I EU-parlamentet er man vant til at se lidt af hvert. Billeder af abortfostre blev eksempelvis sendt til parlamentarikere som en slags “happening” fra den yderste, religiøse højrefløj. Den slags vulgære stunts har stået på i årtier, uden de store protester.

Stemningen bliver anderledes anspændt, så snart det kommer på tale at udstille kunst med LGBT-personer i rampelyset. Så følger først ramaskrigene, og senere censurforsøgene: Men i sidste uge vandt venstrefløjen alligevel en lille kunstnerisk sejr for LGBT-kampen og frihedskampen overalt, som jeg synes vi bør tale om.

Det lykkes nemlig, trods højrefløjens protester, at udstille kunst, som aldrig tidligere har måtte være i Parlamentet.

Det lykkes nemlig, trods højrefløjens protester, at udstille kunst, som aldrig tidligere har måtte være i Parlamentet

For at forstå historien, skal vi 24 år tilbage i tiden. Enhedslistens svenske søsterparti, Vänsterpartiet, havde deres første repræsentant i EU, og hun tog kontakt til Elisabeth Ohlson, en kunstner, som af uforståelige grunde bliver anset som provokerende, fordi hun viser LGBT-personer i kærlig omfavnelse.

Billederne er smukke, farverige og forskellige: De viser mange slags mennesker i frihed og forsoning. Men i 1999 blev de afvist af EU-parlamentet, få dage før udstillingen skød i gang. Den officielle begrundelse var mudret og fremstod fodslæbende – men kritikken og ramaskriget fra højrefløjen var til gengæld til at tage og føle på.

Den selvsamme nu tidligere parlamentariker stod stolt til reception i Bruxelles sidste uge, sammen med Elisabeth Ohlson selv. Vores søsterparti havde nemlig igen presset på for at udstille kunsten – og efter flere årtier, viste EU-Parlamentet sig endelig villig til at vise mennesker i kærlig omfavnelse. Det viser heldigvis hvor meget vi har rykket os – men det var ikke uden kamp og modstand.

Men i 1999 blev de afvist af EU-parlamentet, få dage før udstillingen skød i gang

Den nuværende, katolske højrefløj forsøgte nemlig igen at lukke kunsten ned. Kontaktpersonen til udstillingen blev mødt med forfærdelige trusler og hademails, og en enkelt ansat fra Polens konservative parti, PIS, sendte endda en fællesmail ud til alt personale om ikke at “give dumme folk mere opmærksomhed”, med henvisning til udstillingen. En udtalelse fra Parlamentets højreradikale gruppe ECR erklærer endda – ironisk nok – at udstillingen viser et ”bevidst had” – altså til kristne!

Helt op til udstillingens start forsøgte højreorienterede fra bl.a. Polen og Italien, tilsyneladende i panik, at få fjernet enkelte billeder fra udstillingen. Vi ventede da også i spænding til selve receptionen på at sikkerhedsvagter ville fjerne flere af billederne.

Vi ventede da også i spænding til selve receptionen på at sikkerhedsvagter ville fjerne flere af billederne

Det er som om, højrefløjen ønsker at blive krænket. Man kunne mærke hungren efter forargelse, når de omtaler et af billederne, som viser Jesus og en gruppe bøsser, som tilbeder ham. Det er der ellers absolut intet ukristent over, uanset hvor meget de højreorienterede påstår det modsatte. For hvis man tror, Jesus ikke omgav sig med marginaliserede mennesker, så skal man simpelthen have sine penge tilbage fra Bibelskolen.

Alligevel var forargelsen massiv fra præcis de samme folk, som ellers glædeligt sendte billeder af abortfostre personligt til parlamentarikere. At højrefløjen ikke omvendt hyldede, at to kvinder i hijab kyssede på et af billederne i udstillingen, forstår jeg heller ikke. Det kan jeg ikke tolke anderledes, end at deres modstand mod LGBT-rettigheder må veje højere end kampen for frihed og kærlighed.

Vi venstreorienterede synes omvendt, at alle skal have friheden til at kaste deres kærlighed på dem, de vil. Det virker som om den religiøse højrefløj igen og igen viser, at de er uenige. Men konservative højreorienterede skal ikke have lov til at kontrollere, hvad mennesker må og ikke må – og hvilken kunst, vi må se. Det kan vi heldigvis udemærket selv bestemme.

Det er som om, højrefløjen ønsker at blive krænket. Man kunne mærke hungren efter forargelse

Indlægget er oprindeligt bragt i Jyllands-Posten, og kan findes der, via dette link.