Da forslaget om EU’s naturgenopretningslov var til afstemning to gange indenfor to uger, var vi desværre vidne til noget der mest af alt kan beskrives som en katastrofe for vores natur.

Nu er det jo langt fra alle afstemninger i EU der går som man vil have det, så hvorfor dvæle så meget ved denne her, kan man måske spørge. Her er svaret klart: fordi det på mange måder var en skelsættende begivenhed.

Det var en afstemning, hvor den store konservative gruppe slog pjalterne sammen med bl.a Polens kontroversielle regeringsparti, det alleryderste af EU’s højrefløj og så dele af bl.a, danske landbrugsvenstre. Det virkeligt store spørgsmål er, om det er en uhellig alliance vi vil komme til at se mere af i fremtiden. Det frygter jeg at vi kan, og derfor synes jeg også at situationen kræver dybere analyse og kommentar.

Hvor er de liberale?

Det stod længe klart at Venstre var på det forkerte side af denne konflikt, men hvad der til gengæld var usikkerhed om, var hvordan de to andre partier i deres politiske gruppe, de Radikale og Moderaterne, stillede sig – og om de evt. ville prøve at tale deres kollegaer til fornuft.

Ikke mindst derfor prøvede jeg i disse spalter, i begyndelsen af juni, at hive ud af de Radikales EU-Parlamentariker hvad han egentlig tænkte om dette skelsættende emne – og om han vil prøve at bruge sin indflydelse til at få sine kollegaer til at skifte holdning. Det undslog han sig, desværre.  Først en uges tid senere lykkedes det altinget at presse noget der mindede om et svar ud af ham, men naturligvis uden nogen reel stillingtagen.  Det er her værd at huske, at havde Helveg sat sig ind i sagen før afstemninger og ændret blot én kollegas holdning, ville vi – og naturen – have stået i en markant bedre situation. Sådan kan nøl have reelle konsekvenser. Det må vi ses om vælgere og NGOere husker på til næste sommer.

havde Helveg sat sig ind i sagen før afstemninger og ændret blot én kollegas holdning, ville vi – og naturen – have stået i en markant bedre situation

En splittet regering?

Manglende radikal stillingtagen har dog langt fra været det mest interessante i denne sag, set med danske briller.  For mens SVM-regeringstrioen i Danmark mest er kendt for en yderst slap, men samlet, holdning til naturgenopretning, forholder det sig anderledes i EU.

Hvis vi starter med storlandbrugets parti, Venstre, har vi jo desværre i EU-Parlamentet set at man her ikke har været tilfreds med at søge at udvande et forslag vi virkeligt har brug for, nej man har tilsluttet sig den sorte blok, der ikke vil forhandle men som blot siger nej, nej, nej. Selv for os der følger Venstres politik i EU-systemet var det lidt en overraskelse at se deres EU-politikere så klart slå pjalterne sammen med det yderste højre (tænke på Le Pens folk, eller tyske AfD) i deres forsøg på at forhindre at EU tager naturgenoprettelse bare den mindste smule seriøst.

For moderaterne holdt det hårdt, men efter afstemning nummer to lykkedes det endeligt at finde ud hvor deres EU-Parlamentariker står på sagen. Han ærgrede sig , påstod han i al fald på twitter, over afvisningen. Det er jo fint, men det havde måske været mere hjælpsomt hvis den erkendelse var blevet luftet før de to afgørende afstemninger var blevet afholdt.

Det er jo fint, men det havde måske været mere hjælpsomt hvis den erkendelse var blevet luftet før de to afgørende afstemninger var blevet afholdt

Skifter vi fokus til de danske socialdemokrater, bliver det hurtigt klart at også for dem er der tilsyneladende tale om en stærkere position i EU, end der er på hjemmefronten. Hernede bidrog de faktisk, i form af Christel Schaldemose, til at forsøge at modstå afvisningen. Det står i kontrast til partiets holdning i den danske regering, hvor man ikke bare har ført en politik om maksimal udvanding af forslaget, men også har bidraget aktivt til det, der i Bruxelles og store dele af Europa ses som misinformation omkring konsekvenserne. Set med EU-briller var partiet i det mindste med til at kæmpe mod den sorte blok.

Konservative og DF leger gemmeleg

Hvor både de Radikale og Moderaterne længe blot var tavse, er der dog to andre danske partier det er endnu mere interessant at se på, jeg tænker her på de Konservative og Dansk Folkeparti.

Fælles for de to partier er nemlig at deres repræsentanter, Anders Vistisen og Pernille Weiss, er medlemmer af miljøudvalget, det udvalg hvor de to vigtige afstemninger fandt sted. Det skulle man tro var garant for at vi i det mindste ville have klart svar på, hvordan de stillede sig til spørgsmålet om, hvorvidt EU skal have en naturgenopretningslov eller ej.

ingen af de to deltog i afstemningerne, hverken første eller anden gang

Så let skulle det dog ikke vise sig at være, for ingen af de to deltog i afstemningerne, hverken første eller anden gang. Det undrede mig, så på twitter spurgte jeg de to hvorfor de var borte begge gange, og om det mon skyldtes at de ikke helt turde stå ved deres holdninger. Det er et spørgsmål jeg stadigt mangler svar på, for ganske vist gav Vistisen mig et ikke-svar om hans holdning (men ikke om den manglende tilstedeværelse), mens de konservatives Weiss har fortsat radiotavsheden. Det er lidt underligt at det skal være så svært at få at vide hvad det eneste danske medlem af den store EPP-gruppe mener om det, og hvorfor hun ikke har villet stemme om sagen.

Sagen er, at begge kunne have bidraget til bedre naturbeskyttelse, hvis de var troppet op og havde stemt bare lidt grønt, men det valgte det ikke at gøre. To gange i træk.

Hvor står vi nu?

Vi står nu i den situation at hele EU-Parlamentet den 12. juli skal stemme om, hvorfor EU’s naturgenopretningslov virkeligt skal begraves for stedse. Det eneste moderat positive der kan siges om det er, at det betyder at alle danske EU-parlamentarikere nu bliver nødt til at bekende kulør og stå til regnskab for, hvordan de stemmer. Hvis de vel at mærke møder op, for ærlig talt kan jeg ikke lade helt være med at overveje, om ikke de to afstemningsundvigere, Vistisen & Weiss, mon ikke også her vil prøve at finde en undskyldning for ikke at deltage i den vigtige afstemning? Eller måske endda bare bliver væk endnu engang.

ærlig talt kan jeg ikke lade helt være med at overveje, om ikke de to afstemningsundvigere, Vistisen & Weiss, mon ikke også her vil prøve at finde en undskyldning for ikke at deltage

Vi får se – og i sidste ende får vælgerne lov at dømme. For én ting er sikkert: EU’s naturgenopretningslov vil være en af de sager der virkeligt trækker skillelinjerne op mellem partierne. Her kan man skelne mellem hvem der er grønne i handling, og hvem der kun er det i tale.

Indlægget er bragt som en del af Nikolaj Villumsens faste bidrag til Netavisen Pio, og kan også finder der, via dette link.