At der i EU-systemet er problemet med lukkethed og manglende regler for lobbyisme, herunder ikke mindst når det gælder store virksomheder eller rige lande, er nok næppe nogen hemmelighed.

Men at der under EU-Parlamentets samling i Strasbourg blev sikret konkrete skridt i den rigtige retning på området er måske nok gået tabt i sommervarmen for de fleste. Dansk presse har i hvert fald ikke just dækket sagen intensivt, selv her midt i agurketiden. På samme vis skal man også lede med lys og lygte hvis man skal finde det nævnt, hvem det var, der var med til at hive succeserne hjem.

Det er trist, for sagen er, at da EU-Parlamentet skulle stemme om det såkaldte Etik-organ for alle EU-institutioner, der var det faktisk Venstrefløjsgruppen der var drivkraften i at få en række vigtige opstramninger med.

Hvad var det så man vandt?

Nu er det naturligvis let blot at sige man har opnået en sejr, og endnu mere med en presse der er tæt ved fraværende, hvis man holder sig til generelle termer. Så det vil jeg undlade at gøre, i stedet vil jeg prøve at blive konkret: dels fordi jeg er stolt af de sejre vi fik sikret fra Venstrefløjsgruppens side, dels fordi jeg synes de siger noget om, hvor svær en kamp det er vi er i gang med.

1. Initiativret til etik-organet

Vi har, ved hjælp af ændringsforslag 10, fået indført at EU-Parlamentet nu mener, at et etisk opsynsmyndighed på eget initiativ skal kunne efterforske brud på reglerne, begået af både nuværende og tidligere medlemmer og ansatte. Det er vigtigt, fordi en opsynsmyndighed kun kan have tænder hvis den selv kan igangsætte undersøgelser, enten fordi den er blevet tippet om noget, eller fordi noget blot virker forkert. Det lyder måske simpelt, men i EU-sammenhænge er det noget af en nyskabelse.

2. Regelmæssig afrapportering

En anden lille, men vigtig, sejr handler om afrapportering: Det er nu gjort klart at der bør indføres regelmæssige rapporteringer om EU-Parlamentets åbenhedsarbejde og om de overtrædelser der finder sted. Hvad mere er, så skal denne afrapportering være offentlig tilgængelig. Igen en nyskabelse der kan føre til konkrete fremskridt: For det skal ikke sådan, at overtrædelser af vores i forvejen slappe regler blot kan ties ihjel og gemmes væk. Nej, de skal frem i lyset, og det sikres med ændringsforslag 13/1.  Og det er nødvendigt, tidligere har vi for eksempel hørt om en række overtrædelse der er blevet opdaget, men som ikke er blevet straffet – og uden at vi har måtte vide hvem eller hvad der var involveret i sagerne!

3. Bred politisk deltagelse i arbejdet

Endeligt er der ændringsforslag 14, et af den slags forslag der lyder virkeligt nørdet og internt, men med potentielt set stor betydning. Her understreges det nemlig at alle politiske grupper skal være med i de gruppe der forhandler om etik reformer med resten af EU-systemet, ikke kunne de største. Det betyder noget, fordi vi alt for ofte har set at EU-Parlamentets største grupper prøver at klappe ting af bag lukkede døre, uden at have eksempelvis Venstrefløjsgruppens kritiske røster med sig. Det er et gammelt politisk trick, men også et vi nu har fået sagt fra overfor.  Det kan være med til at sikre, at det ikke tillades at reformtoget går i stå igen, sådan som man ellers kan have på fornemmelsen at nogle ønsker det.

Alt dette kommer naturligvis i tillæg til, at Venstrefløjsgruppen fra begyndelsen har været en drivende kraft i bestræbelserne på, at få kastet lys over hvordan det rent faktisk står til i EU-systemet – og hvad der konkret kan gøres for at ændre ved det. Det er et job der længe har været vigtigt i det seriøse arbejde med EU.

Yderligere fremskridt

Fra Venstrefløjsgruppens side var vi også med til at støtte kampen for at få ordentlig whistleblower-beskyttelse i systemet, således at dem der måtte mistænke at der sker noget ulovligt, også har mulighed for at rapportere det. Samtidigt blev en række af de konservative ændringsforslag afvist – forslag der alle søgte at udvande teksten og svække den reelle kamp for åbenhed og for kontrol med lobbyisternes adgang. Det skete i et samarbejde politiske grupperinger, men var sandsynligvis ikke sket uden Venstrefløjsgruppens arbejde.

Hvorfor var der overhovedet kamp om det?

En typisk ting i dovne EU-historier er at råbe sejr over noget, der gik igennem uden slagsmål. Det er dog langt fra sagen her. For selv om det kan undre at man kan være imod ret rimelige krav om åbenhed, politisk inklusion og offentlig afrapportering, så er det anderledes i EU-Parlamentet. Her har vi måtte kæmpe hele vejen mod de borgerlige stemmer, herunder ikke mindst fra EU-Parlamentets store konservative EPP-gruppe. En gruppe der traditionelt set prøver at undgå et hvilket som helst forsøg på opsyn.

Der er mange, mange kampe der skal tages i EU-Parlamentet, men en ting er sikkert: Venstrefløjsgruppen gør en vigtig forskel i det daglige arbejde.

Indlægget er oprindeligt bragt i Arbejderen, og kan findes der via dette link.