Under overskriften I er blevet en skødehund for et overnationalt EU, langer Anders Vistisen ud efter Enhedslisten og mig. Hans angreb kommer som reaktion på at jeg har stillet spørgsmålstegn ved Dansk Folkepartis politik to gange i træk her: Første gang for deres kulsorte klimapolitik. Anden gang for deres holdning til LGBTQI-rettigheder – begge i en EU-kontekst, vel at mærke.

Jeg tror jeg kom til at træde på en øm tå. DFs EU-politiker synes i hvert fald at være utilfreds med, at jeg bider mærke i hvordan DF har enten stemt eller undladt at stemme.

Normalt ville jeg blot trække på skuldrene, men jeg følte ikke at hans påstande skulle stå uimodsagte. Ikke mindst fordi så meget af det er noget regulært vrøvl, pakket ind i dårlige undskyldninger.

DF – sort eller grøn?

Hvis vi starter med det klimapolitiske er det første der bringes på bane en dansk aftale partiet er med i. Hvad har det med deres EU-politik at gøre vil du måske spørge? Og det vil jeg egentlig også, for det virker underligt malplaceret i en diskussion om hvad der konkret er blevet stemt i Bruxelles og Strasbourg.

Kommer det til EU, mener Vistisen tilsyneladende at klimapolitikken skaber unfair konkurrence. Med det udsagn in mente kan man så undre sig over, hvorfor DF ikke eksempelvis støttede forslaget om en klimatold? Det er jo noget der lige netop skal beskytte virksomheder i Europa mod unfair konkurrence.

Resten af argumenterne, om at der ikke skal regulering, men blot ”markedet” og forskning til, synes jeg mest virker som opbakning til en af de pointer jeg prøvede at komme med: At man stadigt kan genkende tidligere tiders DF-klimafornægtelse. Ganske vist siger man at man ”deler målsætningen om en ambitiøs klimaindsats” men samtidigt vil partiet ikke gøre noget ambitiøst. Så der er vist ikke så meget andet at sige end at 90erne ringede, og de vil gerne have deres borgerlige klimapolitik tilbage.

Dermed i øvrigt ikke sagt at jeg accepterer at man kan kalde DF for grønt eller klimaprogressivt i en dansk sammenhæng, men den diskussion må vi tage en anden gang.

Udenrigspolitisk zigzag fra DF?

Bedre bliver argumentationen bestemt ikke, når det kommer til EU og udenrigspolitik, snarere tværtimod. Efter at have læst DFs svar har jeg blandt andet ikke kunnet lade være med at undre mig over et par ting:

1. DF mener, om udenrigspolitikken at ”EU-Parlamentet skal blande sig helt uden om området”. Det får mig til at undre mig over at Vistisen i sin tidligere periode i Bruxelles, valgte at skifte fra EU-Parlamentets budgetkontroludvalg og til udenrigsudvalget. Et udvalg der netop beskæftiger sig med EU’s udenrigspolitik. Dengang var han også medvært for flere arrangementer om udenrigspolitik i EU-Parlamentet – herunder eksempelvis om EU’s politik overfor Saudi Arabien og Iran.

Misforstå mig endeligt ikke, jeg mener ikke at EU skal køre vores udenrigspolitik, og ej heller at enstemmigheden på området skal afskaffes. Men jeg mener det er naivt at lade som om EU ikke i dag spiller en udenrigspolitisk rolle, eller at EU-Parlamentet, direkte og indirekte, ikke har indflydelse på den. Det gælder eksempelvis når vi taler om sanktioner eller om handelspolitiske aftaler.

2. Dernæst kommer, at DFs politiker ikke mener han skal svare på, hvorfor han valgte ikke at stemme for en resolution der klart kaldte på at homoseksualitet skal afkriminaliseres globalt. En resolution der også kræver, at EU skal bruge de redskaber man har til rådighed, for at kæmpe for at det sker. Årsagen til den manglende støtte synes at være, at den type af resolutioner er ”generelt et forsøg fra Europa-Parlamentet på at overskride sine traktatbeføjelser og kræve magt på et område hvor man ikke har det.” Det udsagn kan man være enig eller uenig i, men hvis det skal tillægges vægt som argument, så må man vel forvente at det er et område DF er konsekvent på? MEN, sådan forholder det sig ikke i den virkelige verden.

Et hurtigt tjek af, hvordan der i øvrigt blev stemt under den pågældende samling viser da også, at DF’s ”principielle holdning” slet ikke er så sammenhængende som Vistisen lader som om. For under samme samling stemte han faktisk for ikke blot én, men hele to andre udenrigspolitiske resolutioner: én om blasfemi og potentiel dødsstraf for blasfemi i Nigeria, og en anden om situationen i Rusland og fængslingerne af Vladimir Karamursa og Alexander Navalny.

Misforstå mig ikke, jeg synes det er mere end fint at Vistisen i det mindste støttede to af resolutionerne. Taget i betragtning af at jeg selv havde været med til at forhandle den ene af dem, og i øvrigt også talte i den debat vi havde om sagen, overrasker det vel næppe. Jeg synes bare ikke det harmonerer med begrundelsen for, at DF valgte ikke at støttede lige præcis resolutionen om afkriminalisering af homoseksualitet.

at DF valgte ikke at støttede lige præcis resolutionen om afkriminalisering af homoseksualitet

Faktisk synes jeg det hele skaber et billede af en ”principiel holdning” der zigzagger. Kaster man blikket lidt bagud, viser det sig da også hurtigt at det er præcedens for denne zigzaggen: I februar i år undlod Vistisen at stemme for resolutionen om vold mod oppositionsaktivister i Ækvatorial Guinea, men under samme samling stemte han for en resolution om den russiske dissident Navalny.

I januar, stemte Anders Vistisen, i øvrigt som den eneste fra sin politiske gruppe, for en resolution om at fordømme stormen på de demokratiske institutioner i Brasilien, men undlod derefter at stemme for resolutionen om situationen for journalister i Marokko.

Selv ikke julehumøret synes at have påvirket princippet. I december 2022 ville DFs EU-politiker ikke støtte resolutionen om den dansker der er fængslet i Bahrain og menneskerettighedssituationen i golfstatsdiktaturet. Her var Vistisen igen det eneste medlem af sin gruppe der ikke blot undlod at stemme for, men decideret stemte imod resolutionen. Samme session stemte han dog for en resolution om at anerkende Holodomor i Ukraine som folkemord gennem hungersnød. Sådan kunne vi sikkert fortsætte, men det tror jeg ikke der er grund til.

Efter at have læst svaret til mig står to ting klart:

1. Jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå DFs argumentation for hverken deres klima- eller udenrigspolitik; og

2. Enhedslistens politik og DFs politik bliver – heldigvis – aldrig den samme, heller ikke når det gælder EU.

Indlægget er oprindeligt bragt på Altinget.dk, og kan også findes der.