I kølvandet på at Danmark har anlagde sag ved EU-domstolen for at annullere det kontroversielle mindstelønsdirektiv, har vi endnu engang set en række misforståelser af, hvad direktivet egentlig handlede om. Misforståelser der har ført til angreb på den sag, Danmark har anlagt.

En række af misforståelserne kan måske godt forstås ud fra en hurtig læsning af titlen og ikke mindst EU-Kommissionens selvrosende ord. Men, som det ofte er tilfældet med EU-lovgivning, er realiteten en anden, når man dykker ned i paragrafferne bag de flotte ord.

Ikke mindst derfor er det på sin plads at gennemgå af nogle af de største mindstelønsmisforståelser: både hvad det rent faktisk indeholder, og også hvad det, på trods af sit tillokkende navn, ikke indeholder.

Working poor-problemet

Fra Øst til Vest og fra Nord til Syd står EU over det samme problem: working poor, eller arbejdende fattige, som det kan oversættes til. Alle dem, der på trods af fuldtidsarbejde, og måske mere end det, alligevel lever i relativ fattigdom. De lever omkring de enkelte landes fattigdomsgrænser, og har knap nok råd til dagen og vejen, mad og medicin, husly og lægebesøg. Som om det ikke var nok, er de, på grund af deres situation, heller ikke i stand til at spare op, og er derfor ekstra udsatte i tilfælde af afskedigelser eller langvarig sygdom.

Hvor stor en del af befolkningen der lever under disse vilkår, afhænger af, hvilket land man befinder sig i. Færrest er der i Finland, men selv her anslås tallet til at være 2.8% af alle 18-64-årige. I Danmark er tallet dobbelt så stort, 5.6%, eller mere end én ud af hver 20ende dansker i den arbejdsduelige alder. Kaster man blikket mod Tyskland stiger tallet til skræmmende 8.5% og allerværst ser det ud i Rumænien, med over 15.2% arbejdende fattige. Selv i EU’s rigeste medlemsland, Luxembourg, er det noget der påvirker mere end hver tiende arbejder.

Problemet er, med andre ord, stort. Derfor er det heller ikke underligt at der fra flere sider har været ønsker om at gøre noget ved problemet. Desværre har det også fra nogle måske snarere været ønsker om at få det til at se ud som om man gør noget, i stedet for rent faktisk at gøre noget.

allerværst ser det ud i Rumænien, med over 15.2% arbejdende fattige

Mindsteløn er ingen garanti mod arbejdende fattige

Netop arbejdende fattige har været et af de argumenter nogle har brugt, når de har været fortalere for EU’s mindstelønsdirektiv. Hvis blot vi indfører et EU-direktiv om mindsteløn, så er vi på vej til at ændre situationen, synes ræsonnementet at have været. Det er en forførende tanke, men det gør den ikke nødvendigvis rigtig.

For det første kan man sige, at hvis en lovbestemt mindsteløn skulle være et effektivt værn mod arbejdende fattige, så ville problemet ikke eksistere i hovedparten af EU. For sagen er jo, at der faktisk allerede er lovbestemt mindsteløn i 22 EU-lande, herunder alle de lande der har den laveste effektive mindsteløn. Det er faktisk kun Danmark, Sverige, Finland, Italien og Østrig der ikke har lovbestemt national mindsteløn.

Vil vi længere ind i problematikken, behøver vi blot at kaste blikket over grænsen, mod EU’s største økonomi, Tyskland. Her findes et trist eksempel på, at lovbestemt mindsteløn ikke nødvendigvis virker. På trods af at Tyskland vedtog en lovpligtig, national mindsteløn tilbage i 2014, er det sådan at landet ikke blot stadigt har et problem på området, men at det vokser.

Det er en forførende tanke, men det gør den ikke nødvendigvis rigtig

Mindsteløn er lav. Meget lav

Der skal ikke de store analytiske evner til for at finde ud af, hvorfor lovpligtig mindsteløn ikke er en magisk kur for det tragiske problem. Sagen er jo, hvis vi er ærlige, at problemet med arbejdende fattige handler om, at man fra samfundets side vælger at acceptere, at mennesker skal gå til så ringe en løn. Det er ikke en mangel på lovgivning eller EU-direktiv der ligger bag, men derimod holdningen om at uligheden bare kan vokse. Når det gælder arbejdende fattige er det sådan, at så længe lønnen er for lav, vil det ikke blive løst. Læser man hvad EU-direktivet rent faktisk indeholder på punktet, bliver det hurtigt klart, at det ikke er garanti for højere løn.

