Anholdte EU-politikere, ransagede kontorer, kufferter med stakkevis af kontanter og rygter om indblanding fra fremmede landes efterretningstjenester. Velkommen til EU-Parlamentets største skandale nogensinde – den såkaldte Qatar Gate / Morocco Gate korruptionssag.

Da EU-Parlamentets rejsecirkus pakkede sammen for at drage fra Bruxelles til årets første møde i Strasbourg, var det med et særligt punkt på dagsordenen: Valg af en ny næstformand.

Det blev nødvendigt, efter den nu-tidligere næstformand, græske Eva Kaili, i december blev anholdt i Bruxelles in flagrante delicti – eller med fingrene i kagedåsen, som man kan sige på godt dansk – som en del af Qatar Gate-korruptionsskandalen.

Anholdte EU-politikere, ransagede kontorer, kufferter med stakkevis af kontanter og rygter om indblanding fra fremmede landes efterretningstjenester. Velkommen til EU-Parlamentets største skandale nogensinde

Skandalen udvider sig

Afstemningen kommer under samme parlamentssamling, hvor det er blevet formelt annonceret, at man – efter forespørgsel fra belgisk politi – vil ophæve immuniteten for yderligere to medlemmer af EU-Parlamentet. Det sker for både et italiensk og et belgisk nu-tidligere medlemmer af den socialdemokratiske gruppe.

Det understreger, hvordan skandalen bliver ved med at udvikle sig. Det, der startede med ”kun” at dreje sig om det stenrige diktatur Qatar, som beskyldes for at have bestukket EU-politikere for at fremme emiratets agenda. Herfra har det dog bredt sig, og flere af de samme personer går igen i det der kaldes Morocco Gate.

Vi har også set historierne om en af den socialdemokratiske gruppes udenrigspolitiske rådgivere, der nu er suspenderet på grund af skandalen – og som ligefrem af nogle beskyldes for nærmest at have været agent for Iran. Det kommer i tillæg til, at flere EU-parlamentarikere, har været på rejse til Qatar, betalt af regimet, men som desværre, og behændigt, tilsyneladende har ”glemt” at oplyse om det.

Det kommer i tillæg til, at flere EU-parlamentarikere, har været på rejse til Qatar, betalt af regimet, men som desværre, og behændigt, tilsyneladende har ”glemt” at oplyse om det

Shhh, nævn endeligt ikke Vestsahara

For Marokko handlede det ikke om fodbold-VM, og et ønske om at verden ikke skulle bemærke de mange udbyttede migrantarbejdere. Nej her var fokus på situationen i Vestsahara. Eller måske skulle jeg snarere sige, på at undgå at Marokkos årtier gamle, og gennemført ulovlige, besættelse af Vestsahara skulle tiltrække sig opmærksomhed fra mine kollegaer i EU-Parlamentet.

Det har aldrig været en hemmelighed, at Marokko er meget følsom over for kritik af deres brutale fremfærd. Noget, der viser, at kritik virker.  Men det kan alligevel overraske præcist, HVOR følsomme de er. Det ser ud til, at Marokko sågar har søgt at manipulere EU-Parlamentets årlige uddeling af Sakharov Prisen, for at undgå at aktivister fra Vestsahara, som menneskerettighedsaktivisten Sultana Khaya, skulle være blandt finalisterne. Det var ellers noget, vi i Venstrefløjsgruppen havde arbejdet hårdt for. Faktisk så det også ud til, at det ville lykkes – men kun indtil den socialdemokratiske gruppe pludseligt beslutte, at man i stedet hellere ville støtte det yderste højres kandidat: Den bolivianske ekstremt højreorienterede politiker Jeanine Áñez – specifikt for at blokere Khaya’s kandidatur.

Det har aldrig været en hemmelighed, at Marokko er meget følsom over for kritik af deres brutale fremfærd

Et skræmmende billede

Med andre ord er det et trist billede af EU-Parlamentet der tegnes: Hvor tavshed omkring menneskerettighedsovertrædelser åbenbart for nogle er noget, man kan købe sig til.

At det kunne lade sig gøre i så stor skala, og uden at der blev fattet mistanke, bør dog ikke komme som det helt store chok, for sagen er jo, at reglerne for lobbyisme og åbenhed er nærmest komisk svage.

