Klassekamp og arbejdsmarkedspolitik i EU. Midt i alle de mange flotte ord om EU-værdier og visioner, noget vi uden tvivl kommer til at se mere til frem mod valget den 9. juni, er det let at glemme hvad det rent faktisk handler om. For nogle synes det mest af alt at være nogle pæne ord på papir – eller på skærmen foran dem – ord man nikker til og siger man støtter, men som man ellers ikke tænker videre over.

For andre derimod, der handler det om liv og levned, og om hvorvidt man giver et arbejdsmarked videre til næste generation med samme rettigheder man selv voksede op med, eller derimod et, hvor helt basale goder og muligheder udhules. Samtidigt er det vi kan kalde arbejdskampen i EU noget der alt for ofte ikke trækker de overskrifter den burde. Det er ellers mere end nok at kæmpe for i EU.

Det er ellers mere end nok at kæmpe for i EU

I min tid her i EU-Parlamentet vil jeg naturligvis fremhæve kampene for, at man ikke skal blive syg eller dø af, at passe sit arbejde. Det gælder bl.a. når vi tale om at sikre at byggearbejdere og andre ikke skal udsættes for asbest, når de renoverer vores huse og bygninger. Men det handler også om at beskytte autolakerer, industriteknikere og mange andre mod skadelige stoffer som bly og diisocyanater. Stoffer vi ved skader deres helbred, men som enten har haft forældede grænseværdier på EU-niveau – eller slet ingen overhovedet. Vi har fået tacklet nogle af farerne for lønmodtagerne på arbejdspladserne, men sandheden er at der stadigt er mange andre farlige stoffer derude som vi må skride ind overfor.

sandheden er at der stadigt er mange andre farlige stoffer derude som vi må skride ind overfor

Eller tag kampen om helt basale arbejdsforhold: Skal vi acceptere at store platformsvirksomheder hiver milliardprofitter hjem, samtidigt med at de tvinger deres folk til at arbejde uden basale rettigheder? Uden ret til løn under barsel, pension eller sågar en sikkerhed i ansættelsen? Desværre ser vi for tiden hvordan EU’s mange borgerlige regeringer gør deres yderste for at sænke det såkaldte platformsdirektiv, der ellers skulle have hjulpet med til at gøre noget ved problemet.  De går Uber og Wolts ærinde på bekostning af millioner af lønmodtagere.

For ikke at tale om konflikten firmaer som amerikanske Tesla og Amazon, der ikke vil respektere fagforeninger og retten til kollektive overenskomster. Kampe der ikke må tabes!

Det er absurd at vi stadigt er nødt til at tage den slags kampe, i et EU der aldrig har været rigere.

Det er absurd at vi stadigt er nødt til at tage den slags kampe, i et EU der aldrig har været rigere. Og derfor aldrig har haft bedre råd til at tage hånd om alle. Det er absurd at vi har skulle vente mere end fire årtier med eksempelvis at ændre grænseværdien for bly – et stof vi ved er skadeligt – eller kæmpe med EU-Kommissionen for at få sat ind mod asbest.

Det er absurd, men én ting jeg har lært efter snart fem år i EU-Parlamentet i Bruxelles er, at de kampe i allerhøjeste grad finder sted. Derfor er det vigtigt at der også efter EU-Parlamentsvalget den 9. juni er EU-Parlamentarikere tilstede fra Danmark der både kan og vil tage de arbejdsmarkedspolitiske kampe der skal tages. For hvis vi er ærlige, så er der emner der er alt for vigtige til at overlade til dem, der tænker mere på hurtig profit, end på om dem der arbejder for dem, bliver syge eller ligefrem dør af arbejdet.

Jeg vil bruge det kommende EU-parlamentsvalg til at sætte fokus på klassekamp og arbejdsmarkedspolitik. Det er der i allerhøjeste grad brug for. Hårdtarbejdende arbejdere bliver alt for ofte glemt i danske medier. Det skal vi ikke acceptere og jeg håber du vil bidrage til at råbe op.

Hårdtarbejdende arbejdere bliver alt for ofte glemt i danske medier. Det skal vi ikke acceptere

Indlægget er oprindeligt bragt i Arbejderen, og kan findes der via dette link.