På trods af flere forsøg på indsigelser lod EU-Parlamentet i dag en række kontroversielle ændringer af den såkaldt Sorte Liste over lande der mistænkes for at facilitere hvidvaskning og/eller finansiering af terror, gå igennem.
Enhedslistens EU-Parlamentariker Per Clausen kalder det for en uforståelig udvanding af EU’s sorte liste, og peger fingre ad de danske EU-Parlamentarikere der var med til at få den igennem, ved at stemme imod indsigelserne:
Spørger du mig er det uforståeligt på denne måde at udvande en allerede for tynd liste, derfor har vi i bl.a. Venstrefløjsgruppen også kæmpet imod at det skulle ske. Det samme kan man heldigvis sige om flere andre danskeres grupper.
Jeg noterer mig dog, at dem der konsekvent ikke støttede indsigelserne kom fra de Konservative, Liberal Alliance, Moderaterne og Venstre. Det kan man jo tænke over. Hertil kommer at det er lidt interessant at se regeringspartierne være splittede på sådan et spørgsmål.
En oversigt over hvordan EU-Parlamentarikerne stemte til sagen, kan findes i stemmeprotokollen for i dag, på siderne 12-17. På side 12-13 er resultatet for resolutionen for de Grønne, på siderne 14-15 er det Venstrefløjsgruppens tekst og på siderne 16 og 17 er det teksten fra den blandede gruppe af EU-Parlamentarikere.
Kontroversielle ændringer
Opdateringen af den såkaldte sorte liste indebærer at 10 lande tilføjes listen. Disse lande er: Algeriet, Angola, Elfenbenskysten, Kenya, Laos, Libanon, Monaco, Namibia, Nepal og Venezuela.
Samtidigt fjernes otte lande, herunder flere der er berygtede som skattely, hvidvaskningscentre eller begge dele, fra listen. De otte lande der fjernes er: Barbados, Gibraltar, Jamaica, Panamá, Filippinerne, Senegal, Uganda og de Forenede Arabiske Emirater (UAE).
Per Clausen er ikke alene stærkt kritisk over fjernelsen af visse lande, men undrer sig også over, hvem der ikke er tilføjet:
For mig er fjernelsen af flere af landene fra den sorte liste uforståelig, herunder ikke mindst UAE som ganske vist har lovet bod og bedring – men endnu ikke har handlet på det. Det er ganske enkelt useriøst og er et ekstremt tilfælde af positiv særbehandling for netop den rige Golfstat.
Han fortsætter med en kommentar om hvad han mener er en åbenlys udeladelse:
Samtidigt hører jeg til dem der undrer min meget over, hvorfor man stadigt ikke har tilføjet Rusland til den sorte liste over lande med potentiale for hvidvaskning. Det giver ikke mening og det viser, vi er nødt til at holde mere øje med EU-Kommissionens arbejde på dette område.
Adskillige indsigelser
Per Clausen bider mærke i at der før afstemningen var indsendt hele fire forskellige forslag til hvorfor den nye liste burde forkastes – og at disse forslag kom fra forskellige sider af det politiske spektrum. Der var tale om resolutioner fra Venstrefløjsgruppen, de Grønne, de højreorienterede ”patrioter” og en samling af parlamentarikere fra forskellige grupper, og Per Clausen støttede tre af disse:
Det er ikke just hver dag man på denne måde ser indsigelser fra både højre og venstre side af EU-Parlamentet, herunder med gode argumenter for, hvorfor man f.eks. ikke skulle pille et land som UAE af listen blot fordi de lover at forbedre sig – når man normalt kun gør det efter man har set reel handling. Det lugter af vennetjenester.
Han fortsætter med en uddybning omkring de indsigelser han støttede.
Personligt stemte jeg for de tre indsigelser der indebar konkret kritik, ikke blot af hvilke lande der ikke burde fjernes, men også af den metodologi og fremgangsmåde EU-Kommissionen har benyttet sig af. Det forbløffer mig at der ikke var fuld dansk opbakning til disse tre indsigelser.
Mistanke om vennetjenester
Ifølge Per Clausen får det advarselslamperne til at blinke, at man vil fjerne Golfstaten UAE primært på basis af pæne løfter. Dels da dette afviger fra normal praksis, dels da det falder sammen med at EU siger man forhandle en handelsaftale med det rige land.
Han henviser i den sammenhæng til sagen fra 2019, hvor et forsøg på at tilføje både Saudi Arabien og flere amerikanske jurisdiktioner til den sorte liste, udløste så stort pres, at EU’s ministerråd pludseligt valgte at forkaste tilføjelsen, efter sigende ikke mindst efter diplomatisk pres fra Saudi Arabien.
Det er svært ikke at få den tanke at der er blevet udøvet betydeligt politisk og diplomatisk pres for at få fjernet ikke mindst et land som UAE fra den sorte liste. Det ville i så fald ikke være første gang det, der burde være en faktabaseret liste, undermineres af politiske tjenester til velstående lande.
Han afslutter:
Når vi er så mange der ikke har tillid til at EU’s indsats mod skattely og hvidvaskning er helhjertet skyldes det ikke mindst sager som denne her. Ikke alene risikerer vi at blåstemple lande på forkert grundlag, det underminerer også den globale tillid til vores system. Det er en farlig vej at tage.









