Nyhed Mindstelønsdirektivet

Skidt og forkert dom om kontroversielt Mindstelønsdirektiv

EU-Parlamentariker Per Clausen og Beskæftigelsesordfører Victoria Velasquez kommenterer på dagens EU-dom omkring det kontroversielle mindstelønsdirektiv.

Pelle Christy Geertsen

Glæden fra januar blev i det store hele aflyst af triste miner, da EU-domstolen i Luxembourg her til morgen afsagde endelig dom i Danmarks sag mod EU’s kontroversielle mindstelønsdirektiv.

Dommen gik nemlig langt hen ad vejen mod anbefalingen fra EU’s Generaladvokat, der fandt direktivet i modstrid med EU-retten. Det ærgrer Enhedslistens EU-Parlamentariker, Per Clausen, og Beskæftigelsesordfører, Victoria Velasquez, der havde ventet i spænding på, hvorvidt domstolen ville følge anbefalingen.

EU-domstolen endte nemlig med kun at annullere en mindre del af direktivet, og dermed mindre end udtalelsen fra januar havde lagt op til. Det skuffer Per Clausen, der mener det er en forkert dom.

Overordnet set mener jeg denne her dom er både skidt og forkert. EU’s egen generaladvokat havde ellers været meget klar i sin anbefaling: Nemlig at man naturligvis ikke kan påstå, at et direktiv om mindsteløn ikke handler om lønfastsættelse – og det er noget EU ikke må gøre. Det har domstolen nu gået imod – selvom den dog stadigt underkender dele af direktivet.

Beskæftigelsesordfører Victoria Velasquez er enig, og siger:

“Det er dybt bekymrende, at EU-domstolens afgørelse ikke giver den klare afklaring, vi havde håbet på. Den skaber usikkerhed om den danske model, som i over 100 år har sikret ordentlige løn- og arbejdsvilkår gennem aftaler mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Når EU blander sig i vores måde at fastsætte løn på, risikerer vi at svække et system, der har fungeret bedre end noget direktiv nogensinde kan gøre.”

Ikke en garanti mod fattigdom

Selv om et EU-direktiv om mindsteløn umiddelbart kunne lyde som en positiv ting, var sagen, bag det meget spin, noget anderledes. For som Victoria Velasquez forklarer, er det nemlig på ingen måde en garanti mod fattigdom, eller for anstændige arbejdsforhold i EU. Det er derimod noget fagforeninger og kollektive overenskomster kan bidrage med:

Mindstelønsdirektivet har aldrig været en garanti mod fattigdom i Europa. Det danske arbejdsmarked er bygget på tillid, samarbejde og overenskomster ikke på lovbestemte mindstelønninger. Den uklarhed, som dommen efterlader, er et slag mod et arbejdsmarked, der i mere end et århundrede har sikret ordentlige lønninger og forhold for lønmodtagerne. EU burde lære af den danske model, ikke underminere den.

Det er et synspunkt Per Clausen, der er medlem af EU-Parlamentets Beskæftigelses- og Socialudvalg, er enig i. Han minder bl.a. om, at det EU-land med den absolut højeste mindsteløn, Luxembourg samtidigt er at de lande med allerflest såkaldte ”working poor” – altså folk der, på trods af at de arbejder og lønnes efter reglerne, lever i relativ fattigdom:

Problemet med underbetaling og udnyttelse af lønmodtagere er desværre ikke noget der kan løses med et EU-direktiv – ligegyldigt hvor pæn en titel det måtte have. Det at have en mindsteløn er jo ikke en garanti for, at den er sat på et niveau hvor man kan leve af den. Det vi derimod kan og bør gøre, er f.eks. at udelukke firmaer der underbetaler og udnytter arbejderne, fra at udføre offentlige opgaver. Efter dagens dom forventer jeg at den danske regering kommer med et klokkeklart og offensivt forsvar for overenskomstdækning – og at den vil være med til at se på, hvordan vi så ellers kan beskytte den danske model, eksempelvis gennem bedre regler for offentlige udbud.

Delvis annullation stadig vigtig

Dagens EU-dom kommer næsten 10 måneder efter den Europæiske Unions såkaldte Generaladvokat havde anbefalet at annullere direktivet. Det skete bl.a. med udgangspunkt i, at EU ikke lovligt må blande sig i lønfastsætningen i medlemslandene, og at det var latterligt at påstå, at et direktiv med mindsteløn i titlen, ikke søgte at gøre netop det.

Selv om Per Clausen overordnet set er skuffet over dommen, mener han det var vigtigt at sagen blev anlagt, og minder om, at domstolen faktisk stadigt annullerer en del af direktivet:

Selvom jeg overordnet set er skuffet over dommen, skal man huske at domstolen faktisk annullerer dele af direktivet, fordi det overskrider EU’s kompetencer. Det viser jo, at det var rigtigt af Danmark at anlægge sagen. For havde man ikke gjort det, var det heller ikke sket. Det viser at det kan nytte at udfordre hvad der kommer fra EU, og det bør vi huske fremadrettet.

Hele udtalelsen og den medfølgende analyse fra EU’s Generaladvokat kan findes her. Alle vigtige dokumenter i forbindelse med sagen kan findes her.

Mere om dommen

Du kan læse mere om dommen, forventninger og reaktioner på den her:

 

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

Europæisk Venstrefløjsalliance

Her kan du læse den politiske platform for den Europæiske Venstrefløjsalliance.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed