At der svindles med EU-midler er næppe nogen stor nyhed. Ja faktisk går historier om manglende styr på EU’s finanser tilbage til før jeg overhovedet kom ind i denne verden. Der har med andre ord været mange år til at søge at få gjort noget ved problemet. Desværre er meget lidt sket og faktisk vokser problemet nu.

Sidste uge diskuterede EU-Parlamentet den seneste rapport fra EU’s revisionsret, det organ der holder øje med, om EU’s penge nu også bliver brugt korrekt. Deres offentligt tilgængelige rapport for 2022 er deprimerende læsning. Den gør det nemlig klart i hvor høj grad EU ikke har styr på, at de penge man uddeler, nu også rent faktisk bruges korrekt.

Stigende svindel?

Af de 196 milliarder euro – eller mere end 1.46 trillioner kroner – EU havde på budgettet i 2022, fandt Revisionsretten at hele 4.2% var brugt forkert. Som om det tal ikke var slemt nok i sig selv er det udtryk for en drastisk stigning. Året før, i 2021, var dette tal nemlig ”kun” på 3%. Kan man tænke sig hvilket ramaskrig det ville være hvis et større firma eller en fagforening havde en så stor fejlrate – og at tallet endda var på vej opad? Nej, det ville næppe kunne lade sig gøre uden markante udskiftninger i ledelsen

Man skylder at sige, at når der ikke er styr på at alle EU’s penge er udbetalt korrekt, så skyldes det ikke kun svindel, men en hel række forskellige ting. Nogle gange kan det være at pengene er udbetalt korrekt, men at dokumentationen ”blot” ikke i orden. Det kan være der er fejl i det når medlemslandene skal kontrollere eller udbetale. Der kan være mange årsager. Men det at der kan være forskellige forklaringer ændrer stadigt ikke på, at tallet er vokset drastisk og at EU’s fælleskasse gang på gang udbetaler milliarder forkert. Eller at der også er tale om klokkeklar svindel. Samtidigt må man spørge sig om ikke der er noget fundamentalt galt, når fejlraten og svindelhistorierne gentager sig år efter år, efter år?

Den forsvundne citronplantage

Et af de eksempler EU-revisorerne har med i deres rapport, er hvad man kan kalde mysteriet om den forsvundne citronplantage. Her havde en landmand i Italien modtaget støtte til at bruge en stor del af sin jord på en citronplantage. Problemet var ”bare”, at der var ét stort problem med plantagen:  da kontrollanter mødte op for at se at alt var som det skulle være, viste det sig ikke blot at der ingen citrontræer var, men også at det pågældende land ikke så ud til at have været i brug i årevis.

Sagen om de manglende citrontræer kan lyde som en helt skør sag, men er i virkeligheden et klassisk eksempel på svindel med EU-midler og det minder meget om tidligere sager. Her har vi set at der eksempelvis er blevet svindlet med udbetalt støtte ved at påstå man havde langt flere oliventræer end hvad man rent faktisk havde, ja faktisk flere end hvad man fysisk ville kunne have plads til.

Historien om de fiktive citrontræer er desværre langt fra den eneste skøre historie fra revisionsretten. Som man kan læse sig til enten i rapporten, eller i nogle af de medier der har dækket sagen, så er der også langt større sager at drage frem.

Der er eksempelvis en polsk kemifabrik der har ladet EU betale for sin infrastruktur uden at være berettiget til det, og der er sagen om et kulturcentrum der stadigt ikke er blevet åbnet for offentligheden – på trods af betaling for renovation og møbler til det for flere år siden. EU har altså betalt for noget der blot samler støv, og som borgerne ikke kan nyde godt af. Ikke just det man vil kalde fornuftig brug af EU’s budget.

Sådan kunne man blive ved, men det synes jeg ikke jeg vil besvære læseren med her. For i virkeligheden vil jeg hellere rejse et spørgsmål:

I et EU hvor der er stor social ulighed og fattigdom, hvor vi står over for klimakriser og miljøforringelser og meget, meget andet, hvad så om vi ændrede kurs? Tænk hvis EU-Kommissionen begyndte at være sig sit ansvar bevidst, og sørgede for at fejlraten kom drastisk ned igen. Tænk hvor meget bedre vi kunne bruge de penge til at hjælpe borgerne, i stedet for at lade dem gå til landbrugsspekulanter og kommerciel kemiproduktion.

Næste år skal der vælges en ny formand for EU-Kommissionen. Mon det vil være en del af den officielle danske position, at hvem end det bliver, så skal vedkommende love at sætte ind mod den stigende ukorrekte brug af EU-midler? Jeg håber det, men jeg tillader mig også at have mine tvivl.

Men måske det var et spørgsmål man kunne overveje at stille sine politikere, om det er noget de vil kæmpe for at ændre.

Indlægget er oprindelig bragt i Arbejderen, og kan findes der via dette link.