Vi kan starte med, hvad den faktiske, lovbestemte, mindsteløn rent faktisk er. Mange steder er den ikke bare lav, men meget lav. I Bulgarien er mindstelønnen eksempelvis på 399€ per måned, lige under 3000 kr. Selv i store økonomier som Tyskland og Frankrig ligger mindstelønnen på mindre end 2000€ per måned, altså ikke engang 15 000 kroner før skat. Hertil kommer at mange, i tillæg til skatten, selv skal betale for sygeforsikringer, arbejdsløshedsunderstøttelse, ret til pension – og for eksempelvis at gå til lægen. Det er værd at bemærke, at EU-landet med den højeste mindsteløn, Luxembourg, også er EU-landet med den næststørste andel arbejdende fattige. Hele 13.5% af alle luxembourgere mellem 18 og 64 år falder i denne kategori, et tal der stiger til næsten 21% for de 18-24 årige. Det, i et land der om nogen har råd til at betale alle en anstændig løn. Man kan godt, men fravælger det helt bevidst.

Det er værd at bemærke, at EU-landet med den højeste mindsteløn, Luxembourg, også er EU-landet med den næststørste andel arbejdende fattige

Derfor løfter direktivet det ikke lønnen

Én vigtig årsag til at EU-direktivet ikke, på trods af drømme om det modsatte, er et effektivt værktøj til at sikre anstændig løn, er at det på ingen måde er en garanti for at mindstelønnen hæves i de EU-lande, der fastsætter den ved lov.  Det siger blot, at en mindsteløn skal lovfastsættes. Det er noget direktivets fortalere ofte glemmer at nævne, eller som de måske i virkeligheden ikke er vidende om.

Det er ganske vist rigtigt at der i EU-Kommissionens konsekvensanalyse, der udkom før selve direktivet, var spekulationer om, at hvis en specifik udregningsmodel til fastlæggelse af mindsteløn blev benyttet i de enkelte lande, så ville det føre til en mindstelønsstigning i en række lande. MEN, for der er et meget stort men her: Den model der henvises til, er ikke med i direktivet. Derfor kommer dens eventuelle brug heller ikke til at afhænge af direktivets skæbne.

Til gengæld er udregningsmodellen én af de ting, de enkelte EU-lande sagtens selv kunne implementere – hvis de havde lyst. Det behøver de slet intet EU-direktiv for at gøre. Det understreger en vigtig pointe: det handler om politisk vilje, ikke om EU-direktiver.

det handler om politisk vilje, ikke om EU-direktiver

Hvad vil gøre en forskel?

Som sagt er det muligt at sikre bedre vilkår og bekæmpe det groteske i et EU med store mængder rigdom og ressourcer, der samtidigt har en uhyggelig stor mængde folk der er fattige, på trods af fuldtidsarbejde.

Løsningen her er at hæve den reelle indkomst, samt at sikre bedre vilkår i form af blandt andet pension og sygepenge. Eller med andre ord, det vi kan kalde for klassiske arbejdskampskrav. Problemet med denne løsning er, at det kræver at der prioriteres og at den politiske vilje findes.

Som sagt er det muligt at sikre bedre vilkår

Hvad kan man gøre på EU-niveau?

Det er trist at se diskussionen om, hvad der kan gøres for EU’s mange arbejdende fattige afsporet af mindstelønsfantasien, for sagen er at der faktisk er andre ting som EU kan gøre, der vil gøre en reel forskel:

1. EU-støtte bør kun gå til virksomheder og projekter der benytter sig af overenskomster og betaler en anstændig løn.

2. I offentlige udbud skal offentlige instanser kunne fravælge fuskervirksomheder og virksomheder uden overenskomst.

3. Vi skal stoppe skabelsen af et europæisk B-hold af ansatte med færre rettigheder end andre – som vi ser det med de millioner af Wolt, UBER og andre platformsarbejdere i EU.

De tre tiltag vil, i modsætning til direktivet, føre til reelle ændringer.

De tre tiltag vil, i modsætning til direktivet, føre til reelle ændringer

Kronikken er oprindeligt bragt i Information – og kan også findes her.