Titusindvis af demonstranter i gaderne hver dag siden 28. december 2025. Kvinder der tænder cigaretter med brændende billeder af ayatollahen, regeringsbygninger der stormes, og tørklæder der demonstrativt flås af hovederne. Det er nogle af de billeder der er kommet ud af Iran, på trods af den medieblackout og regimets forsøg på, helt at sortlægge hvad der sker.
Det er billeder der kan give håb, håb om forandring og frihed. Om en fremtid med udvikling, glæde og muligheder for Iranerne. Håb om en fremtid de fortjener.
Men, sammen med disse billeder kommer også de frygtelige videoer, billeder og beretninger. Her hører vi om massegrave og store mængder lig i gaderne. Demonstranter der dødsdommes eller fængsles i årevis. Seksuelle overgreb på helt unge demonstranter og trusler om voldtægt mod især kvindelige demonstranter. Hertil er der historierne om sikkerhedspolitiet der bevidst går efter at skyde folk i øjnene eller kønsorganerne, og om folk der bliver decideret henrettet på hospitalerne.
Skrækhistorierne bliver flere og flere, og man skal ikke tale med mange eksiliranere før det bliver klart, at det vi hører med al sandsynlighed, kun er toppen af isbjerget. Både hvad angår omfanget af overgreb, men også når vi taler om iranernes vilje til at fortsætte med protesterne.
Derfor kan det også være svært at forstå, at det ikke fylder mere. At der ikke genererer større debat her hos os. Mere krav på handling?
Ude af øje, ude af sind?
Et af årsagerne til at det iranske blodbad ikke trækker de daglige overskrifter det burde, er nok, at præstestyret har haft delvis held med deres projekt om at sikre at så lidt som muligt slipper ud om, hvad der egentlig foregår. Det er derfor de har slukket for internetadgangen og ikke lader udenlandske observatører eller andre ind.
For deres mørklægningsoperation betyder, at vi reelt set ikke ved hverken hvor store protesterne mod præstestyret er blevet, eller hvor mange døde, lemlæstede, fængslede eller torturerede demonstranter der reelt er tale om. Fra den sporadiske information der kommer, ved vi, at tallene er større end noget vi tidligere har set ved iranske protester. Tal der er så store, at det kan være svært at fatte. I slutningen af januar anslog flere, at det drejede sig om mere end 30.000 iranere, der var blevet brutalt slået ihjel af deres egen regering. Det tal er måske endda lavt sat, og er under alle omstændigheder vokset siden da.
Vi taler med andre ord om et blodbad af en størrelsesorden hvor vi ikke skal undre os, hvis fremtidige generationer ser tilbage på det og, med rette, spørger: Hvorfor sagde og gjorde I ikke mere? Hvorfor lod I bare stå til, med et par erklære og løftede pegefingre, mens et religiøst diktatur slagtede sin egen befolkning?
Til de fremtidige generationer ved jeg ærlig talt ikke hvad vi skal svare. Det samme gælder Irans unge, der drømmer om frihed. For er det virkeligt nok at vi siger, at vi fra EU’s side har terrorlistet revolutionsgarden, eller at Trump har søgt at presse en atomaftale igennem? Nej, det tror jeg ikke det er.
Vi er i Europa gode til at snakke om vores værdier, men vi er dårlige til at handle efter dem – og det er noget jeg tror fremtiden vil dømme os for
Dette indlæg er oprindeligt bragt i Netavisen Pio, og kan også findes der, via dette link.
