Én af de ting man skulle tro at den europæiske venstrefløj kunne nå til enighed om, er at vi skal sætte alle kræfter ind for at få sat en stopper for brugen af skattely – og med god grund.

Hvad enten vi snakker om Europas rigeste familier eller store multinationale selskaber der på kreativ vis gemmer formuer og indtjening væk i et eller flere af verdens mange skattely, så er der i sidste ende tale om samme problem: At penge der burde være gået til udvikling af vores samfund, på uretmæssig vis unddrages fælleskassen.

Præcis hvor meget der rent faktisk er tale om, kan være svært at svare på, men spørger man den Internationale Valutafond, IMF, anslår de at der på globalt plan er tale om svimlende summer. Mellem 500 og 600 milliarder dollars hver evig eneste år anslår de at skattely koster verdens regeringer. Omsat til danske kroner svarer det til mellem lige knap 3.5 billioner og 4.2 billioner kroner i tabte indtægter. Tabte indtægter der kunne være gået til at forbedre folkesundheden, styrke uddannelsesniveauet, forbedre infrastrukturen, sætte ind mod klimaforandringer og mange, mange andre nødvendige tiltag.

EU’s sorte liste

Et af de værktøjer EU benytter sig af i kampen mod skattely, i hvert fald på papiret, er den såkaldte sorte liste over skattely. Banker skal udføre ekstra omhu og opsyn med overførsler fra lande på den sorte liste, og visse EU-midler kan ikke længere gå til, eller kanaliseres gennem, sortlistede lande. Samtidigt må de enkelte EU-lande vælge selv at vedtage en række tiltag mod skattelyene.

På papiret virker det, men i praksis halter det, ikke mindst fordi EU’s sorte liste ofte kritiseres for at være for svag, og for at undlade åbenlyse skattely. Det er altså klart, at én af de ting der er behov for, hvis EU skal bruges i kampen mod skattely, er at styrke den sorte liste. Det er i den sammenhæng værd at nævne, at den sorte liste ikke er noget der dikteres fra EU-Kommissionen. Det er derimod EU’s regeringer der, bag lukkede døre, mødes og bestemmer hvilke lande der skal på listen, og hvem der skal af. Som EU-politikere har vi ingen direkte indflydelse på den konkrete udformning af listen, det er alene EU-landenes der tager beslutningen – og det vil sige at den danske regering er med til at tage beslutningen hver gang den sorte liste styrkes, eller svækkes.

Allerede tilbage i 2019 erkendte daværende finansminister Nicolai Wammen at kravene til den sorte liste er for slappe, og at både han og Danmark ville kæmpe for at kriterierne skal ”være så skrappe som muligt”. Det var stærke ord, men ord der ikke syntes at have ført til noget.

Det burde vi vel kunne være enige om?

Som sagt skulle man tro at vi alle kunne blive enige om handling mod skattely, også gennem EU. Spørger man politikere fra den danske venstrefløj vil det sikkert også være ret enige svar man får tilbage, det gælder hvad enten man taler med Enhedslisten eller Socialdemokratiet. Så langt så godt.

Hvis man ser det hele lidt efter i sømmene er det dog hurtigt et andet billede der tegner sig. For så opdager man hvordan Danmarks regering – der jo som bekendt er ledet af Socialdemokratiet har siddet med omkring bordet, da EU besluttede at fjerne de Britiske Jomfruøer fra EU’s sorte liste. Retorisk set er vi måske nok enige om behovet for at skride langt hårdere end, men når det gælder konkret handling kan man dårligt andet end at forundres over den reelle socialdemokratisk politik på området.

Langt fra første gang

Nu er én sag jo ikke et mønster, og måske skyldes det i virkeligheden pres fra – og hensyntagen til – regeringens mere borgerlige elementer, kunne en behændig undskyldning måske lyde. Det er en holdning man naturligvis godt kan have, og det vil uden tvivl være en mere bekvem fortælling for visse socialdemokrater. Men sagen er blot at det ikke passer.

Kaster vi eksempelvis blikket blot et par år tilbage, til 2021 hvor den danske regering som bekendt var en socialdemokratisk et-partiregering, var Danmark nemlig også med ved bordet da man, endnu engang, udvandede EU’s i forvejen alt for ringe sorte liste. Den gang var man med til at fjerne Barbados, noget der fik Oxfam til at sige at EU svigter stort i kampen mod skattely. Man kan også kigge på 2020 hvor Danmark, igen med Socialdemokraterne ved roret, var med til at fjerne endnu et notorisk skattely, denne gang Cayman-øerne, fra den sorte liste. Man kunne også se på hvordan socialdemokraterne, trods pres, ikke ville sikre at offentlig coronahjælp ikke kunne gå til virksomheder i skattely. Sådan kunne man blive ved.

Handlinger tæller mere end ord

Som vi nærmer os næste års EU-Parlamentsvalg er jeg ikke tvivl om at vi skal se flere spørgsmål og høre på flere løfter om, hvordan vi skal bruge EU til at bekæmpe skattely. Og det er noget jeg er helt enig i – men jeg håber bare at de forventeligt flotte ord også rent faktisk vil blive fulgt op af handlinger. Det indebærer også at en dansk regering med socialdemokrater ikke bør være med til at udvande EU’s sorte lister yderligere – men i stedet bør trække i den anden retning.

Vi kan gøre noget

Med et dansk EU-formandskab der lurer og venter i 2025 kunne man endda spørge, om ikke netop en reel og effektiv indsats mod skattely ville være en passende prioritet?

For sagen er jo, at der faktisk er meget vi kan gøre i kampen mod skattely, hvis bare vi tør. Vi kan eksempelvis sikre at EU’s lister over skattely ikke svækkes, men i stedet styrkes, og vi kan sikre at offentlige instanser kan udelukke firmaer i skattely fra at byde på offentlige udbud.

Hvert år vi tolererer skattelyenes fortsatte eksistens er et år hvor vi er med til at dræne fælleskassen for penge der kunne – og burde – være brugt langt bedre end på luksusyachter og aktieudbetalinger.

Er det for meget at håbe på at den socialdemokratiske politik for skattely bliver til andet end tom snak?

Indlægget er oprindeligt bragt i Netavisen Pio, og kan findes der via dette link.