Opinion Ukraine

Vi skal opruste i EU, men altid forsvare folkeretten

Frederikke Hellemann skriver i Information, at EU’s våbenproduktion ikke må gøre verden farligere. Det kræver bedre kontrol med, hvem vi eksporterer til. Og så skal EU forsvare folkeretten både i Ukraine og i Gaza.

Foto: Quentin Bruno/ The Left
Frederikke Hellemann

Putins invasion af Ukraine har skabt et før og et efter. Sådan er det i hvert fald for mig. Krigen i Ukraine har sat dybe spor og påvirket vores holdninger. Jeg havde ikke set for mig, at jeg skulle argumentere for mere krudt og flere kugler. Akkurat ligesom højrefløjen næppe havde forestillet sig, at den i vidt omfang skulle blive fortaler for protektionisme og statsstøtte. Men det er her, vi er i dag.

Der er for mig at se intet alternativ til, at Ukraine vinder krigen – også for vores egen sikkerheds skyld. Men en ukrainsk sejr forudsætter, at EU leverer det nødvendige militære materiel til Ukraine.

Danmark ligger i toppen af lande, når det kommer til militær støtte, hvor partierne fra højre til venstre har stået skulder ved skulder og vedtaget våbenleverancer og nødhjælp. Desværre står det værre til med EU’s løfter. I udgangen af marts 2024 havde EU kun leveret 524.000 ud af den lovede million artillerigranater til Ukraine.

De brudte løfter skyldes i første omgang ikke mangel på produktion, men at EU har solgt den manglende halvdel ammunition til alle mulige andre lande. Derfor foreslår Enhedslisten et europæisk straksforbud mod eksport af ammunition til alle andre end Ukraine, så landet kan fortsætte sin overlevelseskamp. En holdning, som Enhedslisten deler med EU’s udenrigsrepræsentant, Josep Borrell. Hvis man mener det alvorligt, når man kalder Ukraines forsvarskamp afgørende, har man også et ansvar for at prioritere forsyning af landets tropper højere end salg til tredjelande.

Mere oprustning, mindre vetoret

At produktionen af artilleri i EU og USA halter gevaldigt efter den russiske vidner om, at vi har behov for at styrke den europæiske våbenproduktion, selv hvis vi får straksforbuddet mod eksport.

Foruden at dække Ukraines militære behov vil en selvstændig europæisk våbenproduktion gøre os mindre afhængige af USA. Et USA, der med Trump tilbage i Det Hvide Hus risikerer at tage en ekstrem drejning. En europæisk våbenproduktion kan også blive dødsstødet til våbenkøb fra Israel.

En stærkere europæisk våbenproduktion må dog ikke gøre verden til et farligere sted. Derfor er en afgørende forudsætning for en styrket våbenproduktion også langt bedre kontrol med eksporten. EU’s liste over lande omfattet af våbenembargo skal udvides markant. Europæiske våben og våbenkomponenter må aldrig ende i hænderne på dem, der krænker menneskerettighederne og bryder krigens love.

Det gælder også, når forbrydelserne begås af Vestens allierede. Det vil sige et stop for eksport af våben, ikke blot til Netanyahu, men også til eksempelvis Tyrkiets Erdogan, der bomber kurderne i Rojava.

Da Putin invaderede Ukraine, udgik fordømmelserne som en steppebrand fra de fleste europæiske hovedsæder. Stats- og regeringslederne satte sig sammen og vedtog sanktioner mod Putin.

Fra Enhedslistens side ønskede vi hårdere sanktioner end statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes kolleger enedes om. En del af forklaringen kom sig af vetoretten. Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har på ægte højrefløjsmanér nemlig holdt hånden over Putin og udnyttet situationen gang på gang.

I 2022 lykkedes det at få vedtaget en retsstatsmekanisme, som gør det muligt at lukke EU-kassen for typer som Orbán, der angriber retsstaten. Men Orbán kæmper imod og tager tilbageholdte midler som gidsel, når der forhandles sanktioner mod Putin og hjælp til Ukraine.

