En stereotyp fordom om Enhedslisten som man desværre stadigt møder er, at vi mest af alt er flok gnavne mennesker der i EU-sammenhænge blot vil sidde på sidelinjen og råbe og være sure.  Sandheden er, naturligvis og heldigvis, en anden. I praksis kæmper vi, også i EU for, at skabe forbedringer. Det gør vi fordi der i EU-systemet ganske vist er kæmpe store udfordringer, men samtidigt også, det må man erkende, muligheder.

Netop de potentielle muligheder er et godt eksempel på hvordan vi i Enhedslisten arbejder aktivt og konstruktivt på at bruge EU-lovgivningen til at skabe bedre vilkår for millioner. Et meget vigtigt eksempel er EU’s ofte omdiskuterede direktiv om offentlige udbud, et direktiv der hver dag sætter rammerne for, hvordan det offentlige – fra den mindste kommunale enhed til det største statslige organ – skal håndtere sine indkøb af alt fra madvarer til byggeprojekter.

Det er et direktiv der måske nok er mest kendt for sin fokus på at vælge de billigste tilbud, selv hvis dem der leverer tilbuddet eksempelvis underbetaler deres folk eller mestrer disciplinen at undgå skattebetalinger af deres overskud. Det er en tilgang der, mildt sagt, er dybt forældet. Derfor er det også på høje tid at der sker ændringer.

Enormt potentiale

Hvor vigtigt det er at få ændret direktivets fokus, understreges af, hvor vigtige offentlige indkøb i EU er. Hvert eneste år køber mere end 250.000 forskellige offentlige instanser i EU varer, tjenesteydelser, byggeprojekter og andet for hele 14% af vores samlede BNP – et svimlende beløb i omegnen af 14 trillioner kroner. Desværre er det i dag sådan, at alt, alt for få af disse indkøb tager hensyn til, om dem der byder på opgaverne også eksempelvis respekterer retten til kollektive forhandlinger – eller om de eksempelvis gemmer sig i skattely. Det bør ændres!

Det bør gøres klokkeklart at når det offentlige sender ting i udbud, så er prisen ikke det eneste der kan lægges vægt på. Man bør, helt naturligt, kunne frasortere leverandører der ikke vil følge arbejdsmarkedets spilleregler, eksempelvis ved at modsætte sig retten til kollektive forhandlinger. På samme måde skal eksempelvis byggefirmaer der er kendt for at fuske med arbejdsmiljøbeskyttelsen også kunne fravælges uden problem, ligesom manglende miljøhensyn, sort klimaaftryk og notorisk brug af skattely skal være noget de folkevalgte kan bruge som krav til at sige nej til tilbud. Eller for at sige det på en måde som borgerlige vil kunne forstå: Tænk hvis vi skaber et kampe markedsincitament for at betale sin skat, for at behandle sine ansatte ordentligt og for at leve op til sit samfundsansvar?

I stedet for at være prisfikseret, bør det kontroversielle udbudsdirektiv gøres til et stærkt værktøj i kampen for et retfærdigt arbejdsmarked. Det kan man gøre, ved at revidere direktivet og skrive det klart ind, præcist hvordan det kan gøres. På den måde sikrer vi os mod tvivl og usikkerhed.

Behov for klarhed

Når potentialet for at åbne direktivet diskuteres sker det, at man møder folk der straks afviser behovet, og som siger, at det skam slet ikke er nødvendigt at genvurdere den forældede tekst. Man kan nemlig, mener de, allerede på forskellige måder tage visse andre hensyn end prisen.

Det er sådan set også rigtigt, men sagen er bare den, at præcist hvad man helt lovligt må lægge vægt på ikke er klart. Derfor er det da også sådan at i den virkelige verden er mange kommuner og andre offentlige instanser, når man taler med dem, bestemt sikre på hvor langt de rent faktisk kan gå under de nuværende regler. Derfor tøves der og der laves dårligere udbud end hvad der burde – og det er fuldt ud forståeligt, for hvem tør risikere at skulle føre en sag omkring det, en sag der i sidste ende kan ende hos EU-domstolen? En domstol der vel at mærke ikke just er kendt for sin progressive holdning når det eksempelvis gælder kollektive overenskomster over for det frie marked.

Når der er så massiv usikkerhed om de gældende regler er det klart at de må genvurderes, og det må gøres klokkeklart hvad men som minimum også må lægge vægt på når man laver udbyd. På den måde sikrer vi os imod unfair konkurrence ved at nogle selskaber eksempelvis kan underbyde andre, ved ikke at overholde samme spilleregler, eller ved at underbetale deres folk. Vi vil også kunne skabe et stærkt incitament til ikke at placere sine selskaber i skattely, hvis det at være i skattely kan føre til at man ikke kan byde på offentlige opgaver. Det er noget der burde være rimeligt nok, hvis ikke man vil betale til fællesskabets kasse, skal man heller ikke kunne tjene penge på fællesskabets opgaver.

Det kan ingen vel være imod?

Når man tænker over det på den måde kan man overveje om der overhovedet er nogen der kant være imod det? Hertil er svaret desværre, som så ofte før, at ja det kan man, tilsyneladende. På europæisk plan, hvor denne kamp jo skal tages, er der nemlig masser af dårlige undskyldninger og direkte modstand mod at genåbne direktivet. Hvad enten man taler med flere af politikerne i EU’s borgerlige lejr, eller med EU-Kommissionen, så det forbløffende let at møde alskens undskyldninger for, hvorfor vi ikke skal gøre offentlige indkøb til at stærkt værktøj i kampen mod svindel og udnyttelse. Det måske mest sigende bevis for denne, ofte uudtalte, modstand mod at lade offentlige indkøb blive et bedre redskab i arbejdskampen, er det faktum at der på trods af mange års debat, stadigt intet er sket! Det holder ganske enkelt ikke.

Bør være et kernekrav

At få ændret EU’s udbudsdirektiv er et spørgsmål der ikke bør ignoreres længere, men den gode nyhed er, at der faktisk er noget der kan gøres for at få flyttet denne mulighed fra tegnebordet til virkeligheden:

Dels er det noget der klokkeklart bør stilles som krav til den næste leder af EU-Kommissionen, en rolle der skal bestemmes igen næste år. Vi mener ikke man bør ikke kunne kalde sig selv for progressiv på nogen måde, og samtidigt stemme for en EU-Kommissionsformand der ikke vil love at genåbne direktivet.

Dels er det også noget Danmark som land både kan og bør kæmpe for. Ikke blot i forhandlingerne om den kommende EU-Kommission, men også ved at gøre det til en klar politisk prioritet for Danmarks næste EU-formandskab, der som bekendt finder sted i 2025. At gøre andet ville være underligt.

I Enhedslisten er vi klare over hvad vi mener – og vi kommer til at kæmpe hårdt for det, sammen med venner og allierede hele Europa.

Indlægget er oprindeligt bragt i netavisen Pio – og kan findes der, via dette link.