Fra og med den 18.juli går jeg på barsel. Det kan lyde normalt og relativt ubemærkelsesværdigt, men det er det faktisk ikke. Sagen er nemlig den, at medlemmer af EU-Parlamentet slet ikke har mulighed for at tage barsel. Det gælder hvad enten man er mand eller kvinde og på trods af, at der efterhånden er mange af os der er i den alder hvor ankomsten af børn kan forventes, og selvom problemet har været rejst gentagne gange før.
Fra og med den 18.juli går jeg på barsel. Det kan lyde normalt og relativt ubemærkelsesværdigt, men det er det faktisk ikke.
At tage barsel betyder derfor at der ikke kommer nogen suppleant, og at man optræder i statistikkerne som om, man ikke har passet sit arbejde i en periode. Det er, heldigvis, noget jeg er privilegeret nok til at kunne tage på trods af reglerne, og noget der for mig stadigt er et valg. Noget hvor jeg kan sige at jeg må tage den kritik der evt. kan komme. Men hvad med alle mine kvindelige kollegaer, de har ikke noget valg?
Nogle vil spørge, at hvis jeg slet ikke har ret til barsel, og der ikke kan indkaldes en suppleant, hvorfor går jeg så overhovedet på barsel? Det er der faktisk flere årsager til, både personlige og de politiske, og det er da også derfor jeg overhovedet skriver denne tekst.
På det personlig plan handler det om noget helt fundamentalt: Jeg glæder mig til at have fuld tid med ikke mindst vores yngste. Ikke altid at skulle tænke over hvad EU-Kommissionen nu har produceret af problematiske forslag, eller hvordan borgerlige EU-politikere endnu engang har stemt kulsort og forkert. Tid til at se hende udvikle sig og vokse op, tid til at læse endnu en børnebog, eller tage endnu en rutsjebanetur. Men også tid til, at det ikke er min partner der skal stå for det meste og til at hun kan hellige sig sin tilbagekomst fra barsel.
På det politiske plan handler det også om flere ting, blandt andet at når man selv støtter ideen om øremærket barsel, så er det også en god idé at følge ord op med handling. En anden årsag er, at man ikke bør gå væk fra en arbejdsmæssig kamp som denne her, og slet ikke hvis man har muligheden for at kæmpe den. For sagen er jo, at ting kun ændres når vi råber op og udfordrer status quo, ikke ved at fortsætte som om intet var hændt. Derfor vil jeg råbe op, og forhåbentlig bidrage til at tingene ændres.
For sagen er jo, at ting kun ændres når vi råber op og udfordrer status quo, ikke ved at fortsætte som om intet var hændt.
Sagen kan virke lille og perifer, og det er den på sin vis også, da det kun omhandler nogle få hundrede mennesker. Men, sagen er også et eksempel på, hvor mange kampe der stadigt mangler på dette felt, og også på, hvad der kan ske, når man ikke har en fagforening til at sikre sig ordentlige forhold. Den viser også, hvor langt store dele af Europa er fra at have ordentlige forhold på området.
Ser man eksempelvis på de barselsrettigheder de ansatte har i EU-Parlamentet er de marginalt bedre end dem der hersker i det Belgien, der omgiver EU-institutionerne, men de er også milevidt fra hvad vi kender i Danmark. I Belgien er det ikke uhørt at have 16 ugers barsel. Én uge før fødslen, og 15 efter. Og føder man før tid, kan man miste retten til den uge der skulle have været holdt inden fødslen. Det er, ud fra en dansk kontekst, helt skørt at se på.
Jeg tager det med i dette indlæg, ikke som en historie om hvor godt vi har det i Danmark, men i stedet om, hvor meget der er at kæmpe for på så mange fronter. Og om, hvordan det er farligt hvis vi lader os selv tro på at arbejdskampe ”kun” handler om løn, for det gør de langt fra. Der er så mange ting omkring vores arbejdsliv der skyldes overenskomster og arbejdsmarkedsforhold. Jeg føler, at mange til dagligt glemmer, præcist hvor meget det er vi stadigt har brug for stærke fagforeninger, både i Danmark og i andre EU-lande. Jeg håber at vi kan nyde godt af dem, langt ud i fremtiden.
Men som sagt, fra og med den 18. juli og indtil den 30 oktober vil jeg for en stund lukke af for den slags, og nyde at jeg trods alt er i så privilegeret en situation, at jeg kan trodse systemet og tvinge lidt barsel igennem alligevel. Og ved i hvad – jeg glæder mig!
Indlægget er også bragt i A4, under overskriften Jeg trodser reglerne og tager min barsel, og kan findes her.
