EU’s platformsdirektiv skulle have været en tiltrængt succes for EU. Med det direktiv kunne man endeligt, sådan var forhåbningen, skride ind og sikre bedre forhold for millioner af EU-borgere der, helt eller delvist, ernære sig som platformsarbejdere. Det burde have været en succes, men nu ser det ud til alligevel ikke at lykkes. Enten udvandes forslaget til ligegyldighed, eller også falder det helt på gulvet. Det står desværre klart efter at EU-Parlamentets forhandlingshold torsdag den 10. januar aflagde rapport til Beskæftigelsesudvalget. En rapportering der kommer ovenpå at EU-landene alligevel ikke kunne enes internt om den aftale, de ellers havde indgået med os. Det er vildt at tænke på, og spørgsmålet er ikke mindst hvorfor. Men hvad skete der, hvem slog egentlig platformsdirektivet ihjel – og hvad kan det komme til at betyde? Det er det vi her vil søge at svare på.
Et liberalt-højrepopulistisk mordforsøg
Spørger man i Bruxelles hvem der slog direktivet ihjel er det korte svar ”Frankrig”. I realiteten er det svar dog alt for unuanceret og letkøbt. For platformsdirektivets bødler er ikke en enkelt person eller et enkelt land. Nej sandheden er i stedet at der er om EU’s liberalt-populisitsk højrefløj, i form af den ene borgerlige regering efter den anden. I alt var det nemlig hele 12 EU-lande der i sidste ende ikke ville være med til den aftale, som Rådet ellers allerede havde givet håndslag på. Den mest højrøstede modstand kom ganske rigtigt fra Frankrigs liberale Præsident Macron. Men til at hjælpe sig havde han også bl.a. Ungarns kontroversielle Victor Orban, Italiens postfascistiske Giorgia Meloni og Grækenlands skandaleombruste Mitsokakis. Ser man på hvem der styrer de lande der var imod aftalen, finder man, ikke overraskende, der typisk er tale om nyliberale eller (national)konservative regeringer. Herunder også Finlands højrefløjsregering. En regering der som bekendt ikke blot er skiftet til den borgerlige side, men som også hurtigt gav sig i kast med at søge at underminere de finske fagforeningers styrke, og den sociale politik i landet. Det er ikke et kønt billede.
Men hvad var det de sagde nej til?
En af de store formål med platformsdirektivet var bl.a. søge at sætte ind mod mange store firmaers brug af ”falske selvstændige”, altså når man tvinger folk til at lade som om man er selvstændig, selv om der i praksis er tale om at man arbejder som var man ansat. På den måde sparer firmaerne store summer, og kan samtidigt langt lettere fyre folk fra det ene øjeblik til det andet. Det er ikke bare et stort problem, det er også et voksende problem. Tilbage i 2021 anslog EU-Kommissionen at der var ca. 28 millioner platformsarbejdere i EU, et tal man forventer vil være steget til 43 millioner til næste år – eller knap 10% af hele EU’s samlede befolkning! Selvom flere af disse er reelt selvstændige er der også adskillige millioner der er tvinges ind i en status som falske selvstændige. Det er en skandale at det det sker i vore dages Europa. Det de højreorienterede EU-lande sagde nej til var ikke mindst en række kerneelementer i forslaget, kerneelementer som vi også har set store dele af EU-Parlamentets højrefløj kæmpe imod. Kerneelementerne handlede bl.a. om: 1. En omvendt bevisbyrde, således at det er de store platformsvirksomheder der vil skulle bevise at deres folk ikke i realiteten er ansatte, men rent faktisk er selvstændige. 2. Inspektioner af arbejdspladser, således at hvis det viser sig at én arbejder for en platform i virkeligheden bør være ansat, så undersøger man med det samme om ikke det skal gælde for alle andre i samme situation. På den måde skal eksempelvis hvert enkelt cykelbud ikke gå til en domstol for at få ændret status. 3. Gennemsigtighed om de algoritmer store platforme bruger til bestemme, fordele og bedømme arbejdet for ansatte og falske selvstændige. Der er med andre ord tale om krav der hverken er verdensomvæltende eller overdrevne, men derimod helt rimelige.
Dårligere forhold for millioner
Hvis direktivet falder til jorden er det dårligt nyt, ikke mindst for de millioner der dermed fortsat nægtes ret til løn under barsel eller sygdom, som snydes for pensionsopsparinger og ferie og som oven i det, også må dy med ualmindeligt usikre ansættelsesforhold. De højreorienterede regerings sabotage kan meget vel kommer til at betyde at dette fortsætter i årevis. Det på trods af, at det slet ikke er nødvendigt for firmaerne med denne usmagelige udnyttelse af folk. Man kan eksempelvis se på de milliardstore profitter flere af dem høste, og man kan også overveje det faktum, at der også findes eksempelvis madudbringningsplatforme der ikke snyder på vægten. De bruger ansatte i stedet for falske selvstændige, tilbyder normale vilkår og accepterer faglig organisering. Alt det gør de, og de tjener stadigt penge. Det understreger at de manglende lige vilkår der tilbydes millioner af platformsarbejdere ikke skyldes at det ikke kan lade sig gøre, men derimod manglende vilje. Når Macron, Orban og deres venner ikke vil handle er det altså i sidste ende for at beskytte visse firmaers manglende vilje, men på bekostning af bogstavelig talt millioner af hårdtarbejdende indbyggere i EU.
Hvad sker der nu?
Efter drabet på den indgåede aftale fortsætter forhandlingerne officielt lidt endnu, men chancen for at opnå et meningsfyldt resultat er blevet drastisk reduceret. Dels er tiltroen til Ministerrådet blevet hårdt ramt, dels er det svært at se hvad der skulle kunne gives af indrømmelser til de borgerlige, uden at udhule direktivet komplet. Derfor står vi også i den situation at det nye EU-Parlament må tage kampen om platformsarbejdernes rettigheder op igen, og kampen mod udnyttelsen fortsætte. Men, der må også mere til. Derfor har Enhedslisten fremsat et forslag i Folketinget om dels at Danmark i EU skal arbejde for en regel der sikrer at så mange platformsarbejdere som muligt kan få status som det de reelt er, nemlig lønmodtagere. Samtidigt foreslår vi at regering, sammen med de faglige organisation, også skal indføre sådan en regel i Danmark – mens man venter på at der kan opnås enighed på EU-niveau. For platformsarbejderne bør ikke vente længere på bedre regler ansættelsesforhold.
Indlægget er oprindeligt bragt på Altinget.dk, og kan findes der via dette link.
