Per Clausen bliver den eneste danske politiker der skal forhandle om Kritiske Råmaterialer i EU-Parlamentets hovedudvalg for sagen, Industri, Energi og Forskningsudvalget (ITRE), det står klart efter han er blevet udpeget som Venstrefløjsgruppens forhandler.
Den såkaldte Critical Raw Materials Acts, trådte i kraft i maj 2024, men EU-Kommissionen har fundet behov for allerede at søge at ændre den, bl.a. gennem deres RESourceEU action plan, fra december 2025. Det handler, bl.a., om investeringer og partnerskaber med ikke-EU lande. For Enhedslistens EU-Parlamentariker er det et vigtigt emne:
Det er klart for enhver at EU, som de fleste andre dele af verden, er voldsomt afhængige af import af diverse kritiske råmaterialer. Råmaterialer der er nødvendige i alt fra batterier til vindmøller, og hvor vi er sårbare overfor pres eller blokade udefra.
Han uddyber videre:
Derfor giver det også god mening at se på, hvordan vi sikrer bedre adgang til dem, herunder om vi skal mindske vores afhængighed af raffineringsprocesser fra utilregnelige magter. Men, når det er sagt, skal man også passe på at man ikke, i hurtighedens navn kaster sig hovedløst ud i noget, uden at sikre sig, at det rent faktisk vil opnå den effekt, man ønsker sig..
Manglende konsekvensanalyse skuffer
En af de ting der netop bekymrer Per Clausen ved EU-Kommissionens forslag, er da også, at det er udarbejdet uden de sædvanlige konsekvensanalyser, og uden en formel høringsproces. Kommissionen erkende endvidere at man ikke har brugt eksperter, og alt det kritiserer Per Clausen skarpt:
Jeg synes det er skuffende at EU-Kommissionen også her vælger at foreslå en række ændringer, uden at følge den normale høringsproces, eller komme med en analyse af, hvilke konsekvenser det kan have. Det er i bedste fald dovent, i værste fald tegn på en dårligere lovgivningsproces.
Per Clausen siger desuden:
Kommissionen søger at gemme sig bag at den har holdt nogle workshops med udvalgte industrirepræsentanter. Jeg synes det er underligt at man har haft tid til at mødes med industriens lobbyister, men sort på hvidt skriver at man ikke har talt med nogle reelle eksperter. Det er simpelthen ikke godt nok. Og det er noget jeg kommer til at rejse i forbindelse med processen.
Frygt for langvarige skader
For Per Clausen er de manglende ordentlige forberedelser af forslaget farlige, ikke mindst fordi udvindingen af mange kritiske råmateriale ofte er forbundet med store menneskelige og miljømæssige omkostninger. Alene i Kinas Xinjiang provins er det således afsløret hvordan mindst 100 virksomheder involveret i råstofudvinding, benytter sig tvangsarbejde. Bedre er det ikke i eksempelvis Congo, hvor brugen af både børne- og slavearbejde også dokumenteret. Derfor advarer Per Clausen om, at det er let at tale overfladisk om de kritiske råstoffer, mens det i realiteten kræver mere at sikre, at det sker på en ordentlig måde:
For mange kritiske råmaterialer skal man huske at det er let at snakke højt om at vi skal have flere sjældne jordarter og andet, men hvor vi også ved, at den måde de udvindes på, kan involvere brug af børne- og slavearbejde og store risici for miljøet. Det gælder eksempelvis koboltudvinding i Afrika. Samtidigt ved vi at dele af indtægterne ofte ryger direkte i lommerne på brutale militser og korrupte embedsmænd.
Han afslutter:
Sandheden er jo, at det her er et af de områder hvor vi har behov for mere af det virksomhedsansvar, som EU og højrefløjen ellers gør alt for at afmontere. Det kan gøre det svært at nå i mål, især hvis det ikke skal ske på bekostning af blod, elendighed og store miljøskader.
At arbejdet med forslaget skal gå hurtigt understreges af, at der er sat deadline for ændringsforslag allerede den 16. marts, på trods af at udkastet til EU-Parlamentets egen rapport endnu ikke er offentliggjort
Man kan finde mere om forslaget og de involverede politikere her.
Mere om rollen
Du kan også læse om Per Clausens nye rolle, og hans tilgang, her:
- Altinget, 2. marts 2026: Per Clausen skal forhandle EU-forslag om kritiske råstoffer









