Nyhed Asbest

Efter 4 års kamp får EU nu en asbestreform!

Efter fire års hård kamp er EU's asbestreform endeligt blevet vedtaget. Enhedslistens Nikolaj Villumsen har spillet en nøglerolle i at få reformen igennem.

(Photo: The Left)
Pelle Christy Geertsen

 

 

90.000 døde hvert eneste år, det er hvad asbest medfører i EU. Men takket være den asbestreform EU-Parlamentet netop har vedtaget, vil det tal ændres.

Enhedslistens Nikolaj Villumsen har været en drivende kraft gennem hele processen, og han tøver ikke med de rosende ord:

Det her kommer til at redde liv. Jeg er ærlig talt pave stolt over at det er lykkedes. Da jeg startede i Europa-Parlamentet for fire år siden var der ingen snak om asbest selvom titusinder dør hvert år. Nu er det ikke bare lykkes at tvinge EU-kommissionen til at lave lovgivning, det er også lykkes at forhandle markante forbedringer hjem.

Han fortsætter:

Det er mig fuldstændig ubegribeligt at dette problem ikke er blevet løst for mange år siden. Asbest er den absolut største dræber på arbejdspladserne. Det viser grundlæggende at der er en manglende interesse i Danmark og Europa for at beskytte almindelige hårdtarbejdende mennesker. Men nu gør vi heldigvis noget ved det!

En kamp fra første færd

Da Nikolaj Villumsen i 2019 blev valgt til EU-Parlamentet stod det ingen steder skrevet at han skulle komme til at arbejde med at få reformeret EU’s asbestregler noget så eftertrykkeligt. Faktisk var der fra EU-Kommissionens side slet ingen planer om at ændre ved asbestreglerne, på trods af at flere mente de var forældede.

Den holdning blev dog udfordret da Nikolaj Villumsen, i tæt samarbejde med bl.a. dansk og europæisk fagbevægelse, fik EU-Parlamentet til at tage sagen op. Det førte i 2021 til Villumsen-rapporten, hvor et samlet EU-Parlament både krævede at EU-Kommissionen skred til handling og samtidigt udstak klare visioner for, hvad en reform burde indeholde.

Knap et år senere og efter yderligere pres præsenterede EU-Kommissionen derefter, i september 2022, endeligt et forslag til asbestreform. Det forslag var dog ifølge Nikolaj Villumsen alt for svagt og uambitiøst:

EU-Kommissionens udspil var forbløffende uambitiøst, og man lagde konkret op til at ville tillade 10 gange så meget asbest som det vi i EU-Parlamentet havde krævet. Jeg var faktisk forarget da jeg læste det, for det her handler om menneskers liv og helbred.

Nikolaj Villumsen fortsætter:

Derfor var det også så vigtigt at vi i EU-Parlamentet hurtigt fik lavet en bred koalition der kæmpede benhårdt for at øge ambitionsniveauet – noget vi heldigvis fik succes med, på trods af modstand fra flere EU-lande.

Kampen om grænseværdien

Netop spørgsmålet om grænseværdien for hvor meget asbest der må være, har været et af de mest omdiskuterede punkter i asbestreformen, især på europæisk plan. Den nuværende EU-værdi er på 100.000 fibre/m3 – men den værdi sænkes nu, efter en overgangsperiode, til blot 2000 fibre/m3. Nikolaj Villumsen påpeger at der er tale om helt konkrete forbedringer:

En helt central del i reformen, og noget af det vi kæmpede hårdt for, er at vi sikrede en markant sænkelse af grænseværdien til 2% af den gældende EU-værdi. Konkret sænker vi grænsen fra 100.000 fibre/m3 til kun 2000 fibre/m3. Det er en femtedel af hvad EU-Kommissionen insisterede på, så her er tale om en klar forbedring, også i Danmark. Det er ikke blot tomme tal., men noget der vil redde liv.

Kronen på 4 års arbejde

Når Nikolaj Villumsen engang skal se tilbage på sin karriere som EU-Parlamentariker bliver asbestreformen et af de punkter han til være mest stolt over:

Det her er på mange måder kronen på værket for 4 års næsten konstant arbejde med asbest. Først for at få problemet på dagsordenen, og derefter med at få gjort de nye regler gode nok. Men det har været det hele værd, for vi har fået sikret en klar sejr der vil være med til at redde liv over hele EU. Det er jeg faktisk ret stolt over.

På trods af Nikolaj Villumsens glæde for sejren understreger han dog også at det ikke betyder at arbejdsmiljøkampen i EU er endegyldigt vundet, for der er stadigt mange steder der skal sættes ind:

Sagen er jo den, at der er behov for lignende kampe når det gælder en lang række andre stoffer som vi ved er farlige, men som vi i EU stadig lader lønmodtagere udsættes for i alt for store mængder. Men den kamp tager vi så stof for stof, hvis det er det der skal til.

Han afslutter med ordene:

Jeg synes det er ret flot at kunne sige at vi tog kampen op mod både EU-Kommissionen og medlemslandene – og vandt.

 

Nikolaj Villumsens tale i EU-Parlamentet under debatten den 2. oktober 2023.

 

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

Europæisk Venstrefløjsalliance

Her kan du læse den politiske platform for den Europæiske Venstrefløjsalliance.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed