Efterår og vinter betyder kortere dage med flere mørke timer og mere regn og tåge. Det er derfor ekstra vigtigt, at have lys på bilen.
Alligevel kører mange bilister rundt uden tændte baglygter. Årsagen skal findes i et EU-direktiv fra 2011. Her besluttede EU nemlig, at nye biler ikke længere automatisk skal tænde baglygterne, når bilen bliver tændt.
74% har oplevet slukkede baglygter
EU-reglerne blev ændret igen i 2016. Men de bilister, som købte ny bil uden lyssensor i den mellemliggende periode har nu en særlig udfordring. De skal nemlig huske manuelt at tænde for baglygterne på bilen, når forholdene påkræver det. Det er der mange, som glemmer, og det skaber problemer med trafiksikkerheden.
Tre ud af fire danske bilister har oplevet, at andre bilister kører rundt med slukkede baglygter, mens det var mørkt, eller der var nedsat sigtbarhed.
En ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at tre ud af fire danske bilister har oplevet, at andre bilister kører rundt med slukkede baglygter, mens det var mørkt, eller der var nedsat sigtbarhed. Heraf siger 17%, at der opstod en kritisk situation, hvor de fx måtte bremse eller kom ud i rabatten, fordi en anden bil ikke havde lys i baglygterne.
Måtte skæres fri
De slukkede lygter kan derfor føre til både farlige situationer og ulykker. Det blev tydeligt, da adskillige biler var impliceret i et stort harmonikasammenstød på motorvejen i Hårup nord for Århus. To personer måtte køres på sygehuset – heraf måtte en 52-årig kvinde fra Ry skæres fri fra bilen.
Ingen af de to personer kom dog noget alvorligt til. Men ifølge Politiet var slukkede baglygter en del af skylden for ulykken, der desuden blev kædet sammen med EU-direktivet fra 2011.
Husk at tænde baglygterne
Med baggrund i EU-reglerne blev der i perioden 2011-2016 solgt mere end 500.000 personbiler i Danmark, hvor baglygterne skal tændes manuelt, hvis ikke bilen har lyssensor.
Det har siden 1989 været et lovkrav i Danmark at køre med tændt kørelys.
– Det er et problem for trafiksikkerheden, for der er mange, der glemmer at aktivere baglyset. Det kan jo også være svært at huske at tænde for baglygterne, hvis man kører ud sent på eftermiddagen og kører til det bliver mørkt. Jeg har lyst til at rådgive bilisterne om at gøre det til en vane at tænde for lyset – uanset om det er mørkt eller lyst. Men det er på den anden side imod EU-direktivet, udtalte Keld Grosen Jensen fra Silkeborg Politi dengang til Midtjyllands Avis.
Da EU-direktivet blev vedtaget var én af begrundelserne for at droppe de tændte baglygter, at et nedsat brug af bilens lygter ville have en positiv effekt på miljøet i form af mindre brændstofforbrug og dermed mindre CO2-udledning.
Beregninger viste dog efterfølgende, at besparelsen var minimal. EU-reglerne blev derfor også ændret igen i 2016, men der nåede i perioden at blive solgt ca. 500.000 personbiler i Danmark, hvor baglygterne skal tændes manuelt. Det er de biler, der nu skaber problemer for trafiksikkerheden på de danske veje.
EU-regler forhindrer krav om omkodning
De fleste af bilerne kan normalt relativt nemt omkodes på et værksted, så baglygterne også tænder, når motoren startes.
Derfor har Enhedslistens EU-ordfører Søren Søndergaard spurgt Transportministeren, om myndigheder kan kræve at bilerne omkodes fx i forbindelse med syn af bilen. Det afviser Transportministeren imidlertid kan lade sig gøre med henvisning til, at EU-regler forhindrer et sådan krav om omkodning.
Når først EU har typegodkendt en bil, vil det være i strid med EU-reglerne om varernes fri bevægelighed, hvis et EU-medlemsland indfører ekstra krav, forklarer Transportministeren i sit svar til Folketinget. Ministeren olyser, at han i stedet vil gennemføre en årlig oplysningskampagne, der skal skabe større fokus på problemet.