I Gaza regner bomberne igen ned over civile, børn og hospitaler og dræber og ødelægger alt. Den vilkårlige massakre, som vi er vidne til fra Europa, er i stigende grad uudholdelig. Mens den ene uges våbenhvile naturligvis var velkommen, og både muliggjorde beskyttelse af civile og afslørede den humanitære katastrofe, er genoptagelsen af kampene en frygtelig udvikling.
Konflikten har været blodig gennem årene, men siden Hamas’ grusomme terrorangreb på israelske civile den 7. oktober, er situationen eskaleret til en komplet katastrofe. De israelske væbnede styrkers ubønhørlige bombardement af Gaza har ført til en fuld belejring af Gaza, der fratager to millioner palæstinensere elektricitet, vand, mad og brændstof. Siden 7. oktober er mere end 15.000 palæstinensere blevet dræbt i det israelske bombardement, heraf mere end 5.800 børn. Den mest almindelige alder for de dræbte i Gaza er fem år. De dræbte tæller Journalister, sygehuspersonale, FN-personale, skolepersonale, børn og ældre: ingen er i sikkerhed.
Angrebene udgør en forfærdelig kollektiv afstraffelse af det palæstinensiske folk og er en åbenlys krænkelse af international humanitær lov og kan ikke karakteriseres som at udøve retten til selvforsvar.
Vi, parlamentarikere og politikere fra store dele af den progressive venstrefløj i Europa, kræver en øjeblikkelig og permanent våbenhvile i Gaza og frigivelse af alle gidsler. Vi opfordrer til, at international lov respekteres, og at verdens ledere arbejder hen imod en ende på den lange konflikt mellem Israel og Palæstina og for en to-statsløsning, hvor israelere og palæstinensere kan leve i fred og frihed.
Denne situation, som er en del af en 75 år lang konflikt, er også blevet mere og mere alvorlig på Vestbredden og i Østjerusalem. Et stadigt stigende antal palæstinensere er blevet dræbt af israelske sikkerhedsstyrker og af bosættere. Snesevis af palæstinensiske samfund er blevet angrebet og tvangsfordrevne. Vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser er steget kraftigt. Adskillige udtalelser fra israelske embedsmænd, såsom at foreslå at bombe Gaza eller sammenligne palæstinensere med “menneskelige dyr”, indikerer, at der er en risiko for folkedrab mod det palæstinensiske folk.
Regeringen ledet af Netanyahu er den mest højreorienterede regering, der nogensinde har eksisteret i Israel, og vi mener, at det også er grunden til, at Israel nu handler så vilkårligt. Det er yderst bekymrende, at så mange ikke er i stand til både at stå op imod alle former for racisme og samtidig tage afstand fra og kritisere de stater, der handler i strid med folkeretten.
Nu skal presset på den israelske regering øges for at mindske lidelserne blandt palæstinenserne. Men alt for sent opfordrer EU nu kun til midlertidige “humanitære pauser”: For EU-ledernee bør befolkningen i Gaza få små pauser mellem bombeangrebene, ikke en varig våbenhvile. Det er for lidt og for sent.
EU kan ikke længere se bort fra hvad der sker. Vores kontinent ved kun alt for godt, hvor skrøbeligt menneskehedens tynde slør er. Historien vil dømme EU-ledere hårdt for deres “ubetingede” støtte til det der begås af Israels yderste højreregering.
I 2022, da vi stod overfor at Den Russiske Føderation klart krænkede af international lov, iværksatte EU velkomne og hidtil usete sanktioner mod den russiske regering. EU skal være parat til at gøre det samme og tage alle nødvendige sanktioner mod Israel, indtil det fuldt ud overholder folkeretten. Det bør begynde med at man suspenderer associeringsaftalen mellem EU og Israel. Vi skal også stille Netanyahu og hans politiske inderkreds for Den Internationale Straffedomstol for de krigsforbrydelser, der blev og stadig bliver begået.
Alle gidsler, politiske fanger og fængslede børn skal omgående løslades, en varig våbenhvile indføres, og blokaden af Gaza skal afsluttes. De, der er skyldige i forbrydelser, skal efterforskes og retsforfølges. Vi er overbeviste om, at en to-statsløsning er mulig, hvis bare den politiske vilje eksisterer, og at både palæstinensere og israelere skal sikres fred og sikkerhed. For ingen er fri, før vi alle er frie.
For længe har EU været døv over for det palæstinensiske folks lidelser. Vi er her for at sige: ikke mere.
Manon Aubry, MEP La France insoumise, Medformand for Venstrefløjsgruppen (Frankrig)
Ione Belarra, Medlem af Parlamentet, General-Sekretær for Podemos (Spanien)
Pernando Barrena, Medlem af EU-Parlamentet for EH Bildu (Baskerlandet)
Malin Bjork, MEP Vansterpartiet (Sverige)
Manuel Bompard, Medlem af Parlamentet og Koordinator for La France insoumise (Frankrig)
Nooshi Dadgostar, Medlem af Riksdagen, Leder af Vansterpartiet (Sverige)
Pelle Dragsted, Politisk ordfører for Enhedslisten (Danmark)
Chris MacManus, MEP Sinn Féin (Irland)
Marisa Matias, MEP Bloco de Esquerda (Portugal)
Ana Miranda, MEP Bloque Nacionalista Galego (Galicien)
Silvia Modig, MEP Vasemmistoliitto (Finland)
Mariana Mortágua, Medlem af Parlamentet og Koordinator for Bloco de Esquerda (Portugal)
Idoia Villanueva, MEP Podemos (Spanien)
Nikolaj Villumsen, MEP Enhedslisten (Danmark)
Indlægget er oprindeligt bragt i Altinget, og kan også findes der, via dette link.