Opinion Svar på tiltale

Radikale har et forklaringsproblem

I et indlæg på Altinget giver Nikolaj Villumsen svar på tiltale til de Radikales Morten Helveg og beder ham holde en ordentlig debattone.

Nikolaj Villumsen (MEP)

At tale om våbenhvile i Gaza og en afstemningen i EU-Parlamentet og i den forbindelse citere FNs generalsekretær, er intet mindre end ”Trumpisme” og ”vildledning”, i hvert fald ifølge de Radikales medlem af EU-Parlamentet.

Ak ja, man skal høre meget førend ørerne falder af, herunder også i dansk EU-politik. Det er grove ord som Morten Helveg angriber mig med her i Altinget, og de kommer efter at han har sagt nogenlunde det samme, omend endnu mere harmdirrende, på diverse sociale medier. Med til historien hører i øvrigt også at han her allerede har fået svar. På intet tidspunkt har han dog rakt direkte ud til mig for en snak om sagen. I stedet vælger han at angribe, på sociale medier og gennem et vredt indlæg her. Det, kan jo godt gå hen og give indtryk af, at hans spydigheder måske i virkeligheden handler mere om at han synes han har et forklaringsproblem, måske endda internt blandt Radikale, end om noget andet.

Overdrivelsens kunst

Før jeg dykker ned i detaljerne er jeg ærlig talt også nødt til at spørge: Kære Morten synes du ikke du selv at overdriver bare en smule? På sociale medier påstår du at jeg har ”sat en kampagne i gang med formål at få offentligheden til at tro, at ingen andre end venstrefløjen arbejder for fred og nødhjælp til Palæstina” og mere end antyder at det er med et fordækt formål?

Nogle gange er det godt at tage en dyb indånding og slappe af inden man farer til tasterne, og det her er et godt eksempel. For kære Morten, sagen er jo den at det drejer sig om én post på sociale medier, hvor jeg viser hvilke danske partier i EU der støttede Venstrefløjsgruppens forslag om våbenhvile, og hvem der ikke gjorde det. Hvis én post på instagram eller twitter er en hel kampagne, så har jeg godt nok gang i mange kampagner hver eneste uge…

Sagens kerne

For mig at se handler sagen om at vi har en politisk uenig: Jeg (og Enhedslisten) mente at EU burde bruge sin internationale vægt til at kræve øjeblikkelig våbenhvile i Gaza, så man få nødvendig hjælp ind og civile væk. Det er et krav som hverken de radikales EU-Parlamentariker eller deres gruppe i EU-Parlamentet ville støtte. I stedet insisterede de på kun at kalde på ”humanitære pauser”, og fjerne alle referencer til våbenhvile.

At der er forskel på en rigtig våbenhvile og en kort humanitærpause understreges af at den radikale EU-politiker både på Facebook og Instagram, og nu også her på altinget, har argumenteret imod at bruge den ordlyd vi, FN og mange nødhjælpsorganisationer efterspørger, og for kun at tale om korte ”humanitære pauser”.

Her kommer vi til en af flere ting jeg ikke forstår ved de grove reaktioner Helveg er kommet med: Hvordan kan man kalde det vildledning hvis vælgerne får indtryk af at man ikke støtter våbenhvilekravet – når man gentagne gange argumenterer imod at tale om våbenhvile? Er den radikale pointe at det er vildledning at folk får indtryk af at man mener det man siger man mener?

Et radikalt forklaringsproblem?

Efter at have drukket et kop the før end jeg svarede igen (en pause der kan anbefales), kan jeg ikke komme uden om den tanke at de stærke reaktioner måske skyldes at min radikale kollega føler at han har et forklaringsproblem, ikke mindst internt.

På Facebook skrev han eksempelvis, og vel at mærke ikke som reaktion på min post, men på hans egen side (og dermed mere som kommunikation til hans følgere, end dem der måtte have læst mit oprindelige opslag: ”Både her i Europa-Parlamentet og hjemme på Christiansborg bombarderes vi af forfærdede vælgere, som spørger om det kan passe, at Radikale Venstre ikke vil sikre nødhjælp til civilbefolkningen i Palæstina.”

Hertil ved jeg ikke om jeg kan svare så meget andet end: Kære Morten, hvis de radikale vælgere er så forvirrede at de mener at det at du ikke ville stemme for kravet om våbenhvile (og det ville du jo med dine egne ord ikke) også betyder at I ikke støtter nødhjælp, så tror jeg altså ikke jeg, i al beskedenhed, kan gøres ansvarlig for det. Det skyldes måske mere generel frustration eller forvirring over jeres politik.

Faktisk tror jeg snarere at din vrede måske reelt er indadvendt og skyldes den reelle forvirring om hvad dit parti rent faktisk mener om sagen, og måske også at du føler du har stillet dig på den forkerte side i denne sag?

Det siger jeg bl.a. fordi jeg for nogle dage siden, og altså før indlægget kom i Altinget, så din Folketingskollega Samira Nawa på instagram opfordre til netop våbenhvile i Gaza. Ikke ”humanitær våbenhvile” som du tilsyneladende foretrækker, men våbenhvile. At det kan skabe forvirring at jeres EU-Parlamentariker siger én ting og et Folketingsmedlem noget andet, er måske nok mere skyld i usikkerhed om jeres politik, end et enkelt opslag fra mig på sociale medier. Men det er blot et gæt.

Jeg håber at en våbenhvile er trådt i kræft inden vi igen kan samles og stemme i EU-Parlamentet. Men er det ikke tilfældet, så håber jeg at finde de Radikale på den side der klart og utvetydigt kræver våbenhvile.

Helveg bør sige undskyld

Med alt den ovenstående in mente, så synes jeg faktisk at det reelle, og ærlige, fra Morten Helvegs side ville være, hvis han trak sit indlæg i altinget tilbage – og i samme åndedrag også trak sine indlæg på sociale medier og sagde undskyld for den tone han bruger. Der er mange slemme ting i politik, og en af dem er at ty til ubehageligheder når argumenterne ikke rækker, sådan som jeg føler det er sket her.

Da jeg tvivler på at det vil ske, vil jeg her til slut blot komme med en opfodring: Kære Morten, skal vi ikke prøve at holde den gode debattone, i stedet for at kalde hinanden navne og gå ud på det vilde overdrev? Er det ikke mere fordrende for den politiske debat hvis vi holder os til sagen?

 

Indlægget er oprindeligt bragt i altinget, og kan læses der via dette link.

 

Baggrundsinfo: Den grafik det hele handler om

Herunder kan se twitter-versionen af den grafik, de Radikales Morten Helveg har reageret så stærkt på.

Nikolaj Villumsens tweet om våbenhvile i Gaza, fra 24. oktober 2023.

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

ENHEDSLISTEN I EU-PARLAMENTET

Nikolaj Villumsen er Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet. Her kæmper han for et rødt, grønt og demokratisk Europa.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed