At formanden for EU-Kommissionens konservative formand efter dagens afstemningen om mistillid stadigt hedder Ursula von der Leyen, overrasker ikke Per Clausen. Selv var han ikke en af dem der holdt hånden over hende, og undlod at stemme hverken for eller imod mistillidserklæringen. På trods af det forventelige resultat, mener han dog alligevel at hele processen har ført til nogle bemærkelsesværdige diskussioner:

At von der Leyen efter i dag stadigt er formand for EU-Kommissionen kommer næppe som den store overraskelse for nogen. Udover det konkrete stemmetal, er det mest interessante ved hele affæren i virkeligheden de diskussioner det har givet anledning til i de politiske grupper.

Intet nyt fra midtergrupperne

For Per Clausen var de diskussioner der opstod i ikke mindst de socialdemokratiske og liberale grupper om, hvordan man skulle reagere, interessante. Som han siger, viser det at flere seriøst begynder at overveje behovet for at sige klart fra overfor den Konservative EU-Kommissionsformand og hendes politik:

Det var glædeligt at følge med i den korte periode hvor flere i de socialdemokratiske og liberale grupper overvejede at sende et klart signal til von der Leyen ved at stemme blankt – for det viser at nogle begynder at overveje at sige fra. Men, som forventeligt, endte det dog ikke sådan i sidste ende – for centergrupperne turde tilsyneladende alligevel ikke vise, at de rent faktisk er utilfredse med den EU-Kommission de var med til at presse igennem for mindre end et år siden.

Det yderste højre er splittet

Per Clausen bider mærke i, at EU-parlamentets forskellige grupper på det yderste højre, måske mest af alt har opnået at skyde sig selv i foden med deres mistillidsforslag. For, som han bemærker, har de vist det modsatte af hvad de ønsker, ved at udstille deres interne splittelse og manglende evne til at samarbejde på dette punkt:

En af de ting der måske nok har overrasket flere her i EU-systemet er, hvor uenige grupperne på det yderste højre har været på spørgsmålet, både internt og grupperne imellem. Forslagsstilleren af mistillidsvotum havde sikkert forestillet sig at det her skulle samle den sorteste del af EU-Parlamentet, men i stedet har de sendt et signal om hvor skrøbelige deres alliancer kan være – og det er godt, for os andre.

Venstrefløjen vil ikke holde hånden over von der Leyen

I modsætning til højrefløjen, var EU-Parlamentets venstrefløj samlede omkring ikke at ville deltage i at holde hånden over von der Leyen – som blev valgt stik imod gruppens ønsker. Som Per Clausen bemærker det:

Venstrefløjsgruppen har været forenet i, at ingen af os har villet holde hånden over den Konservative formand, ved at stemme imod mistillidserklæringen. Men samtidigt har folk generelt set heller ikke ville deltage i højrefløjens konspirationsteorier, og derfor har mange undladt at stemme – hvilket også var hvad jeg gjorde.

Per Clausen afslutter med et klart ønske om et fremtidigt mistillidsvotum han vil være i stand til at støtte:

Jeg håber vi i fremtiden vil se et reelt mistillidsvotum, men realistisk mulighed for at tvinge EU-Kommissionens afgang – på baggrund af reel politik. Men om det sker, afhænger ikke mindst af om socialdemokraterne og de liberale på et tidspunkt vil være med til at sige fra – så nu må vi se.

Ved afstemningen stemte 175 EU-Parlamentarikere for mistillidsvotummet, 360 stemte imod, 18 stemte blankt – og omkring 75 politikere valgte i protest slet ikke at deltage i netop den afstemning.

Mere om afstemningen

Du kan læse mere om afstemningen, og reaktioner på resultatet fra Per Clausen her:

• Danmarks Radio, 10. juli: Ursula von der Leyen kan ånde lettet op for nu: Overlever omstridt mistillidsafstemning i Europa-Parlamentet
• Radio IIII Morgen, 14. juli: Per Clausen har ikke tillid til von der Leyen – men stemte ikke, da spørgsmålet blev stillet
• Radio IIII, 14. juli: Nyhederne 09:30