Hvert evigt eneste år køber den offentlige sektor i EU’s 27 medlemslande ind for et svimlende beløb. Regner man sammen hvad alt fra små lokale skoler til regeringer for de største lande hvert år sender i offentlige udbud, når man et beløb der når op på 14% af EU’s samlede BNP. Her taler vi byggeprojekter, serviceydelser, almindelige indkøb og meget mere til rundt regnet 15 billioner danske kroner. Eller hvis man vil bruge nullerne, 15.000.000.000.000.

For 15 billioner bedre forhold?

Det er alligevel noget af et beløb! Tænk hvis man kunne sætte blot nogle af disse mange nuller til at arbejde for at få bedre arbejdsforhold, mindre usikkerhed og færre arbejdsrelaterede sygdomme?

Det kan man faktisk gøre, hvis man sikrer at dem der vinder de mange offentlige udbud kan tvinges til at leve op til visse minimumskrav. Tænk hvis man ved offentlige udbud let måtte stille krav om at man skal leve op til blandt andet disse tre punkter:

1. Ikke have gentagne domme for svindel og fusk eller ondt i arbejdsmiljøet

2. Tillade kollektive forhandlinger og udbetale den lovede løn

3. Ikke gemme profitten i skattely eller virke skuffeselskaber

Eller sagt på en anden måde: Tænk hvis vi sikrede at offentlige penge ikke går til svindlere, folk der udnytter deres ansatte eller som undslår sig at betale den skat, der i sidste ende er med til at finansiere samfundet. Det er ikke svært at forestille sig hvordan det ville føre til bedre arbejdsvilkår for millioner af lønmodtagere over hele EU – noget der er stort behov for, i betragtning af at hvordan manges arbejdsforhold i disse tider udhules, i stedet for at blive styrkede. Man kunne måske ligefrem forestille sig at det at leve op til hvad der burde være almindelig anstændighed blandt arbejdsgivere ville blive til en forretningsfordel, fordi man derved ville få adgang til offentlige udbud.

Tænk samtidigt hvad der ville ske hvis vi samtidigt gjorde det lettere at stille krav om mindre klimabelastning, respekt for miljøet og meget andet. Også der kunne 15.000.000.000.000 kroner nok være med til at skabe forandring og mere respekt for vores planet, om ikke andet så fordi der igen ville være en klar forretningsfordel i det.

Hvad er problemet?

Før vi drømmer for meget, er vi dog nødt til først at se på, hvordan situationen er i dag. Det er nemlig sådan at hvis man som offentlig instans, eksempelvis som en kommune, måtte ønske at implementere sådanne politiker, så er det ikke lige til at gøre det. Udbudsreglerne er nemlig kraftigt regulerede, og på mange måder baseret på dybt forældet lovgivning og verdenssyn. Derfor er mange ting der har politisk opbakning stadigt ikke mulige, og således sender vi år efter år penge efter firmaer i kreative skattely, entreprenører med ualmindeligt ondt i arbejdsmiljøet og andre der ikke bør belønnes for deres handlinger.

Ét direktiv kan ændre det

Rammerne for hvordan den offentlige sektor i EU-landene skal lave deres udbud – og hvad der må tages med af krav – udstikkes i sidste ende af et EU-direktiv, nemlig udbudsdirektivet. Det er ikke mindst det direktiv der binder det offentlige alt for hårdt. Faktisk så hårdt at, selv hvis man spørger EU-Kommissionen, så går mere end 50% af alle offentlige udbud i EU alene efter laveste pris, i stedet for at se på andre, relevante faktorer. Tænk på hvor mange billioner det er.

Hvis vi ønsker at ændre situationen er det derfor også klart hvad der skal til: Vi er nødt til at genåbne og kraftigt revidere EU’s udbudsdirektiv. På den måde kan vi skabe nogle rammer der i klare og utvetydige vendinger gør det klart, hvad man må stille krav om i offentlige udbud og hvad man må lægge vægt på når man skal vælge mellem tilbud.

At det ikke allerede er blevet ændret er i sig selv lidt af en skandale. Det er vel at mærke ikke fordi der ikke er blevet prøvet, og bl.a. fagforeningerne har, også på europæisk plan, i årevis kæmpet for at få EU-Kommissionen til at love at revidere det problematiske direktiv. Det samme har Enhedslisten gjort, eksempelvis tilbage i 2019 hvor vi foreslog at Folketinget skulle påligge den daværende regering at arbejde for en revision, bl.a. så man kunne sikre at firmaer i skattely kunne udelukkes.

Desværre har stærke, ofte borgerlige, kræfter dog kæmpet imod en revision, og den konservative formand for EU-Kommissionen har da bestemt heller ikke gjort noget for at få ændringer igennem.

Vi har en klar plan

Derfor må der andre ting til. I dag har vi fået presset en høring om direktivet på dagsordenen i EU-Parlamentets udvalg for beskæftigelses og socialpolitik. Den høring løser selvsagt ikke sagen, men den sætter den på dagsordenen. Det er klart, at kun ved at blive ved med at rejse spørgsmålet kan vi sikre at der sker noget.

Samtidigt må man også huske at vi snart faktisk får et meget vigtigt redskab der kan bruges – hvis vi vel at mærke er villige til at gøre brug af det: Til næste år skal der udnævnes først en formand for EU-Kommissionen og derefter skal hele den nye række af Kommissærer forbi EU-Parlamentet til godkendelse. Det er en mulighed vi bør gribe!

At sikre den tiltrængte ændring bør være et kardinalpunkt for alle danske partier der er seriøse når det gælder at skabe bedre arbejdsforhold. Man bør med andre ord ikke kunne godkende en beskæftigelseskommissær – for slet ikke at nævne en formand for den nye EU-Kommission – der ikke vil love at reformere udbudsdirektivet. Før man slår det hen som drømmerier skal man huske at den nuværende EU-Kommissionsformand var blot 10 stemmer fra ikke at blive godkendt. Næste år vælger vi 15 danske EU-Parlamentarikere.

Har vi råd til at vente?

Hvert år vi venter med at handle går vi glip af nye billioner der kunne være gået til at trække markedet i den rette retning, både når det gælder arbejdsmiljø og klima. Man kan jo også retorisk spørge: har vi virkeligt råd til at lade være?

Og hvorfor ikke benytte muligheden for at skabe bedre arbejdsforhold for millioner, uden at vi behøver at hæve skatten for at sikre det?

Indlægget er oprindeligt bragt i altinget, og kan også findes der, via dette link.