Regeringen vil inden for få uger fremlægge en rapport om fordele og ulemper ved en dansk deltagelse i EUs bankunion. Rapporten danner grundlag for regeringens endelige beslutning om, hvorvidt Danmark skal tilslutte sig. Sker det, vil det få vidtrækkende konsekvenser for vores økonomi og mulighed for at sikre kontrollen med vitale dele af den danske finanssektor.

I kølvandet på finanskrisen i 2008 blev Danmark ramt af stribevis af bankkrak. Flere banker måtte kaste håndklædet i ringen som konsekvens af grådighed, lemfældig udlån og spekulativ adfærd. Ti år efter finanskrisen må vi desværre konstatere, at problemet ikke er løst. Banksektoren i sin nuværende form udgør fortsat en latent trussel mod borgerne, statskassen og samfundsøkonomien.

Nye bankkriser kan snart blive aktuelle igen, men hvis Danmark beslutter sig for at underlægge sig EUs bankunion, vil vi som folkevalgte ikke længere bestemme over, hvad der skal ske med danske storbanker i krise. Det er stærkt bekymrende, og derfor råber vi i Enhedslisten nu vagt i gevær for at advare mod de betydelige og permanente tab af demokratisk kontrol over finanssektoren, som en tilslutning til EUs bankunion vil føre med sig.

Fra EUs side er bankunionen blevet solgt som et værn mod fremtidige finanskriser. Et værn, der skal stabilisere bankmarkedet og skærme skatteyderne mod regningen, hvis en storbank lider et krak. Dette glansbillede af EUs bankunion har dog meget ringe hold i virkeligheden.

Forsvindende lille beløb

Betragter man sagen fra et krisehåndteringsperspektiv, ser det håbløst ud. Den redningsfond, som bankunionen har etableret til at redde krakkede banker for at løfte byrden fra statskasserne, rummer ca. 410 mia. kr. Skønt det kan lyde som mange penge, er det faktisk et forsvindende lille beløb. Til sammenligning brugte skatteyderne i EU i omegnen af 12.500 mia. kr. på redningspakker til banker i kølvandet på finanskrisen, dvs. omkring 30 gange så meget, som bankunionens redningsfond har afsat.

Argumentet om, at bankunionen kan reducere presset på statskasserne, holder altså ikke stik. Skatteyderne vil meget hurtigt skulle til lommerne igen, hvis en krise opstår. Derfor har man da også måttet etablere en yderligere forsikringsordning, som inddrager EU-landenes statskasser. Bankunionen er på den måde blevet et statsligt sikkerhedsnet under de stadigt voksende banker med millioner af skattekroner som garanti. Hører man til dem, der mener, at det må være slut med, at vi skal betale for dyre bankpakker, er bankunionen derfor ikke svaret.

Nøgternt set er bankunionen først og fremmest en måde at beskytte storbankerne mod demokratiets beslutninger. For hvis Danmark bliver medlem af bankunionen og en stor dansk bank kommer i krise eller begår alvorlige brud på hvidvaskreglerne, vil det fremover være Styrelsesrådet i Den Europæiske Centralbank, hvor Danmark ikke sidder med, der skal træffe beslutning om, hvad der skal ske med banken. Det vil altså ikke længere være Folketinget, men derimod bureaukrater fra EUs Centralbank samt ikke-folkevalgte repræsentanter fra de 19 eurolande, som vil have magten over danske storbankers skæbne. Det til trods for, at beslutningerne kan have enorme konsekvenser for vores samfundsøkonomi og danske småsparere i særdeleshed.

Man kan snildt forestille sig en lang række tiltag, som kan tages før eller efter, at en bank erklæres nødlidende. F.eks. om der skal stilles skrappere krav til bankerne, om de delvis skal drives videre i offentligt regi, om de skal deles op i mindre enheder, overtages af andre banker, eller om de skal have lov til at gå konkurs. Det er alt sammen følsomme beslutninger, der vil falde uden for vores magt, hvis Danmark deltager i EUs bankunion.

Vi kan risikere, at der tages beslutninger hen over hovederne på os, som tvinger os til at redde banker, det ville være mest fornuftigt at lade gå ned. Omvendt kan vi også forhindres i at skride til handling over for banker, som det er bedst at redde, eller hvor staten med fordel kan overtage banken og drive den videre med fortjeneste.

Milliardbank solgt for en euro

Bankerne er de seneste årtier blevet markant større. Bankforretninger er centraliseret på få hænder, og finansielle kæmpekoncerner med omfattende spekulative aktiviteter har afløst den mere simple og gennemsigtige bankvirksomhed. Bare i Danmark er antallet af pengeinstitutter blevet halveret i løbet af de seneste ti år. Det er især de små og mellemstore banker, der er forsvundet.

På den måde er en række banker i dag blevet »Too Big to Fail«. De er blevet så store, at samfundet simpelthen ikke kan lade dem falde uden enorme samfundsmæssige omkostninger. Danmark er et af de lande i Europa, der er mest udsat. Alene Danske Banks forretning svarer til omkring 150 pct. af det danske BNP. Det gør banken til en af de største i Europa målt i forhold til vores økonomi. I den situation er EUs bankunion den helt forkerte kur.

Frem for at gøre op med den farlige udvikling ved at åbne for opsplitning af de største banker, understøtter bankunionen tværtimod opbygningen af de finansielle supermarkeder ved at stille garantier og gøre det lettere for storbanker at overtage mindre banker.

Det har vi allerede set et eksempel på, da bankunionen for første gang var i aktion. Det skete, da den kriseramte spanske bank Banco Popular på opdrag af ledelsen af EUs bankunion blev solgt for en enkelt euro til rivalen Santander på et tidspunkt, hvor værdien af banken blev vurderet til potentielt at være helt op til en mia. euro af bl.a. Deloitte. En øvelse, som skabte den største bank i Spanien med 17 millioner kunder, og som forståeligt fik mange spaniere til at stille sig selv spørgsmålet, om den fremgangsmåde og salgspris nu også var i deres interesse.

Banklobbyisternes mekka

I de ti år, som er gået siden krisen, har bankerne fortsat stor magt. Især i EU har bankerne stor indflydelse på den førte politik. Den europæiske finanslobby har mere end 1.700 lobbyister til at påvirke EU-institutioner. Fire gange så mange, som er ansat i samme institutioner til at regulere finanssektoren. EU inddrager også gerne selv finanssektoren. Ikke mindre end 75 pct. af rådgiverne i EUs såkaldte ekspertgrupper har direkte forbindelser til finansverdenen. Bankerne har derfor ofte haft held med at udvande eller stoppe forslag om bedre regulering.

Denne udvikling vil blive styrket, når centrale beslutninger på finansområdet overgår fra Folketinget til EUs bankunion. Det er derfor heller ikke overraskende, at mange af de store europæiske banker er varme fortalere for EUs bankunion. De ønsker et forum, der på én gang tilgodeser deres lønsomhed og skærmer dem mod demokratiet.

Det er ikke en dårlig idé at samarbejde internationalt om regulering af banker. Det er helt nødvendigt, hvis vi vil undgå fremtidige finanskriser. Men bankunionen er ikke den slags samarbejde, vi har brug for. Tværtimod styrker bankunionen bankernes indflydelse på finansregulering og baner vejen for, at store banker kan vokse sig endnu større. Netop derfor er EUs bankunion de store bankers hedeste drøm.

Skulle en ny krise nærme sig, vil det være fatalt for danskerne, hvis krisehåndteringen ikke forvaltes demokratisk. Demokratiet er den stærkeste garant for, at håndteringen bliver socialt retfærdig. Det modsatte er tilfældet, når beslutningerne afgøres i EUs bankunion.

Bragt i Berlingske 21/11-2019