Hvis enkelte virksomheders produktion udleder så mange kemirester at vi er nødt til at indføre ekstra rensning af spildevandet, er det så alle os andre der skal betale for det, eller bør de ansvarlige industrier selv punge ud?

Nogenlunde så simpelt kan man beskrive en af de helt centrale diskussioner der lige nu forhandles om i EU-systemet.

Diskussionen er yderst spændende og relevant, og langt vigtigere for fremtiden end titlen på direktivet måske antyder. For vi taler nemlig om revisionen af EU’s mere end 30-år gamle byspildevandsdirektiv.

For vi taler nemlig om revisionen af EU’s mere end 30-år gamle byspildevandsdirektiv

Langt fra verdens mest mundrette eller sexede navn, men det gør det ikke mindre relevant. Sagen er nemlig blandt andet den at vi, ikke mindst for at beskytte vores miljø og vandressourcer står for at skulle indføre et nyt trin i spildevandsbehandlingen i EU, også kendt som det fjerde rensetrin.

Det er med dette trin at det for alvor bliver muligt at rense for nogle af alle de mikro-affaldsstoffer der ellers vil fortsætte med at ende i naturen. Fjernes de ikke fra spildevandet ledes de ud i vandløb og langsomt men sikkert trænger de ind i endnu flere grundvandsboringer, og blive indtaget af endnu flere dyr.

Det er et trin der er helt nødvendigt at tage, og også et trin der i sagens natur ikke bliver gratis at tage. Derfor vil det måske også undre nogle, at under forhandlingerne i Bruxelles, forhandlinger vi begge er involverede i, der er et af store konfliktspørgsmål hvem der skal betale for det.

Det er et spørgsmål der burde være relativ let at svare på, for op mod 95% af den forurening der er tale om stammer fra blot to sektorer: lægemiddelindustrien og kosmetikbranchen.

op mod 95% af den forurening der er tale om stammer fra blot to sektorer: lægemiddelindustrien og kosmetikbranchen

”Forureneren betaler” er et hæderkronet princip i EU. Der burde derfor ikke være tvivl om, , hvor vi skal sende regningen hen. Der er jo vel at mærke også tale om to industrier der ikke just er kendt for deres små profitmarginer, snarere tværtimod.

Alligevel oplever vi at deres lobbyister, med god hjælp fra højrefløjen, igen og igen sætter spørgsmålstegn ved, om det nu også skal være sådan at de industrier der er direkte ansvarlige for så stor en del af problemer, også skal være med til at afhjælpe det. Eller for at sige det på en anden måde, de synes at det er alle os andre der skal betale for deres forurening.

På den måde bliver sagen et meget godt symbol på de politiske kampe der ofte forgår i Bruxelles: Her er alt for mange der ganske gode til at sige at de går op i de store udfordringer vi står overfor, men når det kommer til stykket, mangler deres handling.

Vi kan ikke lade være med at spørge højrefløjen der vakler på et ellers logisk emne: hvorfor skal det ikke være forureneren der betaler – også når det gælder byspildevand?

Vi kan ikke lade være med at spørge højrefløjen der vakler på et ellers logisk emne: hvorfor skal det ikke være forureneren der betaler?

Indlægget er oprindeligt bragt i altinget, og kan findes der, via dette link.