Med 309 stemmer for, 318 imod og 34 blanke stemmer, forkastede et flertal i EU-Parlamentet i dag, at man skal begynde forhandlinger om virksomhedsansvar og rapportering – kendt under forkortelserne CSRD og CSDDD i EU-kredse – med fokus på udvanding af reglerne. Dermed har Parlamentets progressive kræfter vundet hvad Enhedslistens EU-Parlamentariker Per Clausen kalder et vigtig slag:
Vi har til min store glæde formået at vinde dette slag i kampen mod deregulering og ansvarsfraskrivelse. Det betyder på ingen måde at krigen er vundet, og vi fik kun lige akkurat hevet sejren hjem med skindet på næsen – men det er stadigt en sejr. Og en vigtig en
Per Clausen fortsætter:
Jeg håber at det her viser, hvordan selv medlemmer fra den konservative EPP-gruppe og dele af den Liberale gruppe kan overtales til ikke at udhule de regler, de ofte selv for få år siden mente var nødvendige.
Kampen mod udvandingen
For Enhedslistens EU-Parlamentariker var dagens afstemning en del af en større kamp. En kamp der bærer præg af at den stærke højrefløj går efter at forsinke, fortynde eller helt forkaste lovgivning om miljøbeskyttelse, klima og virksomhedsansvar.
Efter gårsdagens afstemning om skove, var Per Clausen forberedt på det værste:
I går afmonterede højrefløjen i praksis vores mulighed for at overvåge skovene og dermed bl.a. beskytte os mod skovbrande. I dag var det så virksomheders ansvar de ville af med. Jeg må indrømme at, selvom vi til det sidste kæmpede for at omvende enkelte fornuftige borgerlige, så var jeg forberedt på det værste.
Næste skridt
Efter at udkastet til forhandlingsmandat blev forkastet, er de politiske grupper nødt til at genstarte forhandlingerne, inden man kan stemme om et nyt forslag i november. Det er en kamp der ifølge Per Clausen kan blive mindst lige så hård som den der førte op til dagens afstemning:
Næste kamp bliver ikke nødvendigvis lettere. Selv om flere måske vil lade sig friste til at støtte virksomhedsansvar og rapporteringskrav, noget der i øvrigt støttes af mange virksomheder. kan det også være højrefløjen strammer deres stemmedisciplin.
Han afslutter dog med et håb:
Jeg håber dog at både de liberale og konservative tager det her til efterretning og indser at de bør ændre kurs. Men om det er et naivt håb, det får vi snart at se.
Mere om sagen
Du kan læse mere om afstemningen og Per Clausens reaktion her:
- Danmarks Radio, 22. oktober 2025: Liberale river sig i håret: ‘Det er en trist dag for Europa og Danmark’
- Altinget, 22. oktober 2025: Europa-Parlamentet stemmer nej til at lempe bæredygtighedsregler
- Bruxelles & Omegn, 22. oktober 2025: Bødskov ærgrer sig over bæredygtigheds-afstemning








