Sammen med en række stærke rød-grønne partier fra hele Europa dannede Enhedslisten fredag i Paris en fælles valgplatform forud for det kommende Europa-Parlamentsvalg.
Fra Enhedslisten deltog politisk ordfører Pelle Dragsted sammen med Medlem af EU-Parlamentet Nikolaj Villumsen og spidskandidat Per Clausen.
Tilstede var også partiledere og Europa-parlamentsmedlemmer fra Sveriges Vänsterpartiet, Frankrigs La France Insoumise, Finlands Vasemmistoliitto, Portugals Bloco de Esquerda og Spaniens Podemos.
Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, glæder sig over samlingen og håber endnu flere rød-grønne kræfter vil tilslutte frem mod valget:
I dag sender vi et tydeligt håb ud i Europa til alle der ønsker klimahandling og et mere fair arbejdsmarked. Det kommende EU-parlamentsvalg bliver afgørende for klodens fremtid. De rød-grønne kræfter står til at blive tungen på vægtskålen for at danne et progressivt grønt flertal efter valget. Det er en indflydelse der skal bruges!
Større end sidst
Allerede ved EU-valget i 2019 sluttede flere partier, herunder Enhedslisten, sig sammen i Now the People-blokken. Men ved mødet i Paris var en række andre progressive partier fra Europa også tilstede i Paris, det drejer sig ikke mindst om
• Razem fra Polen.
• Možemo fra Kroatien.
• Dei Link fra Luxembourg.
• EH Bildu fra Baskerlandet.
• Bloque Nacionalista Galego fra Galicien.
• Esquerra Republicana de Catalunya fra Katalonien.
Enhedslistens Medlem af EU-Parlamentet, Nikolaj Villumsen, udtaler i den forbindelse:
Jeg er stolt over at se øget tilslutning til Now the People-kredsen, og jeg mener det er en anerkendelse af den indflydelse vi har i det siddende EU-Parlamentet. Her har vi, på trods af den stærke højrefløj, fået markante forbedringer for klimaet og lønmodtagerne igennem, og har været med til at trække anden lovgivning i den rigtige retning.
Ser frem til samarbejdet
Enhedslistens spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget, Per Clausen, ser frem til at samarbejde med en stærk og dedikeret Europæisk venstrefløj. Om opbakningen til den fælles rød-grønne platform siger han:
I en farlig verden med Putin og krig i Mellemøsten er det nødvendigt at der stås vagt om international ret og at mennesker på flugt fra krig og undertrykkelse hjælpes. Derfor har Europa brug for en styrket venstrefløj, som arbejder for international solidaritet, menneskerettigheder og respekt for international lov. Det er et job jeg mener Now the People er de helt rigtige til.
Pelle Dragsted, Nikolaj Villumsen og Per Clausen under Now the People mødet i Paris.
Mere om samarbejdet
Du kan læse den politiske erklæring fra mødet, på enten engelsk eller fransk, via dette link.
Omtale kan også findes hos spanske Publico: Podemos lanza una plataforma para la campaña de las europeas con cinco formaciones de izquierdas eller hos EuropaPress.