Opinion Debatindlæg

Grønne pengeløfter fra EU er tillokkende – men er de mere end bare løfter?

Når EU taler om at re-orientere 250 milliarder til "grøn statsstøtte" er der en risiko for at mange af pengene ender med at blive brugt på ting, der slet ikke er grønne. Det skriver Nikolaj Villumsen, blandt andet, i et indlæg i Klimamonitor.

Foto: the Left Group
Nikolaj Villumsen (MEP)

Mens vi i disse dage går og venter på, at EU-Kommissionen offentliggør de konkrete forslag for den ”re-orientering” af EU-midler til grøn statsstøtte, er der flere relevante spørgsmål at stille sig. Og spørgsmål bør der stilles, for mængden af penge man potentielt set taler om på EU-plan er enorm: 250 milliarder kroner.

EU-Kommissionens udspil kommer som reaktion på, at USA har åbnet for massiv støtte til udvikling af grøn energi og teknologi. Det er en reaktion der kan virke tillokkende, dels for dem der er bange for at blive kørt bagud af USA, dels for dem der godt kan lide at smide om sig med pengeløfter i den størrelsesorden fordi det lyder som om der bliver gjort noget.

Det er dog næppe nogen hemmelighed at forslaget også vækker bekymringer

Det er dog næppe nogen hemmelighed at forslaget også vækker bekymringer, og det af forskellige årsager. Internt i EU skal man ikke spørge meget før end politikere fra unionens mindre velstående lande lufter deres bekymringer. De er, blandt andet, bange for, at den store europæiske støtte mest af alt risikerer at ende som Fransk og Tysk støtte til egne virksomheder – på bekostning af resten. Dermed vil man, er deres bekymring, ikke opnå at opbygge den europæiske sektor man siger man vil, men måske i virkeligheden blot støtte eksisterende giganter.

Hertil kommer en helt anden type bekymring: For ét af de store problemer med projektet er ikke selve idéen om at give statslig støtte til visse sektorer. Nej det store spørgsmål er derimod om de mange milliarder som EU nu sandsynligvis vil omdirigere til grøn statsstøtte, også rent faktisk kommer til at gå til de rigtige ting. For hvad nu, hvis de ender i virksomheder der slet ikke er grønne?

For hvad nu, hvis de ender i virksomheder der slet ikke er grønne?

Når det gælder EU er der, desværre, god grund til at mistænke at penge der kaldes grønne kan ende et til noget helt andet. Tænk blot på skandalen sidste år, da EU-Kommissionen besluttede at man pludseligt skulle kalde gas og ny gasinfrastruktur for grøn og bæredygtig – og derfor ligefrem opfordre bl.a. pensionskasser til at investere i den. I stedet for at investerer i reel grøn teknologi. Eller tænk på EU’s revisionsret der har påpeget, at EU har overvurderet hvor mange penge man rent faktisk har brugt på grønne investeringer med mere end 530 milliarder kroner. Ikke just en imponerende eller betryggende historik.

Som om dette ikke var nok er der også den pointe, som Professor Peter Nedergaard tidligere har gjort det klart, nemlig at tidligere EU-eksperimenter ud i denne disciplin er endt i meget dyre fiaskoer, fremfor i succes.

Det kan som sagt virke tillokkende højlydt at erklære, at nu gør vi noget, fordi man – på papiret – sender store pengemængder i en bestemt retning. Men blot fordi det kan lyde smart, er det ikke ensbetydende med at man rent faktisk vil opnå det, man siger man vil.

Men blot fordi det kan lyde smart, er det ikke ensbetydende med at man rent faktisk vil opnå det, man siger man vil

Når udspillet fra EU-Kommissionen kommer, ved jeg at ikke mindst vil holde øje med, hvordan man vil sikre at milliarderne ikke ender med at blive misbrugt på forældet og mindre-end-grøn-teknologi og industri.  Djævlen er som bekendt at finde i detaljen, og med en djævel til 250 milliarder kroner, er det værd at kigge forslaget ekstra kritisk efter i sømmene.

Djævlen er som bekendt at finde i detaljen, og med en djævel til 250 milliarder kroner, er det værd at kigge forslaget ekstra kritisk efter i sømmene

Jeg kunne slutte her, men som venstreorienteret kan jeg samtidigt ikke dy mig for at bemærke, at det er lidt interessant at se, hvordan mange af dem der indtil for et kort øjeblik siden yndede at prædike om markedskræfternes herligheder når de var utøjlede, og som var imod statslig indblanding, nu pludseligt synes at være vendt på en tallerken.

Misforstå mig ikke, jeg er ikke trist over at det er sket, men jeg ærgrer mig ærlig talt over, at det først er sket nu. For, tænk hvor meget mere vedvarende energi vi allerede kunnet have haft – til gavn for både mennesker, miljø og klima – hvis erkendelsen af, at man med fordel kan øge støtten til grønne projekter havde indfundet sig lidt før?

Men igen, der er mange ting der skal sikres hvis initiativet skal virke efter hensigten – og vi må vente og se, om det bliver tilfældet.

 

Indlægget er oprindeligt bragt i Klimamonitor, og kan også findes der

 

 

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

ENHEDSLISTEN I EU-PARLAMENTET

Per Clausen er Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet. Her kæmper han for et rødt, grønt og demokratisk Europa.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed