Nyhed Abort

Abort skal være en grundlæggende rettighed i EU

Enhedslisten er med til at fremsætte beslutningsforslag i EU-Parlamentet om at gøre abort til en grundlæggende rettighed i EU.

Frederikke Hellemann og Nikolaj Villumsen foran EU-Parlamentet. (foto: The Left, 2023)
Pelle Christy Geertsen

I dele af EU har man længe set hvordan kvinders adgang til sikker og lovlig abort er kommet under angreb. Det sker bl.a. gennem kampagner og tiltag der, som pressen har dokumenteret støttes af højreorienterede, religiøse grupperinger fra USA.

Det tager Enhedslisten, sammen med en række progressive kræfter i EU-Parlamentet nu konsekvensen af. Derfor har vi fremsat forslag om, at abort skal gøres til en grundlæggende rettighed i EU, og indskrives i EU’s Charter for grundlæggende rettigheder. Det forslag skal stemmer EU-Parlamentet om i dag, 11. april.

EU-Parlamentariker Nikolaj Villumsen, som er en af forslagsstillerne, siger om forslaget:

Flere og flere steder i EU ser vi at retten til abort kommer under pres, og højreorienterede grupper prøver at rulle kvinders rettigheder årtier tilbage. Det er vi nødt til at stoppe, og det her er en af de måder vi kan gøre det på.

En vigtig kamp

Enhedslisten har en lang historie for at kæmpe for retten til abort, både i Danmark og internationalt. Derfor mener spidskandidat til EU-Parlamentet, Frederikke Hellemann også, at det er et logisk skridt også at tage kampen i EU-systemet:

Det her er så vigtig en kamp,  og som udviklingen i Europa går lige nu, er det desværre en kamp vi er nødt til at intensivere – også i Europa-Parlamentet. EU skal beskytte piger og kvinders ret til at bestemme over deres egen krop – for det bør være en grundlæggende ret for os alle!

Så sent som i marts argumenterede hun, sammen med Folketingsmedlem Rosa Lund, for at dette skridt var nødvendigt. Derfor glæder hun sig også over at forslaget nu, lidt over en måned senere, kommer til afstemning:

 I en tid hvor vi ser det religiøse højre angribe muligheden for abort, også i EU, er vi nødt til at handle ansvarligt. Derfor er jeg glad for at vi nu, sammen med en progressiv alliance aktivt tager kampen for at gøre abort til en grundlæggende ret i EU – og jeg håber meget at se alle danske EU-Parlamentarikere bakke op om vores forslag.

Det konkrete forslag

Forslaget om at gøre abort til en EU-sikret ret, fremsættes som et beslutningsforslag i EU-Parlamentet. Helt konkret er ønsket at udvide charterets artikel 3, der lige nu handler om Ret til respekt for menneskets integritet, til i fremtiden at dække Ret til respekt for menneskets integritet og til kropslig autonomi. Herunder vil man derefter indføre et nyt punkt 2.a med følgende ordlyd:

Enhver har ret til kropslig autonomi og til fri, informeret, fuld og universel adgang til seksuel og reproduktiv sundhed, seksuelle og reproduktive rettigheder samt alle relaterede sundhedsydelser uden forskelsbehandling, herunder adgang til sikker og lovlig abort;

Nikolaj Villumsen peger på hvordan de forskellige EU-landes restriktive abortpolitiker har haft konkrete konsekvenser for bl.a. ukrainske flygtninge:

Vi har set ukrainske flygtninge der har været nødt til at tage tilbage til Ukraine for at få abort, fordi deres værtslande ikke lod dem gøre det, selv hvis de er blevet voldtagne.  Det er jo hjerteskærende forkert.

Frederikke Hellemann slutter af med at sige, at kampen for abort som grundlæggende rettighed ikke kun er relevant for nuet, men også er en sikring af fremtiden:

I en tid hvor vi ved eksterne kræfter kæmper for – og bruger penge på – at gøre abort mere besværligt i EU, er vi nødt til at slå tilbage. Det gør vi nu – og det er en kamp jeg tror vi om mange år vil se tilbage på med stolthed.

Mere om sagen 

Abortafstemningen og hvad den betyder blev bl.a. dækket af Kristeligt Dagblad, der også bringer reaktioner fra både Nikolaj Villumsen og Frederikke Hellemmann.

 

Opdatering: stemmeresultatet

Forslaget endte med at få opbakning fra hele 336 medlemmer af EU-Parlamentet, men 163 stemte imod og 39 undlod.

Næsten alle danske medlemmer af EU-Parlamentet der var tilstede stemte for forslaget – pånær to: Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti og Pernille Weiss fra de Konservative.

Man kan finde stemmeprotokollen for afstemningen på dette link -på siderne 357 og 358.

 

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

ENHEDSLISTEN I EU-PARLAMENTET

Nikolaj Villumsen er Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet. Her kæmper han for et rødt, grønt og demokratisk Europa.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed