Opinion Gaza

Vi er nødt til at lave en Marshall-plan for Gaza

EU-Parlamentariker Per Clausen og Politisk Ordfører Pelle Dragsted skriver i en kommentar i Kristeligt Dagblad om behovet for, at EU igangsætter en Marshall plan for Gaza.

Redaktionen

Som mange andre drog vi et lettelsens suk, da der endeligt, alt, alt for sent, blev annonceret en våbenhvile i Gaza. For hver dag uden våbenhvile var endnu en dag med ubærlig død, ødelæggelse og lidelser. Men selvom vi er umanerligt glade for, at det endeligt skete, er vi også nødt til at være åbne omkring det faktum, at våbnenes tavshed ikke betyder en ende på, hvad blandt andet Amnesty International og Human Rights Watch betegner som folkedrab. For selv mens våbnene hviler, fortsætter lidelserne, og med dem dør flere og flere af drømmene om fremtiden også. Dermed risikerer vi, at cyklussen af vold og had kan begynde igen, og det kan ingen i sidste ende være tjent med.

I halvandet år har israelske bomber jævnet boligområder, skoler, hospitaler og meget andet med jorden i Gaza. Over 45.000 mennesker anslås ifølge FN at være blevet dræbt, og mange flere er i øjeblikket i akut risiko for at sulte. Den civile befolkning mangler både mad og rent vand. Familier med små børn er begrænset til trange telte uden ordentlig adgang til toiletter og brusere. Derfor er der blandt andet også risiko for udbrud af smitsomme sygdomme – for slet ikke at nævne den manglende infrastruktur til at håndtere det, hvis det skulle ske. Samtidig er skolegang endnu engang afbrudt for de fleste børn, hvilket skader ikke blot deres nutid, men også fremtiden.

Hvad end man måtte mene om konflikten og dens årsager, bør én ting stå klart: Ødelæggelserne er enorme, og egne palæstinensiske ressourcer til genopbygning er stort set ikkeeksisterende. Det betyder, at hvis ikke omverdenen, herunder ikke mindst EU og dets medlemmer, handler nu, vil det i praksis betyde, at fordrivelsen af det palæstinensiske folk vil fortsætte. For der er under de nuværende forhold simpelthen ikke basis for liv for alle Gazas indbyggere i det, der er tilbage af Gaza.

Vi må med andre ord åbent erkende og diskutere, at ud over behovet for akut nødhjælp med medicin og forsyninger kræves der også andet og mere for Gazas befolkning.

Det, der kræves, er et langsigtet internationalt engagement for at genopbygge Gaza fra ruinerne, de israelske bomber har skabt. Hvis palæstinenserne skal kunne gøre sig forhåbninger om at leve et værdigt liv, er der brug for den største genopbygningsindsats siden Anden Verdenskrig. Ganske som det dengang ikke var realistisk at tro, at de krigsramte lande helt selv kunne løfte hele genopbygningen, er det det naturligvis heller ikke, når det gælder palæstinenserne og Gaza.

Hvis palæstinenserne skal kunne gøre sig forhåbninger om at leve et værdigt liv, er der brug for den største genopbygningsindsats siden Anden Verdenskrig

Vi foreslår derfor, at EU, i samarbejde med de palæstinensiske selvstyremyndigheder og civilsamfundet, udvikler en Marshall-plan for genopbygningen af Gaza.

Det gør vi, fordi det må stå klart for de fleste, at en varig fred ganske enkelt ikke kan opnås fra en teltlejr eller opstå alene fra støvet af krigens ruiner. Hvis ikke der skabes håb om en bedre fremtid, vil fortvivlelsen herske alene. Sagen er, at der næppe er en skole, et hospital eller et sundhedscenter i Gaza, der er blevet skånet. I løbet af 466 dage med konstant luftbombardement har Gazas to millioner indbyggere set deres samfund forvandlet til murbrokker.

Her må vi også sige, især fordi vi ved, hvordan debatten ofte udvikler sig i Danmark, at selv hvis man ikke skulle ønske at bidrage til en genopbygning ud fra rent humanitære betragtninger – hvilket burde være nok – så er der også andre grunde til at lave en ny Marshall-plan for Gaza: Medmindre EU og resten af verden foretager de nødvendige investeringer i Gazas genopbygning, er det så sikkert som amen i kirken, at kredsløbet af vold og hævn vil blive cementeret for fremtidige generationer. Erfaringen viser, at undertrykkelse, arbejdsløshed og fattigdom styrker militante og fundamentalistiske kræfter. Ekstremisme næres af menneskelig elendighed.

Medmindre EU og resten af verden foretager de nødvendige investeringer i Gazas genopbygning, er det så sikkert som amen i kirken, at kredsløbet af vold og hævn vil blive cementeret for fremtidige generationer

En genopbygning af Gaza må, ganske som vi så, da det var Europa, der var bombet sønder og sammen, omfatte mange elementer. Fra udviklingen af en fungerende økonomi til det rent praktiske grundlag for, at et hverdagsliv kan genskabes.

Et af de første emner, der skal ses på som led i Gazas genopbygning, er derfor en storstilet investeringsplan for at bygge palæstinensiske boliger og infrastruktur. Det er en forudsætning, hvis vi skal nå frem til den tostatsløsning, som både Danmark og EU siger, man støtter.

Vi må sige det klart: Det er Israels bomber, der har ført til så meget ødelæggelse i Gaza. Men også, at det er hele verdens ansvar og interesse at sikre palæstinensernes ret til liv og frihed.

Den gode nyhed er, at historien jo har vist os, at det er muligt at genopbygge krigshærgede samfund og skabe en bæredygtig fremtid ved hjælp af en omfattende indsats fra omverdenen. Det bør vi lade os inspirere af, og derfor bør EU med største hast indlede arbejdet med en Marshall-plan for Gaza. Vi kan kalde det for al-Shifa-planen efter universitetshospitalet, der tog sig af de syge og uddannede læger helt fra 1946, og til det blev ødelagt af israelske bomber.

Vi kan kalde det for al-Shifa-planen efter universitetshospitalet, der tog sig af de syge og uddannede læger helt fra 1946, og til det blev ødelagt af israelske bomber.

Vi er nødt til at gøre det – og gøre det hurtigt. Det er nu, vi beslutter, hvad vi skal lægge i hænderne på de børn, der har lidt under krigens rædsler og fryser ihjel på gaden i Gaza. Det er nu, vi bestemmer, om de skal have redskaberne til at bygge en fremtid med håb og muligheder frem for had og vold. For os er valget indlysende: Et frit, selvstændigt Palæstina bygges gennem lærebøger, infrastruktur, boliger, hospitaler og drømme om en tryg fremtid. Lad os gøre, hvad vi kan, for at skabe de forhold, der kan hjælpe med til en varig fred.

Indlægget er oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad, og kan findes der, via dette link.

Mere om genopbygning af Gaza

Du kan få mere at vide om idéen omgenopbygning af Gaza her:

 

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

Europæisk Venstrefløjsalliance

Her kan du læse den politiske platform for den Europæiske Venstrefløjsalliance.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed