Opinion

Vi kan ikke vente på et fodslæbende EU i kampen mod skattely – vi må selv være et foregangsland

Vi kan ikke forlade os på EU’s sortliste over skattely eller acceptere, at vi ikke må udelukke skattelyvirksomheder fra de offentlige udbud. Vi må i Danmark selv sætte standarden for, hvordan vi bekæmper skattely, skriver EU-ordfører for Enhedslisten, Søren Søndergaard, og EU-praktikant i Enhedslisten Christian Schmidt Jacobsen i dette debatindlæg

Vi kan ikke vente på et fodslæbende EU i kampen mod skattely, skriver Søren Søndergaard i Information den 7. december 2020 (billede: European Parliament/Sebastien Pirlet)
Søren Søndergaard (MF)
Christian Schmidt Jacobsen

I Information den 27. november kritiserede Mikkel Bahl Enhedslistens kampagne mod skattely i EU.

Bahl har fuldstændig ret, når han peger på, at skattely er et grænseoverskridende problem. Det kan kun løses gennem internationalt samarbejde. Det er også rigtigt, at skattely ikke kun foregår i EU. Det er et globalt problem.

Enhedslisten er derfor også tilhænger af alle forpligtende internationale aftaler, der bidrager til kampen mod skattely. Vi arbejder mod skattely i alle fora, også i EU.

Når det er sagt, er vi også nødt til at forholde os til virkelighedens verden. En rapport fra Tax Justice Network har opgjort, at 36 procent af de indkomster, virksomheder skjuler i skattely på verdensplan, gemmes i EU-lande.

Samtidig er EU’s sortliste over skattely komplet ubrugelig. Listen dækker kun lande uden for EU. Skattely i EU er derfor på forhånd frikendt. EU har desuden netop fjernet et af verdens værste skattely, Cayman Islands, fra listen, uden at noget EU-land modsatte sig det.

Bahl mener, at det er at undergrave tilliden til folkestyret, når Enhedslisten sætter fokus på disse problemer. Det er efter vores mening en misforstået demokratiopfattelse. Kampagnens formål er at oplyse om udfordringerne med skattely – også i EU – så vi kan skabe et folkeligt pres, der kan skabe forandringer.

En farlig vej
Danmark skal gå forrest i kampen mod skattely. Det kan ske ved, at Danmark indfører en national sortliste med langt flere skattelylande end på EU’s liste. Vi bør også indføre, at virksomheder i skattely udelukkes fra at kunne byde på offentlige opgaver. EU’s udbudsdirektiv er i dag på tværs, men Danmark skal være modige og udfordre reglerne.

Bahl vil gerne gå fra enstemmighed til flertalsafgørelser, når der skal træffes beslutninger på skatteområdet i EU. Men det bliver svært. For en sådan ændring af de nuværende procedurer kræver enstemmighed, og så er vi lige vidt.

Det er desuden en farlig vej at gå, da det flertal af stærkt højreorienterede regeringer, der i øjeblikket råder i EU, vil kunne påføre Danmark en skattepolitik, der vil medføre store forringelser af vores velfærdssamfund.

Vi kan ikke vente på et fodslæbende EU i kampen mod skattely. Danmark skal være et foregangsland, som kan inspirere andre.

Dette debatindlæg blev bragt i Information den 7. december 2020: Enhedslisten: Vi kan ikke vente på et fodslæbende EU i kampen mod skattely – vi må selv være et foregangsland | Information

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

ENHEDSLISTEN I EU-PARLAMENTET

Nikolaj Villumsen er Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet. Her kæmper han for et rødt, grønt og demokratisk Europa.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed