Kære læser,
Det er første gang, at det er mig, der står bag lederen i vores nyhedsbrev. I det her nyhedsbrev kan du læse om mindstelønsdirektivet, kampen mod skattely og EU/Mercosur-aftalen. Men først vil jeg fortælle lidt om EU og arbejdsmarkedet.
Ifølge EU’s statistikbureau, Eurostat, er risikerer ca. én ud af seks EU-borgere at ende i fattigdom. Eurostats skøn ligger endda i den optimistiske ende. Den tyske økonom Michael Dauderstädt mener f.eks., at 23,3 pct. af EU’s borgere er fattige, svarende til omkring 117 mio. af EU’s ca. 500 mio. indbygger.
Den enorme mængde af fattige EU-borgere falder sammen med, at fænomenet ’working poor’ også er i vækst inden for EU. ’Working poor’ tæller de lønmodtagere, som er fattige og har svært ved få hverdagen til hænge sammen, selvom de er i beskæftigelse.
Det er voldsomme tendenser. Alt for mange mennesker lever under usikre økonomiske vilkår. Det skal vi gøre noget ved.
I kølvandet på finanskrisen i slutningen af nullerne tvang EU-trojkaen sparepolitikken ned over især de sydeuropæiske lande. Værst gik det ud over Grækenland, hvor en socialistisk regering blev påtvunget en stram sparepolitik. Det græske demokrati måtte vige for EU-elitens tro på finanspolitiske nedskæringer og fleksibiliseringer som mirakelkuren på krisen. Almindelige mennesker fik forringet deres velfærd, og mange oplever stadig den dag i dag en usikkerhed på arbejdsmarkedet som følge af krisen, ikke mindst fordi bankerne ikke ville opføre sig ansvarligt.
Finanskrisen lagde kimen til det EU, vi har set de seneste mange år. Et EU, der arbejder for nedskæringspolitik og tvangsprivatisering. Tag Det Europæiske Semester (DES) som eksempel. DES foregår en gang årligt, hvor EU-Kommissionen kommer med anbefalinger til økonomiske reformer, som landene skal gennemføre. I lyset af coronakrisen og de pressede sundhedssektorer rundt omkring i Europa, er det værd at huske, at Kommissionen gennem DES har foreslået nedskæringer på sundhedsområdet hele 63 gange siden 2011. Altså i opløbet til en global pandemi.
Faktisk går udviklingen endnu længere tilbage. Erhvervslobbyister har siden 1980’erne arbejdet for, at få EU-toppen til at arbejde for et dynamisk arbejdsmarked – altså et arbejdsmarked hvor ansættelser er prekære og forholdene så ringe, at arbejdsstyrken bliver mere ”fleksibel”.
Journalist Peter Rasmussen har sammen med fotograf Søren Zeuth netop udgivet bogen ”Working Poor Road Trip”. Her dokumenterer de, at arbejdende fattige findes overalt i Europa. Også steder, hvor vi troede arbejdsmarkedets sikkerhedsnet var bedre. Et eksempel fra Danmark er de seneste afsløringer om de uhyrlige forhold hos Nemlig.com.
Peter Rasmussen udtalte for nyligt til Arbejderen, at EU har en stor aktie i udviklingen henimod stadig mere usikker beskæftigelse, fordi man er bukket under for virksomhedernes felthær af velsmurte lobbygrupper: ”Det har udmøntet sig i en masse henstillinger til medlemslandene om, hvordan de skulle indrette deres arbejdsmarkeder og samtidig forringe arbejdsløshedsdagpenge, sociale ydelser og pensionsforhold, så arbejdsudbuddet blev øget, og folk blev mere sultne”.
Nogle mener, at EU har ændret sig. Se den store genopretningspakke med fælles lån og enorme summer til de mest trængte økonomier, siger de. Jeg er ikke så sikker.
Det er godt, at EU kan rykkes. Men genopretningspakken har sine udfordringer. Vi står stadig midt i en økonomisk krise udløst af pandemien, og det er for tidligt at sige, om forandringerne i EU´s økonomiske tilgang vil vare ved. Hvad der ikke fylder meget i dækningen af genopretningsfonden er nemlig, at Kommissionen skal godkende reformprogrammer fra landene. Jeg frygter, hvor den proces kan ende, og hvilke nedskæringer Kommissionen finder på.
Vi er nødt til at forstå EU’s rolle i lønstagnationen og prekariseringen af arbejdsmarkedet. Ellers kommer vi den aldrig til livs.
Jeg bruger alle mine politiske kræfter på at skabe sikkerhed til lønmodtagerne, og jeg kæmper for, at alle får den bid af kagen, de har fortjent. Den kamp er nødvendigvis en kamp mod EU’s liberaliseringsdrift, tvangsprivatiseringer og fleksibiliseringer af arbejdskraften. For det er netop den politik, og dens trofaste følgesvend, den usikre beskæftigelse, der ligger til grund for den voksende forarmelse af stadig flere arbejdere i EU.
