Ramaskriget var højt og mange i dansk politik var, forståeligt, ved at få kaffen galt i halsen, da man kunne læse at Nye Borgerlige mener EU-støtten til Ukraine skal stoppes.

Udmelding kom fra partiets spidskandidat til EU-Parlamentet, den tidligere DF’er Martin Henriksen. Han udtalte bl.a. at indvandringsspørgsmålet bekymrede ham mere end ” hvem der bestemmer på Krimhalvøen”.

Set i et europæisk perspektiv er udtalelsen grim, men ikke ny. Flere aktører på den yderste højrefløj har længe givet sig i kast med forskellige forsøg udi disciplinen at lade som om krigen i Ukraine enten ikke er særlig vigtig, eller endda at Rusland har ret. Begge dele er, naturligvis, bundhamrende forkerte. Men de fremføres ikke desto mindre ofte, og ikke sjældent med argumenter der munder i variationer af temaet ”vi bør i virkeligheden ikke gøre noget”, eller ”vores handlinger fører blot til mere krig”.

Derfor er Nye Borgerliges besynderlige og Ruslands-gavnlige politik også så alvorlig

Selvom manglende handling for nogle, herunder åbenbart Nye Borgerlige, måske kan lyde relativt ufarligt, burde de sidste 30 års postsovjetiske historie have vist dem at det på ingen måde er tilfældet. Faktisk tværtimod, for manglende handlinger mod Ruslands brutale fremfærd er direkte skadelig. Når vi i vesten tidligere har valgt at gøre som det yderste højre nu ønsker, og ikke bekæmpet den russiske brutalitet og tro på at de har ret til at påtvinge andre sin vilje med våbenmagt, så har det, desværre, blot avlet mere fra samme skuffe. Vi så det med Ruslands brutale krige i Tjetjenien (1994 og 1999), ligesom vi så det med de tidligere invasioner af Georgien (2008), Krim og Østukraine (2014). Det burde altså på nuværende tidspunkt være klart for enhver, at den manglende støtte til de angrebne, blot medfører flere angreb.

Derfor er Nye Borgerliges besynderlige og Ruslands-gavnlige politik også så alvorlig. For det betyder at et dansk parti nu, sammen med nogle af det europæiske yderste højres grimmeste karle, er ved at indskrive sig i en politisk fortælling der klart viser Rusland, at der er folk i Europa deri sidste accepterer at de søger at flytte grænser med våbenmagt. Endnu engang.

Ikke en enlig svale

I politik skal man nogle gange passe på med at gøre for meget ud af en enkelt udtalelse. En mini-analyse man hurtigt kunne støde på lige efter udtalelsen gik da også på, om det måske kun var fordi Martin Henriksen var blevet fanget på den forkerte fod, og at det kunne være at det slet ikke var meningen at sige det.

Gid det forholdt sig sådan, kunne man næsten fristes til at sige, men sandheden er en anden. At det er tilfældet understreges ikke mindst af to forskellige faktorer: For det første, bakkede Nye Borgerliges formand op om udtalelsen. For det andet, er det ikke første gang at Martin Henriksen farer frem med udtalelser om at stoppe den ene eller den anden form for støtte til Ukraine. I det seneste tilfælde er det EU-støtten han vil have stoppet, men tilbage i januar 2023, næsten et år efter Ruslands invasion, var det den danske støtte til Ukraine han ville have stoppet.

Med andre ord må man kunne konkludere at Nye Borgerlige faktisk mener det med at de vil stoppe støtten til Ukraine, og tilsyneladende både støtten gennem EU og direkte fra Danmark.

Nye Borgerlige på den forkerte side af historien

Med de gentagne ønsker om at fratage Ukraine, et land under angreb, støtten fra både entiteter som EU og individuelle lande som Danmark, stiller Nye Borgelige sig dermed klart på den forkerte side af historien.

Det er et udsagn man ikke skal bruge for let, det ved vi, men samtidigt er det heller ikke et man skal undlade at bruge, hvis det rent faktisk passer. Og tag ikke fejl, her passer det desværre alt for godt.

Dermed ikke sagt at der, når det kommer til Ukraine, kun er én korrekt politik man kan følge ukritisk. Der er utallige nuancer ved krigen og hvordan vi skal reagere på den, det må stå klart for enhver. MEN, at der er nuancer er på ingen måde det samme som at sige at der ikke, i sidste ende, er en rigtig og en forkert side af konflikten, for det er der jo i allerhøjeste grad:

Rusland har, stik imod international lov, og de løfter landet selv har givet Ukraine (herunder da Ukraine opgav sine atomvåben og bombefly), brutalt og invaderet Ukraine. Det har man gjort med henblik på at ødelægge landets fremtid og smadre dets identitet, det må stå klart for de fleste og kan ses i både de politiker Rusland fører og i hvad landets ledere siger. I den slags situationer er der et rigtigt og et forkert. Man kan stille sig på de angrebnes side, eller man kan stå på den anden side. Vælger man, som Nye Borgerlige synes helt bevidst at gøre, at trække på skuldrene over for aggressionen og kræve støtten trukket alle steder fra, så er man klart og utvetydigt ikke på den rigtige side. Hverken af krigen eller af historien.

Nye Borgerlige stiller på den forkerte side af historien i spørgsmålet om Ukraine

For alle mennesker der kender bare lidt til historie må det efterhånden være klart at problemet med støtten til Ukraine, hvad enten vi taler i EU-regi, som Vesten, eller som det internationale sammen, ikke er at vi står sammen og støtter Ukraine. Nej, problemet er derimod at vi ikke står mere sammen og at vi ikke støtter bedre. Problemet er, at en sejr for Rusland vil være en katastrofe, også langt udover Ukraines grænser. Netop derfor må det også stå klart, at selv om det kan være let at slå bemærkninger fra Nye Borgelige hen som uvigtige eller useriøse, så er det at de fremføres af en spidskandidat og en partileder i sidste ende vand på Putins propagandamølle – og det er der vel næppe ret mange der vil sige er en god idé?

Nye Borgerlige stiller på den forkerte side af historien i spørgsmålet om Ukraine, og understreger dermed hvor dårligt det vil tjene Danmark at sende en af deres repræsentanter til EU-Parlamentet ved næste valg.

Indlægget er oprindeligt bragt i Netavisen Pio, og kan også findes der via dette link.