I december måtte Kommissionen frigive ti milliarder euro som betaling for, at Orbán gik på toilettet og lod de øvrige regeringsledere vedtage hjælp til Ukraine i hans fravær. Et af historiens dyreste toiletbesøg. Det går ikke længere. Derfor skal vi fratage Orbán vetovåbnet, når det kommer til sanktioner. Mette Frederiksen bør gøre som Belgien og tage tyren ved hornene ved at arbejde for at fratage Orbán stemmeretten i Rådet allerede i dag. Ingen stemmeret, ingen vetoret.

Konsistent forsvar for folkeretten

Lige så tilfreds jeg var med EU og regeringsledernes lynhurtige og utvetydige forsvar for folkeretten, da det gjaldt Ukraine, lige så frustreret bliver jeg over den tilsvarende stilhed og passivitet, når det kommer til Gaza og Vestbredden.

Terrororganisationen Hamas’ modbydelige angreb, drab og kidnapninger af civile blev med rette fordømt prompte. Angreb på civile kan aldrig accepteres eller undskyldes.

Jeg kan dog konstatere, at det tog måneder at få EU-toppen til at ytre kritik af Netanyahu og kræve våbenhvile. I mellemtiden har de fuldkommen vanvittige angreb på civile i Gaza ifølge FN’s højkommissær for menneskerettigheder kostet omkring 35.000 palæstinensere livet, heraf mindst 7.797 børn.

Da fordømmelserne og opfordringerne til våbenhvile endelig kom, faldt de for døve ører i Tel Aviv. Netanyahu fortsætter nådesløst bombardementerne og den bevidste udsultning af befolkningen i Gaza. Stik imod folkeretten, menneskerettighederne og krigens love. Og EU og Vesten ser blot til. Skal EU med nogen global troværdighed kunne sætte ind over for Putin, må vi også skride til handling, når det gælder Israel.

Akkurat som vi gjorde med Putin, kan EU’s regeringsledere vedtage målrettede sanktioner mod de ansvarlige i Nethanyahus krigskabinet. EU kan anerkende Palæstina og dermed tage et vigtigt skridt på vejen mod en varig fred og retfærdig tostatsløsning. Endelig kan EU bruge sine økonomiske muskler og forbyde import af bosættervarer og suspendere den nuværende handelsaftale, der er ganske lukrativ for Israel.

Alt det har vi i EU et moralsk ansvar for at gøre. Krigsforbrydelser skal have konsekvenser. Også – måske især – når de begås af allierede.

Hvis international ret afhænger af, hvem man er, og ikke, hvad man gør, eroderer fundamentet under den verdensorden, som vi har bygget på ruinerne af Anden Verdenskrig. Det vil for alvor gøre verden til et farligere sted. Ikke mindst for et lille land som Danmark.

Grøn sikkerhedspolitik

Sidst men absolut ikke mindst er det vigtigt at huske, at et sikkert og trygt Europa handler om andet end våben. Sikkerhed og tryghed kræver en fuldkommen omstilling til vedvarende energi, så vi ikke er afhængige af diverse despoters luner for at kunne tænde for lyset. Så længe vi importerer russisk gas, er vi med til at finansiere Putins krig.

Sikkerhed er også uløseligt forbundet med klimakrisen. Klimaforandringerne viser sig allerede i form af tørker og oversvømmelser, der koster menneskeliv og har fordrevet flere fra deres hjem end krige og konflikter.

Sikkerhed er også at sikre, at kritisk infrastruktur ikke sælges til saudiske oliesheiker eller kinesiske kapitalister, men forbliver på demokratiske hænder. Desværre har EU-landene allerede overladt kritisk produktion til Kina, som eksempelvis står bag mere end 90 procent af solcellerne i EU. På den måde gambler vi med vores selvforsyning og dermed vores sikkerhed.

Den 9. juni stemmer vi om fremtidens Europa. Mit håb er et trygt og sikkert Europa, og det kræver partier, som står fast på folkerettens, menneskerettighedernes og klimaets side.

 

Indlægget er oprindeligt bragt i Information, og kan findes der via dette link.

 

Relaterede artikler

Baseret på disse emner:

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

ENHEDSLISTEN I EU-PARLAMENTET

Nikolaj Villumsen er Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet. Her kæmper han for et rødt, grønt og demokratisk Europa.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed