Kære venner
Jeg vil starte med at takke jer alle, fordi I har vist mig den tillid at vælge mig til at repræsentere Enhedslisten i EU-parlamentet – og for jeres store indsats i valgkampen, som gjorde, at vi fik det næstbedste resultat ved et nationalt valg i Enhedslistens historie!
Jeg vil også takke jer for de over 40 gode og konstruktive møder, jeg har haft med afdelinger og udvalg i løbet af det sidste år. De har haft en helt uvurderlig betydning for mit arbejde. Politik er noget vi skaber og udvikler i fællesskab. Sidst men ikke mindst vil jeg takke mine fantastisk dygtige medarbejdere i Bruxelles og i København – uden dem ville det være umuligt at overkomme alt det, som vi har formået at lave det sidste år.
Meget af alt det vi har udrettet det forløbne år, og som det vil tage for længe at remse op her, er langt mere e detaljeret beskrevet i vores skriftlige beretning som vi har fået trykt og har med her i dag. Jeg vil opfordre jer til at tage en kopi eller to med hjem til jeres afdelinger – og så øvrigt selv bladre i den. ’
Og så er jeg jo nødt til at bemærke, at min forgænger Nikolaj Villumsen gennem 5 års hårdt arbejde har givet vores parti et godt navn i EU-Parlamentet og givet et godt udgangspunkt for mit arbejde.
Jeg bliver også nødt til at fremhæve det gode samarbejde, vi har med de faglige organisationer, de grønne organisationer, menneskerettighedsorganisationer og solidaritetsorganisationer – både i Danmark og på europæisk plan. I EU-parlamentet er vi på udebane – og her går det slet ikke uden gode venner og støtter.
Udgangspunktet for arbejdet er vanskeligt i EU. Traktatgrundlaget prioriterer det indre marked og den fri bevægelighed og konkurrence over alt – det stiller krav om borgerlige økonomisk politik. EU opbygning og beslutningsproces giver store kapitalinteresser og deres lobbyister maksimal mulighed for at udøve indflydelse. Hertil kommer så, at højrefløjen har et stort flertal både i Kommissionen, i Ministerrådet og i EU-parlamentet.
Nu er det ikke nyt for mig – eller Enhedslisten at være i mindretal, så derfor har vi arbejdet hård fra første dag på at yde modstand mod en reaktionær politisk dagsorden og for at udnytte enhver mulighed for at opnå resultater – hvad enten det er fremskridt – eller det handler om at slå forslag til forringelser tilbage.
Vi har insisteret på, at den megen snak om solidaritet med Ukraine skulle følges op med handling – og ikke blot gennem hårde ord
Vi har sammen med vores svenske venner fået vedtaget krav om en mere effektiv indsats mod den russiske skyggeflåde.
Derimod er forslag om at sikre, at den europæiske våbenindustri fokuserede på at producere våben til at hjælpe Ukraine – i stedet for at eksportere dem til Israel, Qatar, Saudi Arabien og lignende steder med mere end almindeligt ondt i menneskerettighederne, blevet afvist. Hensynet til våbenindustriens profit er åbenbart vigtigere end støtten til Ukraine, forstå det hvem der kan.
På samme måde har vi insisteret på, at styrkelsen af den europæiske våbenindustri skulle kombineres med skrappere regler for eksport af våben ud af EU, indgreb over for ekstraordinært store profitter, mere offentligt ejerskab og kontrol samt sikring af gode løn- og arbejdsvilkår. Vi har også insisteret på, at pengene til disse formål ikke måtte tages fra sociale eller grønne formål. Intet af dette er vi kommet igennem med – og derfor er det klart, at vi afviser de konkrete planer, som man i dag arbejder med i EU, hvis nogen skulle være i tvivl.
Hykleri og dobbelte standarder er dagligdag i EU-parlamentet. Derfor afviser man alle vores forslag om konkrete skridt over for Israel, som kan stoppe folkemordet i Palæstina. Man afviser at droppe EUs associeringsaftale med Israel, man fastholder Israelske universiteters deltagelse i EUs forskningsprogrammer på trods af disse universiteters deltagelse i militære projekter og ulovlige aktiviteter i de besatte områder. Man nægter at sætte en stopper for eksporten af våben til Israel. Man nægter at indføre sanktioner af Israel. Man afviser at anerkende Palæstina. Vi ser små fremskridt, men det er alt for lidt og alt for sent. EU bærer derfor et stort medansvar for folkemordet i Palæstina.
På samme måde har vi en ekstrem højrefløj i EU-parlamentet, som taler meget om deres vilje til at forsvare almindelige menneskers livsvilkår, men som aldrig er grebet i at støtte forslag, som kunne sikre lønarbejdernes rettigheder – eller forsømmer en lejlighed til at stemme for forslag, som forringer disse rettigheder. Eller for den sags skyld for forslag, som indskrænker muligheden for at medlemslande kan indføre bedre regler end EU-reglerne. Så meget for deres støtte til nationernes selvbestemmelse.
For Mette Frederiksen udsættes vi for to store trusler. Rusland og migration. Det præger regeringens prioriteringer forud for Danmarks formandskab i EU – og derfor allierer hun sig gerne med den ekstreme højrefløj i Europa, når det handler om udlændige- og flygtningepolitik.
Den anden vigtige prioritering i EU er den europæiske konkurrenceevne. Den vil man sikre på tre måder. For det første: Simplificering, som reelt betyder, at man fjerner eller forringer regler, som beskytter natur, miljø, klima, sundhed og lønarbejdere. De konkret eksempler på dette er mange – og det er en vigtig opgave for os at sprede viden om disse.
For det andet ”effektivisering af det indre marked”, som betyder, at man fjerner de sidste muligheder for at medlemslandene kan gå længere i beskyttelsen af natur, miljø, klima, sundhed og lønarbejdere end de fælles regler i EU tillader.
For det tredje: Udviklingen af en europæisk industripolitik. Det kunne give nogen muligheder for at fokusere på reel grøn omstilling og gode arbejdspladser med gode løn- og arbejdsvilkår og demokratisering. Jeg har været Left-gruppens forhandler på to sager på dette område, hvor vi har kæmpet hårdt for disse prioriteringer – i samarbejde med de grønne organisationer og den europæiske fagbevægelse. Uden at gå i detaljer kan jeg sige, at det har været tæt på forgæves – selvom vi selvfølgelig har opnået enkelte små forbedringer.
Konklusionen er, at vi står over for kæmpestore udfordringer i EU-parlamentet i denne periode – udviklingen går entydigt i den forkerte retning. I den situation forsøger vi at skabe en klar opposition mod dette sammen med Socialdemokraterne og De Grønne. Indtil nu er det ikke lykkedes. Socialdemokraterne og De Grønne tager imod de smuler, som de konservative i EPP giver dem – og fremstiller dette som store og betydningsfulde sejre. Det fremstår efterhånden mere og mere som en omgang Kejserens nye klæder. For når det kommer til klima og miljø må det stå klart, at EU er i gang med at tage det lidt af, som man måtte have haft på.
Ind i mellem er der dog alligevel noget, som lykkes.
Takket være et godt forarbejde i sidste periode, lykkedes det at fastholde en alliance omkring EUs regler for offentlige udbud, som betyder, at vi i EMPL (beskæftigelses og social udvalg) fik vedtaget en udtalelse omkring dette, som fokuserer på fair konkurrence med fortrinsstilling til virksomheder med overenskomst og som i øvrigt overholder lovgivning og andre regler og bedre muligheder for at sanktionere dem, som ikke gør det.
Vi vil gøre det muligt at sikre at offentlige indkøb kun sker fra virksomheder der følger reglerne og behandler deres ansatte ordentligt.
Det er et vigtigt skridt, inden EU-Kommissionens lovudspil kommer.
Selvom det måske ikke lyder sådan, er jeg faktisk stadig optimist. Jeg tror på, at vi gennem samarbejde med den europæiske venstrefløj, de faglige organisationer og de grønne NGOer kan stoppe den sorte udvikling i EU. Det kræver bare endnu mere fokus på folkelig aktivitet og bevægelse. Det kommer også til at præge vores arbejde fremadrettet. Vi vil yderligere styrke vores samarbejde med folkelige kræfter – også uden for EU – som de kurdiske organisationer, palæstinenserne og i lande som Serbien.
Her får jeg også brug for jer. Jeg ser frem til at fortsætte dialogen med jer om, hvordan vi konkret styrker kampen for solidariske og grønne løsninger – og mod højrefløjen – også i EU-parlamentet.
Mere om aktiviteterne i EU-Parlamentet
Du kan læse mere om konkrete aktiviteter i EU-Parlamentet i vores aktivitetsrapport for 2024-2025 som netop er blevet udgivet.
Aktivitetsrapporten kan findes her.
Omtale i forbindelse med Årsmødet
Du kan også læse med i mediernes dækning af årsmødet, herunder:
- Jyllands-Posten, 7. juni: Enhedslisten: »Vi er nødt til at Trump-sikre Danmark«
- Politiken, 7. juni: Enhedslisten vil justere kursen og støtte oprustning
- TV2, 7. juni: Enhedslisten holder Årsmøde