Hvem har lyst til at få den bitre bismag af børnearbejde eller ødelæggelse af regnskovene i munden, når de bider i et stykke chokolade? Nok ikke mange.

Det er da også, i overført og lettere polemisk form, det, man kan sige EU’s såkaldte Corporate Sustainability Reporting Directive eller CSRD, som det også bare kaldes, i virkeligheden handler om. Det er en del af løsningen på udbytning af mennesker og planet, og at store virksomheder år efter år har solgt os alt fra ferierejser til morgenmadsprodukter uden fokus på, hvordan det påvirker verden omkring os.

Derfor kommer der nu også – langt om længe – krav om, at der skal kunne gøres rede for, hvordan ens produktion påvirker planet og mennesker, og vel at mærke uden at man skal kunne udlicitere udpiningen til underleverandører og vaske hænder med et ”det vidste vi da ikke fandt sted”.

At der sker noget, er positivt. Vi kan (og bør) diskutere, om CSRD er den bedste løsning, om det er for langsomt, utilstrækkeligt eller svagt. Men jeg synes ikke længere, vi kan diskutere det, der ligger bag: At bæredygtighed er vejen frem, og at vi er nødt til at ændre, hvordan vi opfører os.

Bureaukrati er en dårlig undskyldning

CSRD indebærer, at store virksomheder skal kunne redegøre for både deres bæredygtighedsstrategier og standarder for miljø- og klimapåvirkning, sociale forhold og ledelse (ESG). Det er der desværre stadig folk, der modsætter sig. Oftest gør de det naturligvis ikke ved at sige, at de ikke støtter formålet. Nej, i stedet fokuserer de på dårlige undskyldninger, så som snak om for meget bureaukrati. Det er, efter min bedste overbevisning, et uholdbart synspunkt at have.

For taler vi om det fundamentale i princippet bag CSRD, er min holdning ret klar: Det manglede da bare, at de gør det. Hvorfor skulle vi acceptere, at store virksomheder, ofte med kæmpe profitter, ikke forholder sig til den slags?

De virksomheder, der, i stedet for aktivt at leve op til de nye krav, vælger at søge at bekæmpe eller undgå dem, skyder i sidste ende blot sig selv i foden. For sagen er jo, at vi heldigvis bevæger os i retning af, at bæredygtighed ses som en nødvendighed.

Sådan er det, når man tænker på tankerne bag det specifikke EU-direktiv, men i høj grad også hvis man ser, hvad civilsamfund, politikere og mange andre i stigende grad fokuserer på: at der skal være styr på forsyningskæderne.

For langsomt, men den rigtige vej

På makroniveau kan man se en parallel til nogle af diskussionerne i kravene om at få genåbnet EU’s udbudsdirektiv – fordi det i høj grad handler om, at vi vil være i stand til at stille flere krav, når det offentlige laver indkøb.

Offentlige indkøb udgør i EU 14 procent af det samlede BNP, og i en fremtid, hvor der i stigende grad vil blive lagt vægt på andet end kun pris i udbud, er det at have styr på sin bæredygtighedsrapportering ikke blot moralsk fornuftigt  – det vil også være en klar forretningsfordel.

Eller for at sige det på en anden måde. Selvom direktivet og mange lignende tiltag endnu på en række punkter kan ses som for svagt og smalt, så er det helt klart den retning, vi bevæger os i, og det er ikke for alvor et spørgsmål om at ændre retning – men om, hvor hurtigt vi skal gå. Personligt mener jeg, vi skal skynde os.

Indlægget er oprindeligt bragt i Altinget, og kan findes der via dette link.