Linjerne var trukket skarpt op da EU-Parlamentet i dag skulle fastlægge dagordenen for denne uges samling i Bruxelles. For mens det var lykkedes at samle opbakning til at diskutere den humanitære katastrofe der udfolder sig i Gaza, var der på ingen måde enighed om hvad debatten skulle indeholde.

Venstrefløjsgruppen, hvor Enhedslisten sidder, mente at debatten også burde handle om behovet for en våbenhvile i Gaza, og hvordan EU kan bruge sin magt og indflydelse til at presse en våbenhvile igennem. Derfor havde man stillet forslag om at debattens titel også skulle reflektere dette.

I hvad nogle ser som et klart brud på normal praksis valgte EU-Parlamentets konservative formand dog i stedet at presse en studehandel igennem som betød, at medlemmerne ikke fik lov til at tage stilling til om ordet våbenhvile måtte nævnes.

Bag studehandlen stod ikke mindst EU-Parlamentets konservative, liberale og socialdemokratiske grupper. Nikolaj Villumsen udtrykker forargelse over at blandt andet den liberale gruppe, hvor både Venstre, Moderaterne og Radikale sidder, var skyld i at ordet våbenhvile ikke bliver brugt.

Det er jo nærmest surrealistisk at nogle af de politiske familier tilsyneladende er så paniske angste for overhovedet at nævne muligheden for en våbenhvile, at de prøver at undgå en simpel afstemning. Jeg forstår ikke de kan være så bange for ordet våbenhvile – og for, at vælgerne kan se hvem der måtte støtte forslaget eller ej.

Pause er ikke det samme som våbenhvile

En del af de kræfter der ikke tør diskutere under overskriften våbenhvile, taler i stedet blot om de dårligt definerede ”humanitære pauser”, et udtryk Nikolaj Villumsen understreger på ingen måde er godt nok:

De civile på begge sider af konflikten har ikke brug for et par korte pauser i ødelæggelserne her og der – de har behov for først en våbenhvile og derefter for varig fred og genopbygning. Ellers risikerer vi endnu flere dræbte civile og at konflikten eskalerer til en regional storkrig.

At en humanitær pause på ingen måde er det samme som en våbenhvile understreges af hvordan det internationale samfund, gennem FN, definerer det:

En humanitær pause er ” Et midlertidigt ophør af fjendtligheder udelukkende af humanitære formål. Kræver samtykke fra alle relevante parter, det er normalt for en afgrænset periode og specifikt geografisk område, hvor de humanitære aktiviteter skal udføres.”

En våbenhvile er derimod defineret som ”en suspension af kampene, som parterne i en konflikt er blevet enige om, typisk som led i en politisk proces. Den er beregnet til at være langsigtet og dækker ofte hele konfliktens geografiske område”.

Det må være klart for enhver at der er behov for en aftale der dækker hele området og over længere tid, i stedet for et kort stop for bombe- og raketregn i enkelte enklaver, understreger Nikolaj Villumsen.

Danskerne og debatten

Inden afstemningen havde Nikolaj Villumsen sammen med Kira Peter-Hansen og Margrethe Auken fra SF og den tidligere radikale EU-parlamentariker Karen Melchior skrevet til de andre danskere i Parlamentet for at få deres opbakning til kravet om våbenhvile.

Da EU-Parlamentet diskuterede sagen i oktober skabte ordet våbenhvile også debat, og flere danske EU-Parlamentarikere støttede ikke forslaget om at EU-Parlamentet skulle kalde på en våbenhvile.

Nikolaj Villumsen undrer sig over der ikke er flere danske EU-politikere der tør tale om våbenhvile:

Jeg synes det er uforståeligt at så mange af mine danske kollegaer ikke engang tør have en debat hvor ordet våbenhvile indgår. For i sidste handler det jo om, at der er noget der ikke tør tillade en debat hvor det spørgsmål er et centralt punkt – og det er simpelthen for svagt.

Nikolaj Villumsens tale

Herunder kan du se Nikolaj Villumsens tale i EU-Parlamentet under debatten om den humanitære siutation. Som flere andre politikere fra venstrefløjen insisterede han på at tale om våbenhvile.