Det er ikke hver dag man i dansk og måske ikke mindst europæisk presse kan læse historier der mere end antyder at en dansk EU-politiker har et problematisk forhold til den magtfulde lobby for medicinalindustrien.

Men når tale falder på de Konservatives Medlem af EU-Parlamentet, Pernille Weiss, er det ikke desto tilfældet. I begyndelsen af november kunne man således i det anerkendte Bruxelles-baserede medie Politico læse en historie om hende. Historien går ud på, at der er mistanke om at hun skulle have brugt sin indflydelse til at søge at trække et studie tilbage der modsagde medicinalgiganternes økonomiske interesser, og hendes egen politiske linje. Det er en historie der på ingen måde er køn, hvis den viser sig at passe.

Knap en måned senere, den 1. december, fulgte samme publikation op på historien med en lang historie om medicinalindustriens lobbyisme lige inden studiet blev tvunget tilbagetrukket. Det er en historie hvor man kan læse industrilobbyister der giver en anden version af de kontakter der har været, end de konservative politikere der var involveret.

Der er tydeligvis ikke fuldt overblik over sagen endnu, men med det vi ved er det klart at det ikke ser kønt ud, og det vidner den europæiske pressedækning også om.

Dobbeltrolle på kontoret

Sagen er bekymrende i sig selv, men måske nok endnu mere fordi man ikke skal længere tilbage end til september i år, for at finde endnu en lobbyhistorie om de Konservatives EU-parlamentariker og lobbyisme. Dengang handlede det om at en af hendes ansatte, samtidigt med at han var deltidsansat for hende, også var ansat for et firma der beskæftiger sig med Public Affairs, et andet ord for lobbyisme. Et firma hvis kundebasis også tæller firmaer med klare interesser i de sager, Pernille Weiss arbejder med. Dermed ikke sagt at det var derfor vedkommende var ansat, men de fleste burde kunne se at det er uskik at give sig i kast med den slags dobbeltansættelser. Sagen førte da også til at den ansatte, efter åbenhedsorganisationer havde advaret om forholdet, valgte at forlade hendes kontor igen.

Hvis det lyder bekendt…

Den opmærksomme og EU-interesserede læser vil måske på nuværende tidspunkt begynde at tænke, at de ovenstående historier lyder svagt bekendte. Hvis det er tilfældet skyldes det måske at det ikke er første (eller anden) gang man kan læse den slags om den konservative EU-politiker. Allerede tilbage i 2020, godt et år efter valget, kunne man således læse historier der rejste spørgsmål omkring Weiss forhold til en anden velhavende sektor, rederierne. I dette tilfælde handlede det bl.a. om spørgsmålstegn ved kampagnebidrag før valget og ændringsforslag der syntes at passe den rige shippingbranche ganske fint.

En dårlig lobbyhistorie kan være et tilfælde, to er bekymrende, og når man begynder at skulle til tre eller mere, kan man tilgives hvis man begynder at tænke at der måske er tale om et mønster?

Kommer der flere Konservative lobbyhistorier?

Måske tager jeg fejl, men jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om andre danske EU-politikere der i dette mandat har været i både danske og europæiske medier med den slags lobbyhistorier. Jeg håber ikke at man kommer til at læse lignende historier om den næste konservative EU-Parlamentariker, for det er jo i sagens natur noget der svækker borgernes tillid til politikerne. Derfor er det også nærliggende at spørge det konservative folkeparti hvilke overvejelser man har gjort sig, for at sikre sig mod lignende historier i fremtiden?

Indlægger er oprindeligt bragt i Nordjyske.