det er dog ukendt, om det lykkedes at få pengene retur.
Kilder: Politco, 4/5/2017, Daily Express, 25/10/2016
4) Promovering af frosne pomfritter
Pris: 18 millioner kroner
I 2016 modtog landbrugets brancheorganisation i Flanderen i det nordlige Belgien (VLAM) knap 18 millioner kroner af EU til at gennemføre en kampagne for frosne pomfritter.
Kampagnen var målrettet lande i Asien og havde blandt andet til formål at ”opbygge et positivt image af frosne pomfritter fra Europa”. Som del af kampagnen kunne man opleve maskotten og pomfritambassadøren Mr. James Bint med et ”License to Fry!” på forskellige madmesser.
Kilder: Original Fries, EUROPA.eu, James Bint
5) EU’s rejsecirkus mellem Bruxelles og Strassburg
Pris: 847 millioner kroner årligt
Tolv gange om året flytter hele EU-Parlamentet fra Bruxelles til Strassburg. Det betyder, at 3.000-4.000 mennesker, heriblandt over 700 EU-Parlamentarikere, deres assistenter, embedsmænd og tolke, hver måned rejser de 400 kilometer fra Bruxelles til Strassburg. Derudover flyttes der ved hver samling 2.500 plastickasser med en samlet vægt på 350 tons. EU’s revisionsret har opgjort, at man kan spare, hvad der svarer til 847 millioner kroner om året ved at droppe rejsecirkusset. Parlamentet i Strassburg står tomt 317 dage om året.
Kilde: EUObser.com, 21/8/2019
6) 11 ligegyldige udkigstårne i lille landsby
Pris: 5,8 millioner kroner
I landsbyen Tyukodi i det nordøstlige Ungarn er der ikke mangel på udkigsmuligheder. I byen med cirka 2.000 indbyggere er der nemlig intet mindre end 11 udkigstårne. Alle tårnene har det til fælles, at de er finansieret med EU-støtte.
Hvert tårn har kostet omkring 530.000 kroner, hvilket samlet set har udløst en samlet støtte fra EU på 5,8 millioner kroner over de seneste år. Til sammenligning koster et udmærket hus i byen maksimalt 66.000 kroner.
Udkigstårnene er bygget så tæt, at man fra hvert af tårnene har en perfekt udsigt til de øvrige tårne. Ifølge en lokal indbygger, der dagligt passere et af tårnene på vej til arbejde, bliver tårnet stort set aldrig brugt. Kun nogle få lokale unge og et par turister om året besøger tårnet. I alt er 160 udkigstårne blevet bygget i Ungarn med støtte fra EU.
Kilder: Ungarsk avis Blikk.hu 3/7/2017, Ungarsk avis 24.hu, 30/6/2017
7) Bizar kampagne for kartofler med sex-appeal
Pris: 17 millioner kroner
I 2015 modtog den britiske landbrugsorganisation AHDB 17 millioner kroner fra EU til en informations- og reklamekampagne for kartofler. Kampagnen blev gennemført under den dobbelttydige overskrift ”Love Potatoes: More Than A Bit On The Side” og bestod af en række reklameannoncer på de sociale medier og på print.
Det gennemgående tema for kampagnen var en kartoffel iklædt solbriller, som med seksuelle undertoner skulle få forbrugerne til at se sig lun på kartofler. En reklame viste eksempelvis kartoflen under billedteksten ”You and me. Any way you like it. I’m fat-free & easy” med en bog med titlen ”51 Shades of Fat Freed” liggende ved sin side; en reference til den erotiske bestsellerbog og film 50 Shades Of Gray. En anden reklame viste en kartoffel under teksten: ”You & me. On the kitchen table in 20 minutes”.
Den primære målgruppe for kampagnen var ifølge EU mødre med hjemmeboende børn i alderen 22-44-år.
Kilder: CHAFEA, CHAFEA, The Sun, 6/7/2017, Facebook, 4/8/2018, Facebook, 7/10/2016
8) Uniformeret limousinekørsel til EU-Parlamentarikere
Pris: 78 millioner kroner
EU-Parlamentet bruger årligt 78 millioner kroner på limousiner, som døgnet rundt kan fragte Parlamentets politikere gratis i en radius af 20 kilometer rundt om parlamentet i Bruxelles og Strassburg.
Budgettet til limousinekørslen blev i 2016 hævet med mere end 50 procent. Blandt andet bliver der afsat 866.000 kroner om året til indkøb af uniformer til limousinernes chauffører.
Kilder: EkstraBladet, 18/3/2016, Internt notat fra EU-Parlamentets bureau, 2/3/2016, Politico, 8/3/2016
9) Støtte til luksuriøse golfklubber for de rigeste
Pris: 4,9 millioner kroner
En søgning i den britiske database over modtagere af EU’s landbrugsstøtte viser, at alene i 2018 fik over 30 golfklubber i Storbritannien samlet set mere end 4,9 millioner kroner i landbrugsstøtte. Heriblandt Loch Lomond, en af de mest eksklusive golfklubber i hele Storbritannien med glamourøse suiter og en spa i verdensklasse. Et klubmedlemskab koster efter sigende ca. 900.000 kroner.
Kilder: Det britiske register over modtagere af landbrugsstøtte. (Søg på ”golf”), GQ Magazine, 27/4/2017
10) Reklamer for potteplanter
Pris: 5,9 millioner kroner
Den hollandske sammenslutning af blomsterhandlere fik i 2015 bevilliget 5,9 millioner kroner i EU-støtte til en reklamekampagne for orkidéer i potter i Frankrig, Tyskland, Holland og Storbritannien.
Det primære formål med kampagnen var ifølge blomsterhandlerne, ”at øge antallet af mennesker, der placerer potteorkidéen i top-3 over planter, der forbedrer/gavner deres følelse af glæde”.
Som del af kampagnen kunne besøgende på kampagnens hjemmeside tage en test og få svar på, hvilken orkidé der bedst matchede vedkommendes personlighed. Spørgsmålene i testen lød blandt andet: ”If you were to land a role in a movie, what role would you choose?”, “If I win a large sum of money…” samt “What is your favorite venue for eating out?
Kilder: EU-Afdelingen for forbrugere, sundhed, landbrug og fødevarer (CHAFEA), Kampagnesiden orchidsinfo.eu