I nat afsluttede EU-Prlamentet og medlemslandene de sidste forhandlinger i det skæbnesvangre spil om en EU-dikteret mindsteløn.
Det er en sag, hvor regeringer, erhvervsliv og fagbevægelser i de skandinaviske EU-lande har stået sammen om et klart budskab: den måde forslaget er udformet på, indebærer en stor trussel mod vores måde at organisere arbejdsmarkedet på. Det kan på sigt føre til krav om store ændringer, ændringer som ingen af arbejdsmarkedets parter i de skandinaviske EU-lande ønsker. Følger man erfaringerne fra bl.a. Tyskland, kan det også i praksis komme til at betyde en sænkelse af den praktiske mindsteløn. Det er ingen tjent med.
At det overhovedet kan ske, er uforståeligt, for EU har ikke kompetence til direkte lønfastsættelse, men det er noget mange, i deres jagt på hvad de synes lyder som en sympatisk løsning, har valgt bevidst at overse.
Ikke alene er det uforståeligt, at det sker, men den måde, det foregår på, er også ganske uacceptabel, for alle de forsøg på at sikre den nordiske fagforeningsmodel som man har forsøgt at indføre i forslaget, ser ud til blive udvandet eller helt afvist.
Det betyder, at vi kan stå i en situation, hvor en lovgivning ingen af os i Skandinavien ønsker bliver vedtaget med pæne garantier om, at det ikke ændrer noget. Men vi kan blive påtvunget det alligevel af EU-kommissionen og sidste ende af EU-domstolen.
Vi skal ikke tvinges til at deltage i noget, der vil stille lønmodtagere i Skandinavien ringere, end de var før
Ikke mindst på grund af denne risiko er det helt hen i vejret, hvis den sidste forhandlingsrunde er endt med at udvande de få garantier, der var, endnu mere. Det svarer til, at Danmark og Sverige skal skrive under på et næsten blankt papir angående vores arbejdsmarkedsmodeller. Det går ganske enkelt ikke.
Hvis reulstate er endt, som det forlød mandag aften, er det derfor helt klart, at den danske regering helst sammen med den svenske straks må foretage visse helt klare skridt:
- Der bør arbejdes for, at Rådet afviser ethvert forslag, der forpligter Danmark til at indføre en lovbestemt mindsteløn, eller som indebærer, at EU blander sig i niveauet for overenskomstdækningen i Danmark. For at opnå dette, er det klart, at der skal samles støtte fra en række allierede i Rådet. Det bliver ikke let, men det må forsøges, og det kan kun gå for langsomt.
- Hvis kompromisset ikke kan afvises i Parlamentet eller af medlemslandene, bør man straks forberede en sag ved EU-domstolen. Igen kan det med fordel gøres sammen med Sverige, men om nødvendigt må Danmark gå enegang. Formålet med en sag bør være helt klart: At få kendt hele forslaget traktatstridigt, og dermed få domstolen til at komme til den konklusion, der burde have været åbenlys for alle fra begyndelsen: at EU netop ikke har kompetence på dette område og derfor ikke kan lovgive om det, medmindre man beslutter sig for at ændre traktaten. Og vil man ændre traktaten, må der nedlægges veto.
Vi skal ikke tvinges til at deltage i noget, der vil stille lønmodtagere i Skandinavien ringere, end de var før, noget der kan føre til mindre beskyttelse og fleksibilitet og til noget, som EU slet ikke bør have ret til at lovgive om.
Indlægget er bragt i A4 Arbejdsliv, og kan også findes her.
