Opinion Naturgenopretning

Ny stil i Venstre at kalde sejr for nederlag

I en replik i Nordjyske tager Medlem af EU-Parlamentet for Enhedslisten, Nikolaj Villumsen, og spidskandidat til EU-Parlamentet og Rådmand i Aalborg for Enhedslisten, Per Clausen, til genmæle overfor Venstres påstande

Nikolaj Villumsen in the European Parliament Plenary Chamber. (Photo: European Parliament, 2023)
Nikolaj Villumsen (MEP)

Under overskriften ” Naturen har vundet – og Venstre har vundet en betydelig politisk sejr, da Europa-Parlamentet i forrige uge vedtog en ny naturlov” begiver Venstres Asger Christensen sig her i avisens spalter udi den gamle politiske disciplin: at prøve at få et klart nederlag til at fremstå som en sejr.

Det står ham naturligvis frit for at søge at omskrive den politiske historie i forbindelse med den meget omdiskuterede sag om naturgenopretning i EU –  men vi mener nu engang, at Nordjyskes læsere fortjener lidt bedre.

For sagen er jo den at det er noget skævvreden version der bliver fremlagt, for nu at sige det mildt. For selv om Venstrebonden Asger Christensen glad erklærer at det glæder ham ”meget, at der nu bliver taget hånd om genopretningen af den europæiske natur”, så er sagen jo den at både ham og Venstrekollegaen Erik Poulsen flere gange har forsøgt at få forslaget smidt helt ud. Det gjorde de ved afstemningerne i landbrugsudvalget, derefter i miljøudvalget – og så til sidst, da hele EU-Parlamentet skulle stemme om sagen. Her var der, endnu engang, et forslag der var fremsat af den store Konservative gruppe og deres venner på den yderste højrefløj om at smide naturgenopretningsloven helt ud. Altså uden mulighed for ændringer eller forhandlinger – men stoppe det endegyldigt. Det forslag fik entusiastisk støtte fra danske Venstre. Eller vi skulle måske sige fra 66% af Venstres EU-Parlamentarikere. For både Asger Christensen og hans kollega Erik Poulsen stemte for helt at forkaste forslaget. Formanden for Venstres delegation, Morten Løkkegaard, valgte derimod at stemme blankt.

sagen jo den at både ham og Venstrekollegaen Erik Poulsen flere gange har forsøgt at få forslaget smidt helt ud

Det fortæller os to ting: dels har der tydeligvis ikke været 100% intern enighed i Venstre om fremgangsmåden, dels var Asger Christensens foretrukne resultat helt klart at vi slet ikke skulle have naturgenopretningsloven. Den lov han ellers selv, her i Nordjyske, efter afstemningen beskriver som en der skal ”forbedre naturen og biodiversiteten i EU”.

Så kan man jo spørge sig selv, hvis man først prøver helt at stoppe noget, kan man så bagefter stadigt slippe afsted med at kalde det for en sejr, når det alligevel kommer igennem nåleøjet? Nej, naturligvis kan man ikke det. Derfor bør Venstre og Asger Christensen også være ærlige og klare i spyttet: Man prøvede at vælte naturgenopretningen helt. Først da det ikke lykkedes prøvede man så at melde sig ind på den anden side, samtidigt med at gjorde sit yderste for at forringe dette resultat.

hvis man først prøver helt at stoppe noget, kan man så bagefter stadigt slippe afsted med at kalde det for en sejr, når det alligevel kommer igennem nåleøjet?

Her kunne man stoppe historien, men der er faktisk anden ved den afstemning – og Venstres rolle i den – man også kan undre sig over. Igen, nu hvor vi alligevel er ved sagen. For en af de ting Venstre har været med til at støtte er ændringsforslag 134 fra de konservative. Det kontroversielle forslag lukker muligheden for at man bruger EU’s landbrugs og fiskerimidler til at kompensere bønder og fiskere, hvis naturgenopretning ender med at koste dem penge. Skal vi lige tage den igen: Venstre har aktivt kæmpet for at fjerne en kompensationsmulighed for kompensation til landmænd og fiskere. Hvem havde set den komme?

Man skal i hele denne historie huske på at EU-Kommissionen ganske rigtigt siger at naturgenopretning er en dyr affære. hele 154 milliarder euro regner den med, at sagen vil koste. Det er et voldsomt tal, men ikke nær så voldsomt som hvad man regner med det vil koste ikke at lave gennemgribende naturgenopretning. Manglende handling vil nemlig koste omkring 1860 milliarder euro –  mere end 10 gange hvad det vil koste at handle. Betalingen for manglende handling ryger i sidste ende til os alle sammen, men det er især landbrug og fiskeri der kommer til at skulle betale den højeste pris. Den omtrentlige gevinst ved at indføre en solid naturgenopretningslov er dermed på mere end 1700 milliarder euro, eller rundregnet 12.666.885.000.000 gode, danske kroner. Men det er åbenbart lige meget for Venstre.

Til slut vil vi gerne klart bede Asger Christensen og Venstre svare på 3 ting:

1. Er det Venstres nye stil at kalde nederlag for sejre, blot for ikke at tabe ansigt?; og

2. Hvem repræsenterede egentlig mest korrekt Venstres linje på afstemningsdagen – var det delegationsformanden Morten Løkkegaard, der stemte blankt til første afstemning, eller var det Asger Christen og Erik Poulsen der stemte for at forkaste forslaget?

3. Hvordan ved vi om næste EU-valgs Venstre er By-Venstre eller Land-Venstre, for det ser jo ud til at forskellene er store.

 

Er det Venstres nye stil at kalde nederlag for sejre, blot for ikke at tabe ansigt?

Indlægget er oprindeligt bragt i Nordjyske.

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

ENHEDSLISTEN I EU-PARLAMENTET

Nikolaj Villumsen er Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet. Her kæmper han for et rødt, grønt og demokratisk Europa.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed