I min første klumme her på Pio, havde jeg overvejet om jeg skulle benytte lejligheden til at angribe socialdemokratiet og den blå-lilla regering man har sluppet løs i dansk politik.
Det kribler i fingrene for at gøre det, men samtidigt må jeg også erkende, at jeg synes der er noget andet der tager forrang. Noget der skræmmer mig mere, end at se de velkendte røde faner skifte farve.
Noget vi ofte overser, helt eller delvist, I den danske EU-debat, nemlig udviklingen i Europa, og ikke mindst hvordan den europæiske højrefløj ikke blot viser sine tænder, men i stigende grad også er villig til at bide med dem. Og deres bid kan komme til at gøre ondt.
Noget der skræmmer mig mere, end at se de velkendte røde faner skifte farve.
I EU-Parlamentet har vi blandt andet kunne se, hvordan EU’s højrefløj – i en bred forstand – har været med til at udvande Parlamentets positioner på klimapolitikken, selv efter man var blevet enige om forlig. Samtidigt ser vi, hvordan der i stigende grad trækkes i den anden retning, når det gælder praktisk implementering af f.eks. den store klimapakke. Vi ser en højrefløj der gemmer sig bag, at de tager hensyn til erhvervsinteresser, men som i den sammenhæng glemmer en vigtig detalje: de tager hensyn til gamle, og ofte forældede, erhvervsinteresser. Samtidigt straffer de indirekte de mange – og ironisk nok ofte europæiske – virksomheder, der allerede leverer moderne og mere klimavenlige løsninger. Den udvikling bør, i sig selv, være skræmmende nok. Men det stopper desværre ikke her.
hvordan EU’s højrefløj – i en bred forstand – har været med til at udvande Parlamentets positioner på klimapolitikken
Også noget så fundamentalt som arbejdsvilkår og beskyttelse af arbejdstagerne er nemlig under pres fra højrefløjen, og i en grad man ikke er vant til fra Danmark. Vi er lige nu vidner til at EU der i stigende grad oplever en opdeling i et A og B-hold på arbejdsmarkedet. Hvor millioner af ansatte i fuldtidsarbejde alligevel ligger og svinger lige omkring fattigdomsgrænsen. Vi ser at mange af de samme mennesker tvinges ud i jobs med færre rettigheder end andre: mindre sikkerhed i ansættelsen, manglende eller begrænset ret til barsel, sygepenge, pension osv. Her tænker jeg bl.a. på den platformsøkonomi der er på fremvækst, og som EU-Kommissionen mener snart vil være den måde, mindst 9% af alle EU-borgere i den arbejdsduelige alder er ansat under. Jeg tænker på medarbejdere der i stigende grad administreres af algoritmer og som mister rettigheder og løn i hurtigt tempo. Vi kæmper hernede en hård kæmp for at regulere det, men ser også hvordan højrefløjen gang på gang kaster kræfterne ind på, at udvande beskyttelse. En højrefløj der består af kræfter i den liberale gruppe, der hvor Venstre, Moderaterne og de Radikale sidder, over til Parlamentets mest højreorienterede gruppe, ID-gruppen, der hvor Le Pen’s folk blander sig med både flamske højrenationalister og Østrigs yderste højre. Det de kæmper for, én af de ting de synes at kunne samles om, er at skabe et arbejdsmarked med færre rettigheder og mindre beskyttelse end hvad vi tidligere har set. Det er skræmmende!
Også noget så fundamentalt som arbejdsvilkår og beskyttelse af arbejdstagerne er nemlig under pres fra højrefløjen
Højrefløjen indsats stopper dog ikke der. For også når det gælder indsatsen for menneskerettigheder og fundamentale rettigheder, både inden for EU’s grænser og uden for dem, er de klar til angreb. Vi har længe set abortrettigheder under angreb, herunder at små plastikfostre er blevet sendt til EU-parlamentarikere, og ved at udviklingspolitikken gennemgås med en tættekam for at se, om noget der bare minde rom referencer til reproduktiv sundhed kan fjernes. Og så ser vi en holdning til LGBTQI-rettigheder der, mildt sagt, er stærkt bekymrende. Vi så det så sent som i april, hvor EU-Parlamentet stemte om en resolution omkring at homoseksualitet universelt set bør afkriminaliseres. Det var noget næsten hele EU-Parlamentet kunne stille sig bag. På nær 98 medlemmer der alle kommer fra, ja du gættede det, Parlamentets højrefløj. Desværre ser vi det også til dagligt. Som da min svenske kollega Malin Bjørk dristede sig til at arrangere en fotoudstilling internt i EU-Parlamentet, af en kendt kunstner og med et LGBTQI-fokus. Straks kom der reaktioner fra den reaktionære højrefløj. Direkte til hende, men sågar også fra folk i EU-Parlamentet, der syntes de burde inkludere alle i deres nedladende kommentarer. Det er skræmmende at være vidne til, ikke mindst fordi at højrefløjen kun gør den slags, fordi den føler sig stærkere og stærkere. Fordi den føler sig berettiget til at gøre det, og fordi den ikke får nok modspil fra alle dem, der bør kæmpe imod. Højrefløjen gør som den gør, fordi ikke mindst den konservative, men til dels også den liberale gruppe, lader den gøre det.
Højrefløjen gør som den gør, fordi ikke mindst den konservative, men til dels også den liberale gruppe, lader den gøre det
Det er skræmmende at være vidne til de stadigt mere aggressive angreb, og skræmmende at visse grupper i stadigt stigende grad synes at acceptere det, fordi de vil bruge deres stemmer andetsteds. Derfor samarbejder, åbent og bag kulisserne, mere og mere. Vi taler ikke blot om samarbejde med folk som Italiens Meloni, en kvinde der engang har været en del af den postfascistiske bevægelse i støvlelandet. Nej, vi snakker om de kræfter, der ligger til højre for hende. Dem der er mere reaktionære, mere ekstreme – og som i stigende grad får tiltaget sig indflydelse på alle aspekter af EU-lovgivningen.
Dem der er mere reaktionære, mere ekstreme – og som i stigende grad får tiltaget sig indflydelse på alle aspekter af EU-lovgivningen
I sig selv slemt nok, men endnu mere i lyset af det EU-Parlamentsvalg vi står overfor til næste sommer. En af de mest skræmmende scenarier for mig er i den sammenhæng, at det ender med at den store konservative gruppe kommer til at kunne hente et flertal hjem sammen med resten af Europas højrefløj – og vælger at gøre det.
Sker det, kan vi ende med at have et EU-Parlamentet der bliver både aktivist og reaktionært. Et EU-Parlament hvor der sættes åbent spørgsmålstegn ved om klimaindsatsen skal tages alvorligt, om basale rettigheder og arbejderes ret til ordentlige vilkår.
Hvis vi vil undgå det skal der arbejdes hårdt – også på at aftvinge Europas borgerlige klare svar på, hvad de er villige til at sluge fra det yderste højre – og så, at holde dem op på det, efter valget.
Hvis vi vil undgå det skal der arbejdes hårdt – også på at aftvinge Europas borgerlige klare svar på, hvad de er villige til at sluge fra det yderste højre
Indlægget er oprindeligt bragt som klumme på Netavisen Pio, og kan findes der, via dette link.