Det er eksempelvis kun dem, der arbejder direkte med et specifikt forslag, der skal opgive, hvem man er mødtes med i den forbindelse – ligesom der ikke er noget som helst overblik over lobbyindsatsen fra lande udenfor EU. Det gælder både, hvis de driver virksomhed, eller hvis de går gennem lobbyvirksomheder. Her halter EU-systemet langt efter et land som USA, mens selv Storbritannien har strengere regler for, at politikere skal opgive, når de får rejser og andre gaver af andre lande.

sagen er jo, at reglerne for lobbyisme og åbenhed er nærmest komisk svage

Behov for reformer

Skandalen understreger om noget det presserende behov for reformer af ikke mindst EU-Parlamentets egne regler. At noget må ændre sig synes efterhånden at være gået op for selv mange af de mest forandringsresistente kræfter i EU-Parlamentet. Derfor så vi da også i Bruxelles historier om, at nu kommer der reformer. Det galt ikke mindst, da den Konservative formand Roberta Metsola på et lukket møde præsenterede lederne fra de politiske grupper med hele 14 reformpunkter.

Det lød godt, og i et kort øjeblik virkede deres spin, men for de flestes vedkommende kun indtil de læste de forskellige forslag. Ikke overraskende er det der foreslås mest en kombination af regler, der allerede burde have været indført for længe siden, og løse ord om at, ”vi skal gøre mere ved korruption”. På samme vis mener den borgerlige leder af EU-Parlamentet, at vejen frem må være at tilbyde en træning i whistleblowing – i stedet for at tilbyde reel beskyttelse af whistle blowers.

Manglerne i udspillet er mange – og det samme er udeladelserne. Forhåbentlig får vi hevet det i den rigtige retning, og vil dermed sikre mere åbenhed og kontrol med, hvem der får indflydelse på politikken i EU-Parlamentet. Samtidigt krydser jeg fingre for, at omkostningerne for de involverede lande bliver så høj, at andre vil tænke sig om, før de søger at kopiere deres model.

Samtidigt krydser jeg fingre for, at omkostningerne for de involverede lande bliver så høj, at andre vil tænke sig om, før de søger at kopiere deres model

Tankesæt skal ændres

Selv hvis vi får verdens bedste reformer, er den hellige grav dog ikke velforvaret. For strengere regler kan desværre kun løse en del af problemet, ikke det hele. En del af hvad der er sket har nemlig kun været mulig, fordi ganske mange EU-politikere, oftest uden at være vidende om det, har ladet sig bruge som en del af hvidvaskningen af diverse regimer. Mod det virker kun én ting: En mentalitetsændring.

Sagen er jo, at det længe har været sådan, at EU-Parlamentets tre store grupper: De Konservative i EPP, Socialdemokraterne i S&D og De Liberale i Renew Europe, har valgt at holde hånden over diverse uappetitlige regimer og handlinger med forskellige undskyldninger. Det har været med til at skabe et politisk miljø, hvor det er blevet normalt, at man undlader berettiget kritik af dette eller hint land, af årsager der ofte har meget lidt med den konkrete sag at gøre. Det kan være, at folk er ”strategiske partnere”, ”stabile i et uroligt hjørne af verden” eller 117 andre dårlige undskyldninger.

Hvis ikke det miljø have eksisteret til at begynde med, ville dem der er involverede i skandalen have haft meget sværere ved det, og de havde opnået langt ringere resultater.

Det har været med til at skabe et politisk miljø, hvor det er blevet normalt, at man undlader berettiget kritik af dette eller hint land, af årsager der ofte har meget lidt med den konkrete sag at gøre

Hvor står vi nu?

Så hvor stiller det os? Jo det stiller os der, hvor vi i sandhed har behov for reelle og stærke reformer – men også, hvor der er behov for en ændring i mentaliteten, og i hvordan politikere bør stilles spørgsmål, når de prøver at nedtone kritikken af dette eller hint regime.

Hvis ikke vi i EU-Parlamentet rent faktisk tager ved lære af de fejl der førte til Qatar Gate og Morocco Gate skandalerne, så vil vi nok være dømt til at se variationer af dem udspille sig igen og igen.

Hvis ikke vi i EU-Parlamentet rent faktisk tager ved lære af de fejl der førte til Qatar Gate og Morocco Gate skandalerne, så vil vi nok være dømt til at se variationer af dem udspille sig igen og igen.

Indlægget er oprindeligt bragt på Solidaritet den 19. januar – det kan findes her.