Da jeg for 50 år siden fejrede 1. maj i Gøteborg, skete det på baggrund af Vietnams endegyldige sejr over USA og Vietnams befrielse fra vestlig kolonialisme. Derfor var vi præget af enorm optimisme. Det kunne lade sig gøre at besejre verdens stærkeste imperialistiske magt. Verden lå åben. Folket kunne tage magten. Alt var muligt.
Der er sket meget siden – meget godt – men nok mere skidt. I dag står USA under Trump klart afsløret som en magt, som ikke interesserer sig for international lov og ret – men kun for den nøgne magt. ”Jeg har ret, fordi jeg er stærk” ser ud til at være hans holdning
Netop derfor forstår Trump alt for godt Putins argumenter for at angribe Ukraine – og synes indstillet på at fred også i Ukraine skal baseres på, at den stærke får sin vilje. Det må ikke ske – både fordi Ukraines befolkning har fortjent bedre – og fordi en sejr til Rusland vil åbne op for nye konflikter og krige, i Europa og globalt – og derved skabe grobund for et nyt oprustningskapløb.
Vi har derfor været solidariske med Ukraines kamp mod Ruslands invasion fra den første dag. Vi har støttet deres kamp med både våben og civil bistand, men vi har også etableret et samarbejde med den ukrainske venstrefløj, fagforeninger, kvinde- og miljøorganisationer. Vi har kæmpet for effektive sanktioner mod Rusland, mod den russiske skyggeflåde. Vi forsøger at forhindre, at støtten kobles sammen med krav om at give den vestlige kapital fri adgang til at udbytte Ukraine gennem omfattende privatiseringer og imod, at de tvinges til at afgive kontrollen over deres undergrund til USA.
Der er ikke noget nyt i, at USA invaderer lande, støtter kup og undertrykker menneskerettighederne, men det er nyt, at de truer Danmark med et militært angreb på Grønland og starter en økonomisk krig mod det meste af verden.
Det er alvorligt – og bekymrende – men har også givet os en enestående mulighed for at løsrive os fra USA. Forståelsen for, at USA ikke er en del af løsningen, men en del af problemet har aldrig været større end i dag.
Modstanden mod at USA får adgang til at placere tropper i Danmark efter eget forgodtbefindende er markant – og støttes formentlig af et flertal i befolkningen, Den modstand bør vi bygge på.
Tiden er inde til et opgør med en politik, hvor vores militær indrettes på en måde, så det mest effektivt kan hjælpe USA i deres krige rundt om i verden. Det var forsvarsforligspartierne, som tilbage i 00erne bevidst nedlagde det danske territorialforsvar for at omdanne det danske militær til en udrykningsstyrke for USA.
Vores militære og civile forsvar – og det sidste er mindst lige så vigtigt som det første – skal indrettes med udgangspunkt i vores egne behov og analyser – ikke med udgangspunkt i de styrkemål som USA gennemtvinger i NATO. Vi skal fokusere på et samarbejde med de nordiske og de baltiske lande.
Desværre forsøger flertallet i folketinget desperat at holde fast i illusionen om USA som vores ven og allierede. Derfor fortsætte vi med at købe F 35 fly af USA. Derfor skal vi åbne Danmark op for USA-tropper. Derfor hepper de på fascisten Meloni, når hun forsøger at fedte sig ind hos Trump – og i Aalborg Byråd synes man stadig det er en god ide med økonomisk støtte til Rebild-festen og udpegningen af en amerikansk borgmester i Aalborg for en dag. Måske ville kaffemik med vores grønlandske medborgere for at vise vores solidaritet med dem være mere passende.
I EU har støtten til Ukraine været helhjertet ord og halvhjertet i praksis. Her er talt meget om den internationale retsorden og afvisningen af invasioner og besættelser. Desværre fremstår alle disse smukke erklæringer som hykleri, når vi snakker om Israel. Her dækker besværgelserne om nødvendigheden af en 2-stats løsning over støtte til Israel. Man leverer stadig våben til Israel (den næststørste våbeneksportør til Israel efter USA). Man opretholder Israels status som en særlig begunstiget partner og der gennemføres stort set ingen sanktioner mod de ansvarlige for Israels, besættelse, fordrivelse og folkemord på palæstinenserne. Så selv om man afviser Trumps planer om at fordrive palæstinenserne fra Gaza og Israels målrettede fordrivelse af palæstinenserne fra de besatte områder. Så støtter man i praksis, at det sker. Hykleriet og de dobbelte standarder er kvalmende.
Solidariteten med Palæstina har været en del af mit politiske DNA i alle de år, jeg har været politisk aktiv. Målsætningerne er klare, Anerkend Palæstina, stop for de ulovlige besættelser, sanktioner Israel, stop al våbeneksport og støt aktivt FNs retforfølgelse af de israelske ledere. Også her har den danske regering helt entydigt valgt en forkert linje.
Jeg mener Danmark ikke mindst, at Danmark burde gøre som flere andre europæiske lande allerede har gjort det: og fuldt ud anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Ikke at gøre det tjener kun Trump og Netanyahu.
Trump er tæt allieret med den ekstreme højrefløj i Europa og resten af verden. Derfor er kampen mod Trump i dag en vigtig del af kampen mod det ekstreme højre.
Når USA kræver fra EU at vi drastisk skærer i vores krav til sundhed, miljø, klima og menneskerettigheder, som de opfatter som handelshindringer, passer det desværre alt for godt sammen med de store europæiske virksomheders, deres lobbyisters og højrefløjens dagorden i EU. Her afskaffer man og tilbageruller sådanne regler hver eneste dag – med henvisning til behovet for forenkling og forbedring af de europæiske virksomheders konkurrenceevne. Det står helt klart, at profit er vigtigere end hensynet til mennesker, natur og miljø. Set i lyset af EUs overskud på betalingsbalancen i forhold til USA, fremstår den megen snak om EUs manglende konkurrenceevne da også besynderlig.
De virkelige problemer er: Den stigende ulighed, den voksende fattigdom, klimakrisen, biodiversitetskrisen, angrebne på kvinderettigheder og LGTBI-rettigheder, racismen – alt det tales der alt for lidt om. Selvom det ikke mindst er den stigende ulighed, fattigdom, social dumping og arbejdskriminalitet, som skaber det klima, som den ekstreme højrefløj trives i, den højrefløj som bl.a. Putin også bejler til i Europa.
Derfor må vi også i vores politiske arbejde prioritere den helt fundamentale sociale kamp. Kampen for arbejderes rettigheder, kampen for anstændige løn-. og arbejdsvilkår, kampen for at den grønne omstilling sker på en socialt retfærdig måde. Uden denne sociale profil, kan vi heller ikke vinde kampen mod klimaforandringer, for biodiversitet, kvinderettigheder og LGTBI-rettigheder og mod racisme.
Den kamp fylder meget i EU-parlamentet, den fylder meget i folketinget, i regionsråd og byråd. Men den foregår også alle andre steder. Derfor skal vi være aktive i modstanden mod den stigende pensionsalder, mod grådige arbejdsgiver, som udnytter arbejdere fra andre lande til at presse løn- og arbejdsforhold, bekæmpe social dumping og arbejdskriminalitet. Det sker hver eneste dag i vores egen by og i vores eget land.
For os handler denne kamp også om at give mennesker flere rettigheder og lige indflydelse på udviklingen. Ulighed handler ikke bare om, at nogen kan forbruge mere, men også om, at nogen får meget mere magt. I gamle dage talte vi om storkapitalens magt – i dag taler vi om oligarker, hvis magt mere og mere bliver en del at staternes magt. Vi ser det tydeligt i Rusland og USA, men tendensen er den samme overalt.
Vores indsats er mere nødvendig end nogen sinde. Så lad os derfor stile os selv disse spørgsmål:
Hvis ikke nu – så hvornår?
Hvis ikke os – så hvem?
