Da EU-Parlamentet mødtes i midten af juli var der, som vanligt, mange ting på dagsordenen. Fra etik og lobbyregler, over den omdiskuterede Naturgenopretningslov og så til noget, vi taler alt for lidt om i politik: ulighed.

Under overskriften Tax the rich, var der temadebat for EU-Parlamentets medlemmer. Temadebatterne går på omgang mellem de politiske grupper, og denne måned var det Venstrefløjsgruppens tur til at bestemme temaet. Vi mener at ulighed er et af vores samfunds store problemer, og at det ikke bliver løst ved at tie det ihjel. Derfor satte vi det på dagsordenen og under en overskrift om at beskatte de rigeste, fordi brugen af skattely og andre former for skatteunddragelse blandt dem der har mest, er med til at gøre livet sværere og føre til nedskæringer for alle os andre, og især for dem der har mindst.

Er Tax the rich, en lettere poppet og catchy titel på en seriøs debat? Ja det kan man måske godt mene.  Men er det ligefrem en provokativ overskrift? Det synes jeg egentlig ikke den er, eller i hvert fald ikke at den burde være det.

Vi mener at ulighed er et af vores samfunds store problemer, og at det ikke bliver løst ved at tie det ihjel

MEN, at dømme ud fra de reaktioner jeg fik på sociale medier da jeg efterfølgende delte min tale der, så er det blot at nævne skat og rige mennesker i samme sætning yderst provokativt. Som venstreorienteret politiker er jeg på ingen måder uvant med at højrefløjens twitter-trolde lægger vejen forbi med en kommentar eller tre. Men på trods af det blev jeg overrasket over hvor hurtigt så mange, og for mig primært ukendte, folk der pludseligt vredt kommenterede hvad jeg mon mente med rige? Om det mon handlede om folk der tjente 500.000 om året? Et klassisk trick, i stedet for at forholde sig til kernen af sagen, søger man at afspore. Eller man tyer til hvad vi kan kalde for det klassiske: slynge ”kommunist” efter folk man er uenige med. Ikke just oplyst diskussion.

Det er trist, for sagen er jo, som jeg også prøvede at belyse det da jeg talte under debatten, at vi er i en situation i en af verdens rigeste områder, hvor økonomisk dårligt stillede ikke har råd til julegaver til børnene, til sund mad – eller sågar til medicin. Det skal ses i sammenhæng med at de rigeste bliver rigere og rigere. Det kan man synes er retfærdigt eller uretfærdigt, men det er vel noget vi godt må snakke om? Noget vi godt må prøve at have debat omkring?

Det kan man synes er retfærdigt eller uretfærdigt, men det er vel noget vi godt må snakke om?

Som det nu engang er med de fleste trolderier på sociale medier, virker det da heller ikke til at internettroldene rent faktisk er interesserede i at få svar på deres spørgsmål. Nej, det virker sm de mere blot sigter mod at søge at køre debatten af sporet, ud fra devisen ”har man ikke nogle intelligente argumenter, kan man altid bare råbe et eller andet”. Suk, siger jeg bare.

Måske er det på grund af trangen til at råbe højt og uartikuleret at de ikke haft fundet det lidt over et minut det tager at høre talen færdig, inden de røg til tasterne. Måske var det overskriften i sig selv de reagerede mod. Havde de hørt bare lidt efter, havde de ellers hørt at jeg specifikt nævner den allerrigeste 1%.

Vi taler med andre ord om den del af samfundet der, selv i et land som Danmark, sidder på absurd meget af den samlede velstand. Faktisk sidder den lille del af befolkningen på flere penge end de fleste måske er klare over. som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd beskrev det tidligere i år, så ser det faktisk ud til at den rigeste 1% i Danmark ejer hele 25% af den samlede formue. Med den slags penge skulle man tro at der var råd til at spytte lidt mere i fælleskassen.

Faktisk sidder den lille del af befolkningen på flere penge end de fleste måske er klare over.

Derfor er det også svært at begribe at det for nogle er kontroversielt blot at nævne, at pengene er der – både til velfærd, til uddannelse og til klima – men at problemet er, at de er så ulige fordelt. Pengene gemmes væk, mens der er brug for dem. Pengene gemmes på trods af at dem der besidder den allermest allerede – helt objektivt – har mere til rådighed end de nogensinde vil kunne få brug for, og selv hvis deres skatter blev øget til et retfærdigt niveau.

Jeg vil ikke acceptere at vi ikke skal tale om hvordan vores samfund kunne have råd til meget mere for mange flere, hvis blot dem med allermest gav lidt mere til fællesskab. Det fællesskab der vel at mærke ofte er årsagen til deres store velstand, enten direkte eller indirekte.

Vi er nødt til at forholde os til uligheden i samfundet – også selvom højrefløjens troldehær ikke bryder sig om det.

Vi er nødt til at forholde os til uligheden i samfundet – også selvom højrefløjens troldehær ikke bryder sig om det.

Indlægget er oprindeligt bragt i Netavisen Pio, og kan også findes der.