Når arbejdet med EU’s såkaldte kemikalie ”omnibus” pakke begynder i EU-Parlamentet, er det Enhedslistens EU-Parlamentariker, Per Clausen, skal stå i spidsen for venstrefløjens kamp mod forringelser. Han er nemlig blevet udpeget til at være Venstrefløjsgruppens såkaldte skyggerapportør på forslaget til en EU-forordning med det lettere knudrede navn Forenkling af visse krav og procedurer for kemiske produkter.
I modsætning til hvordan han mener visse politikere på højrefløjen går til sagen, mener Per Clausen at hans rolle bliver at sikre at der ikke forekommer en slækkelse af beskyttelse mod farlige stoffer:
Det er klart jeg ser det som min fornemste opgave at sikre, der ikke kommer til at ske seriøse udvandinger af reglerne, under dække af ”forenklingsbølgen”. Vi må ganske enkelte ikke komme til at prioritere kortsigtede forretningsfordele højere end hensyn til mennesker og miljø.
Per Clausen fortsætter med at forklare, at hans bekymring er at regelforenkling kan blive til regeludvanding:
Jeg synes nogle gange man glemmer, at hvis vi slækker på reglerne for skadelige kemikalier, så kommer vi allesammen til at skulle betale regningen for det – og det kan blive en høj regning. Man skal også huske, at der jo er tale om regler der blev indført fordi man mente de var nødvendige – og ikke bare for sjov.
En del af en større kemipakke
EU-Kommissionens ”kemi-omnibus” er en del af en større kemikalieaktieplan fra EU-Kommissionen, der tager sigte på flere forskellige tiltag, herunder også ændringer i status for kemikalieagenturet ECHA, og ændringer i forhold til lovgivning om alt fra kosmetik til pesticider.
For Per Clausen er dette da også kun første skridt i at sikre hvad han ser som helt nødvendige reformer af EU’s rammer for kemikaliebrug:
Jeg går stadigt og venter på den store og gennemgribende reform af EU’s store kemikalielovgivning REACH. Det er noget vi blev lovet højt og helligt ville komme for flere år siden, men EU-Kommissionen bliver ved med at trække det i langdrag – og det synes jeg er et kæmpe svigt.
Læs mere
Du kan læse mere om Per Clausens rolle som skyggerapportør på dette stykke kemikalielovgivning her:
- Politico Pro Sustainability, 16. oktober 2025: Circular economy moved up the Commission’s 2026 agenda
- Altinget, 18. september: Enhedslistens EU-parlamentariker bliver forhandler af ny kemi-lovgivning i EU










