Opinion Indbliksblog

Til vinsmagning med Mussolini

Når højrefløjen i EU-Parlamentet inviterer til vinsmagning om morgenen, handler det så mere om vin eller politik?
I et blogindlæg giver Emil Samaras en beskrivelse af hvad der skete, og sætter skarpt på, hvad der måske var den virkelige motivation

Aerial view on the PHS (Paul-Henri Spaak) building in Brussels. Photo: @EuropeanParliament
Emil Samaras

Jeg lovede mig selv, da jeg startede i praktik i EU-parlamentet, at jeg ville udnytte muligheden for at tage til ellers lukkede arrangementer. Her, tænkte jeg, var der eksklusiv adgang for at blive klogere, få åbnet horisonten, et blik bag glasmurene – også på vores politiske modstandere. To måneder inde i forløbet mødte jeg en åben invitation, som jeg aldrig havde kunne finde på, hvis jeg skulle lave vittigheder.

To måneder inde i forløbet mødte jeg en åben invitation, som jeg aldrig havde kunne finde på, hvis jeg skulle lave vittigheder.

Som Nikolaj har beskrevet her, blev det (ilde)varslet på infoskærmene overalt i parlamentet: Med en smuk rødvinsflaske blandt de politiske plakater blev det klart, at Alessandra Mussolini ville holde en vinsmagning klokken ni om morgenen. Altså, italienske diktator Benito Mussolinis barnebarn. Med hendes tilbud var tonen for min tilstedeværelse til politiske arrangementer i Parlamentet solidt skudt i gang.

Muligheden for at tage med var fristende – og jeg lod mig lokke, selvom jeg var ret nervøs ved at bevæge mig over mod den konservative gruppes forsamlingslokale. Med mig havde jeg min veninde, som var på tur for første gang nogensinde i Parlamentet, og mildest talt også var spændt på, hvilket selvskab vi ville befinde os i.

Da vi ankom, stod vi med det samme ud, for de velklædte jakkesæt til stede var langt mere formelt klædt end vores business casual. Lingoen i lokalet var også fremmed – italiensk var eneste sprog i snak. Og hvor var egentlig den vinsmagning, vi havde forventet ud fra programmet?

Hovedpersonen selv sad nemlig stift omgivet af mænd i jakkesæt og vin ved ’scenen’, mens alle sad og kiggede, som var vi til ethvert andet seminar. Og temaet viste sig da at være langt mere politisk end forventet: Så vidt min oversætter-app kunne afkode, så er Mussolini og vennerne dybt bekymrede for en irsk EU-lovgivning, som sætter nye regler for vins varedeklaration – til gavn for forbrugerne.

temaet viste sig da at være langt mere politisk end forventet

Jeg holder bestemt af vin, og min fader har faktisk en restaurant fyldt med stadset, så jeg fandt snakken spændende, omend vi knap forstod handlingen. At dømme fra folderen, de havde produceret til formålet(!), er min smag for vin dog desværre en del af problemet! De skriver nemlig på flyeren, groft oversat af Google Translate:

”Vi anser det derfor for ekstremt forvridende at implementere regler, som stammer fra overdreven forbrug af spiritus, typisk for de nordiske lande, på kvalitetsprodukter med lavere alkohol som vin. I Nordeuropa udgør tvangsforbrug af alkohol et meget mere presserende socialt problem end i Middelhavsområdet…”

Mit nordiske alkoholforbrug er altså en del af problemet, som fører til skæv lovgivning og regler, ifølge Mussolini. Sammen med vennerne i vinbranchen hørte vi da også på det ene indlæg efter det andet fra bekymrede producenter. Det er godt at høre, de har helt styr på alkohollen i Sydeuropa – hvilket hovedpersonen selv snart skulle bevise.

Jeg kom til at tænke på, at man nok skal se højreorienteredes fascination med vin i en anden sammenhæng. Vin er ”århundredes kultur”, som flyeren siger. Med bevaringsværdig mad og drikke, er det vel oplagt for traditionelt sindede politikere (sagt så pænt som muligt) at udnytte madglæden til selvglæde. Så kan man, som stolt konservativ, i samme omgang være imod de dumme EU-politikere, som vil beskytte forbrugerne fra alkoholmisbrug.

Jeg kom til at tænke på, at man nok skal se højreorienteredes fascination med vin i en anden sammenhæng

Men hvad så med selve smagningen? Hvis den fandt sted, så missede vi den i hvert fald. Jakkesættene forlod lokalet efter klappen og salut, og var ikke til at se igen – mildest talt et antiklimaks.

På Twitter kunne jeg til gengæld se Mussolini selv drikke vin direkte fra flasken foran journalisterne. Jeg siger skål på det, og i mangel af stærkere ord, er jeg taknemmelig for min tur i Parlamentet: Der er nok at se og smage.

 

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

ENHEDSLISTEN I EU-PARLAMENTET

Per Clausen er Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet. Her kæmper han for et rødt, grønt og demokratisk Europa.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed