Opinion EU-debat

State of the European Union 2023: Højrefløjens masker er faldet – men tør von der Leyen sige det højt?

Inden EU-Kommissionens formand holder sin store årlige tale til EU-Parlamentet, skriver Nikolaj Villumsen i Altinget hvad talen bør indeholde - og hvad vi skal holde øje med.

Foto: European Parliament 2023
Pelle Christy Geertsen

Mens formanden for EU-Kommissionen, den tyske konservative politiker Ursula von der Leyen forbereder sig til at holde sin store, årlige tale, State of the European Union, er én ting klar: både i EU-Parlamentet og i flere af EU’s medlemslande, er maskerne endegyldigt faldet.  Hvis von der Leyen er ærlig vil det være noget hun ikke blot erkender i sin tale, men vælger at konfrontere direkte.

State of the European Union-talen – eller SOTEU som den ofte blot kaldes på twitter og blandt Bruxelles-nørderne – afholdes hvert år til EU-Parlamentet og gør både status over det forgangne år, og ser på. hvor vi befinder i forhold til kommende udfordringer. I et EU der ofte har alt for lidt debat om, hvor vi står og hvor vi vil hen, er det en mulighed for at trække linjerne op og sikre lidt demokratisk feedback på, hvad EU-Kommission foretager sig.

Men nok om EU-procedurer og tilbage til det med maskerne. For hvorfor taler jeg om masker, og hvem er det egentlig der endeligt viser deres sande ansigter – og hvorfor er det noget der giver anledning til bekymrede miner over store dele af den Europæiske Union?

Det korte svar er: det er højrefløjen det handler om. Både den klassiske, konservative højrefløj som Kommissionspræsidenten repræsenterer, det vi kan kalde den ”pæne højrefløj”, men også den anden del af højrefløjen. Den del, hvor udsagn der kan få det til at gibbe i det fleste ofte kan opleves – det der samtidigt er en del af højrefløjen der i stadigt stigende grad går hånd i hånd med de ”pæne” borgerlige.

Det korte svar er: det er højrefløjen det handler om

I flere EU-lande har vi set hvordan EU’s mere etablere konservative partier i stigende grad er villige til at gå åbenlyst hånd i hånd med dem, de tidligere ellers kun ville hviske med i krogene. Vi ser det, når de borgerlige partier villigt går til valg på alliancer med dem, de for blot få år siden mente var urørlige og for ekstreme. Det er et klart skred, ikke blot til højre i det politiske spektrum, men også i forhold til hvor tæt man må være på fascistiske tendenser, uden at det tilsyneladende bekymrer. Det gælder både når man taler om eksempelvis italienske post- og neofascister, finske ministre der har talt til møder fyldt med nynazister, eller det spanske parti VOX, der har folkevalgte der åbenlyst hylder Franco-tiden og fascistiske tænkere. Og mange, mange flere.

Men også i snævrere EU-cirkler, herunder ikke mindst i EU-Parlamentet, har vi set det samme billede gentage sig. Her så vi før sommeren hvordan den konservative EPP-gruppe åbent gik sammen med det yderste højre for at forhindre at EU fik en naturgenopretningslov.

Det er en udvikling der er så bekymrende, at jeg mener det vil være absurd hvis Kommissionens formand i sin tale om Unionens tilstand vælger at forbigå det i komplet tavshed.

det vil være absurd hvis Kommissionens formand i sin tale om Unionens tilstand vælger at forbigå det i komplet tavshed

I en tid hvor temperaturerne stiger og kloden koger, hvor skovene brænder, tørken rammer og vejret er voldsomt i et omfang vi ikke har set det tidligere – der kan vi ikke lade det passere i tavshed at en stor del af EU’s politiske højrefløj nu tilsyneladende vælger at ignorere nødvendig handling – og bruger det yderste højre til formålet.

At det er sådan er, for nu at sige det mildt, en stor udfordring for hele EU’s grønne politik, og derfor bliver næste uges State of the Union tale fra Ursula von der Leyen også så afgørende.

For vil EU-kommissionsformanden turde sige fra over for sine konservative kollegaers uansvarlige angreb på naturen og klimaet – og vil hun stille dem til regnskab for at lade maskerne falde? Eller vil hun bøje sig for misinformations- og skræmmekampagnerne?

Jeg håber på det første, men frygter det sidste.

Vi vil blandt andet kunne se hvilken vej hun vælger, ved at bide mærke i om der annonceres nye grønne tiltag i talen. Hvis der rent faktisk annonceres ny og meningsfuld handling på klima og miljø, så er der håb om at EU-Kommissionens formand stadigt er sig ansvaret voksent.

Hvis det hele derimod i stedet udvikler sig til mere eller mindre løs snak om kun at implementere eksisterende lovgivning, så er det noget andet. Så er det inaktiviteten og det konservative valgkampshensyn der vægtes højere end hvad der reelt er behov for.

Så er det inaktiviteten og det konservative valgkampshensyn der vægtes højere end hvad der reelt er behov for

Det er jo desværre sket før. Vi har eksempelvis allerede set hvordan EU-Kommissionen gang på gang har udskudt den nødvendige revision af EU´s kemikalielovgivning REACH, så meget, at det nu kommer alt for sent til at vi kan nå at handle på den. Det er sket stik imod de løfter der blev afgivet ved begyndelsen af Kommissionens mandatperiode. Dermed har man også fra EU’s sige skudt forsøget fra blandt andet Danmark på at få forbudt de skadelige PFAS-stoffer til hjørne. Det er et løftebrud af rang. Og noget der ikke bør passere i stilhed. For det er med til seriøst at påvirke tingenes tilstand i EU.

Kriser stopper ikke blot fordi vi ignorerer dem, heller ikke hvis der er nogle der håber på at blive genudnævnt til deres poster.

Von der Leyen bør også fokusere på, at en ambitiøs grøn omstilling ikke alene er rettidig omhu, men også er sund fornuft, herunder når det gælder skabelsen af fremtidens arbejdspladser.

Vi ser hvordan den amerikanske præsident Biden aktivt bruger den grønne omstilling til at skabe trygge overenskomstdækkede arbejdspladser i USA. Det bør vi også gøre i Europa.

Der er ikke en modsætning mellem klimahandling og arbejdspladser. Tværtimod. Sakker vi bagud i den grønne omstilling i Danmark og EU, ja så taber vi også den globale konkurrence om fremtidens grønne arbejdspladser. Det er noget der helt naturligt bør være i talen om Den Europæiske Unions tilstand.

Der er ikke en modsætning mellem klimahandling og arbejdspladser. Tværtimod.

Det er alt for let at komme med glansbilleder om hvad EU siger man vil – men det er sværere at konfrontere hvordan det rent faktisk går, og hvad der mangler at ske.

Samtidig vil det også være alt for letkøbt, hvis talen ender med mest af alt at være en slet skjult valgkampstale for von der Leyen over for hendes konservative bagland, fremfor at gøre status og se på, hvordan vi skal tackle de problemer vi står overfor.

Hvis EU-Kommissionens formand vil vise ægte lederskab, vælger hun at tackle problemerne – i stedet for at lade som om de ikke findes. Men vi får se.

 

Indlægget er oprindeligt bragt i altinget – og kan også findes der, via dette link.

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

ENHEDSLISTEN I EU-PARLAMENTET

Per Clausen er Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet. Her kæmper han for et rødt, grønt og demokratisk Europa.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed