Hvor står EU og måske ikke mindst, hvordan skal vi komme derhen hvor vi gerne vil være? Det er traditionelt set det der er til diskussion når den Europæiske Unions tilstand opgøres og diskuteres. Og det var da netop også det, der var på tapetet, da Formanden for EU-Kommissionen, den tyske konservative politiker Ursula von der Leyen, onsdag formiddag afholdt den årlige State of the European Union–tale

Foran et samlet EU-Parlamentet talte von der Leyen om mangt og meget, men ikke mindst hvad hun så som sine egne successer.

Når der afholdes store og passionerede taler, kan det være tillokkende at lade sig rive med af den vidtløftige stemning, således også med denne tale. MEN, hvis man lyttede efter og analyserede, hvad der rent faktisk blev sagt – og hvad der ikke blev sagt – så bliver det også hurtigt klart, at talen på mange punkter fejlede.

Den søgte at tegne et glansbillede af, hvor EU står, og hvilke udfordringer vi står over for. Talen gik meget selektivt til værks.

Von der Leyen glemmer Europas arbejdere

Tænker man et øjeblik på alle dem, der rent faktisk får vores økonomi og samfund til at fungere, så bliver det klart at noget er rivravruskende galt: For det er desværre som om lønmodtageren – endnu en gang – portrætteres mere i rollen som en agensløs statist, end som et reelt, værdigt og handlende menneskeligt individ.

Ganske vist fandt Kommissionsformanden i sin tale plads til at tale om arbejdere og arbejdskraft, men det skete vel at mærke primært i konteksten af hvad erhvervslivet har brug for. I stedet burde man have fokuseret på behov og styrkelsen af rettigheder for de millioner af borgere, der hver dag holder samfundet i live, men hvis indsats alt for sjældent anerkendes.

Eksempelvis var det trist at konstatere, at når det kommer til at tale om reel beskyttelse af EU´s millioner af lønmodtagere – hvoraf mange har dårlige og usikre arbejdsforhold – så glimrede talen ved det nærmest totale fravær af emnet.

Her var intet om, hvordan millioner bliver fysisk og psykisk syge – eller ligefrem dør – af at passe deres arbejde. De store visioner tog ikke sigte på at sikre, at en af EU’s vigtigste prioriteter bør være at sikre, at alle arbejdere i en af verdens rigeste regioner, bør have ret til et godt liv. Et liv hvor man er sikker på, at man har nok, og at man behandles anstændigt.

Ej heller bar talen præg af, at millioner af lønmodtagere lever med prekære ansættelser, eller at platformøkonomien vokser og vokser – og at flere og flere skubbes ud i rollen som falske selvstændige.

En god tale ville have talt om, hvordan vi sikrer, at alle har ret til løn under sygdom og barsel, og om hvordan vi bekæmper den underminering af basale arbejdstagerrettigheder, som visse af de store platforme synes at have som en integreret del af deres forretningsmodel.

Talen fungerede som genvalgstale for en konservativ politiker

Det virker, som om de mere end 840 millioner kroner tech-industrien hvert år bruger på lobbyisme i EU, er et effektivt værn mod at komme i EU-Kommissionens sigtelys.

Ærligt talt, når man tænker på hvor mange lønmodtagere der rent faktisk er i EU, herunder mange der ikke har råd til de mest basale ting, selvom de modtager deres landes mindsteløn, så virker det som en underlig prioritet.

I et EU hvor næsten hver tiende indbygger ikke har råd til at varme deres hjem, klinger det hult at tale om hjælp til de store firmaers energiregninger. Det er firmaer, der stadig udbetaler profit til aktionærerne, men ignorerer den almindelige borger. I en tale om Europas tilstand burde netop dette spørgsmål være centralt. For hvordan kan det være, at almindelige mennesker skal tælle på knapper, samtidig med at energifirmaernes profitter har slået rekorder?

Årsagen til at State of the European Union-talen mest af alt var, hvad vi kan betegne som ”EU classic” – og ikke mindst meget klart lød mere som en (gen)valgkampstale til den konservative politiske familie i EU – er trist. Viljen til at sætte den almindelige borger og lønmodtager i centrum for de politiske betragtninger er svær at finde i gangene i Bruxelles.

Det er også trist, fordi en tale, der dækker over et, år hvor vi langt om længe er nået til enighed om at beskytte utallige bygningsarbejdere bedre mod dødbringende asbest, kunne have talt mere om, hvordan jagten på profit ikke skal koste de ansatte livet.

Lobbyisterne må være glade – mennesker mindre glade

Og det er trist, fordi talen burde have adresseret, at den stærke kemikalie-lobby har været med til at presse Ursula von der Leyen og hendes EU-Kommission til at udskyde den efterspurgte reform af EU´s kemikaliepolitik, REACH.

Den beslutning vil betyde, at endnu flere europæere – fra rengøringsassistenter til kræftsygeplejersker og fra autolakerere til metalarbejdere – fortsat skal udsættes for skadelige kemikalier, selv om vi kunne have valgt at beskytte dem.

Det er skuffende, ikke mindst for alle EU’s lavestlønnede, men i sidste ende er det desværre ikke overraskende. For EU har stadig problemer med at sikre social retfærdighed og med at stå imod de store virksomheders ofte hensynsløse jagt på profit.

Ikke mindst er det skuffende, fordi vi jo har eksempler på, at EU kan bruges til at tøjle virksomhederne og beskytte arbejderne. Men det er som om EU hver gang skal tvinges til at bruge de værktøjer over for virksomhederne, som EU har.

Så hvis State of the European Union 2023-talen har gjort noget klart, er det ikke mindst, at der i allerhøjeste grad er behov for stærke, røde, kræfter i EU-Parlamentet.

Der er – tydeligvis – stadigt behov for megen kamp for at sikre et mere socialt Europa.

Indlægget er oprindeligt bragt på Solidaritet.dk, og kan findes der via dette link.