EU-Parlamentet burde ikke have godkendt Ursula Von der Leyen som formand for EU-Kommissionen i yderligere fem år, lyder det fra Enhedslistens Per Clausen:
Jeg synes det er den forkerte beslutning der blev taget i dag. Det er på mange punkter et knæfald for højrefløjen, og et svigt af både klimaet, miljøet, dyrene og alle de europæere der har det økonomisk svært.
Forstår ikke kollegaer der stemte ja
Per Clausen gør det klart at han på basis af møderne med Kommissionsformanden, hendes tale og det skriftlige program hun fremlagde, ikke forstår flere af de danske kollegaer der endte med at stemme for. Han påpeger at den politik flere havde ført kampagne på og som de hævdede var vigtig for dem, ikke fik nogle konkrete løfter med på vejen.
Ærlig talt forstår jeg ikke de af mine danske kollegaer der under kampagnen lovede handling på klima, miljø eller dyrevelfærd men som alligevel stemte for Von der Leyen. Jeg syntes hun gjorde det klart at det eneste vi kan være sikre på er flotte ord – ikke reel handling.
Samtidigt gør han det klart at han havde tænkt grundigt over, hvad der skulle til for at han kunne have stemt ja, men at ingen af de punkter i realiteten blev indfriet:
Jeg havde faktisk håbet at der var en formandskandidat jeg kunne have sagt ja til, men hvis jeg skulle have sagt ja til Von der Leyen skulle jeg have slugt så mange kameler at man kunne have åbnet en hel zoo i min mave.
Han fortsætter:
Det undrer mig ikke at de borgerlige har klappet i hænderne over hende, men hvordan man kan være centrum eller centrum-venstre politikker og nikke ja i dag, det forstår jeg ikke helt.
Næste skridt er hele Kommissionen
Efter dagens godkendelse er Per Clausen allerede ved at forberede sig til det næste skridt: når EU-Parlamentet skal have høringerne med de enkelte kandidater til den nye EU-Kommission. Her håber han på et mere kritisk eftersyn fra danske kollegaer:
Næste skridt er at vi skal kigge resten af den nye EU-Kommission efter i sømmene, og her er vi nødt til at gå aktivt til værks. Jeg håber at nogle af dem der i dag gled af på deres valgløfter, vil være mere kritiske til efteråret.
Læs mere
Du kan læse mere om valget af Von der Leyen og Enhedslistens reaktioner her:
1. Avisen Danmark: Valget af von der Leyen deler danske EU-politikere