En forskergruppe fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) fremlagde for nylig en ventet rapport om konsekvenserne af Danmarks forsvarsforbehold. Rapporten blev lavet på bestilling af den foregående regering med henblik på at starte en kampagne for at afskaffe forsvarsforbeholdet. Forskernes konklusion var langt hen ad vejen, som man kunne forvente: I takt med, at den militære dimension i EU udbygges, får forsvarsforbeholdet større og større betydning.
Kort sagt kan man sige, at forbeholdet er begyndt at virke, præcis som det var tiltænkt, da det blev indført i 1993: nemlig ved at skærme Danmark fra at skulle deltage i opbygningen af en egentlig militær dimension i EU.
En dimension, som er under heftig opbygning i disse år. EU-Kommissionen taler for eksempel om at udbygge en egentlig forsvarsunion inden 2025 og har senest fremlagt et forslag til EU’s budget for 2021-2027, som indebærer en stigning på næsten 3.000 procent til militærudgifter sammenlignet med den nuværende budgetperiode. Læg dertil, at en række af regeringsledere og topfolk i EU-systemet nu åbent taler om oprettelsen af hvad de kalder en “ægte EU-hær”.
Velfærd frem for krudt og kanoner
De første grundsten i EU er da også allerede lagt senest med etableringen af det såkaldte Pesco-samarbejde. Et permanent og struktureret militært samarbejde, som har til formål at styrke den militære koordinering mellem EU-landene, og som med tiden skal muliggøre udførelsen af mere komplekse militære operationer under EU-flag.
Der er allerede igangsat over 40 militærprojekter under Pesco. De omfatter blandt andet fælles EU-standarder for militærøvelser, så EU-landenes militær i højere grad sammenflettes, samt ensretning af de nationale militære uddannelser og oprettelsen af en EU-specialstyrkeenhed.
Projekterne omfatter også udvikling af nye våben som for eksempel angrebshelikoptere, droner og artillerisystemer. Som del af samarbejdet forpligter EU-landene sig desuden til at øge sine militære udgifter og løbende indgå i evaluering om disse forpligtelser gennemføres.
Danmark er heldigvis forskånet fra disse forpligtelser. Det skyldes vores forsvarsforbehold. Det betyder blandt andet flere frie midler i statskassen, som i stedet for at blive brugt på krudt og kanoner kan bruges på velfærd og grøn omstilling.
Forsvarsforbeholdet er samtidig befolkningens sikkerhed for, at et snævert flertal i Folketinget ikke sender Danmark med i EU-krige eller i EU-militære operationer, som den ikke støtter. Der er derfor al mulig grund til værne om vores forbehold.
Skattekroner til våbenindustrien
Som del af den militære oprustning har EU imidlertid også taget initiativ til oprettelsen af en forsvarsfond. En fond, som de kommende år skal støtte den europæiske våbenindustri med i alt 96 milliarder kroner.
Det er en regning, som et flertal i Folketinget mener, at de danske skatteydere skal bidrage til på trods af vores forsvarsforbehold. Det sker med en forklaring om, at fonden er oprettet med udgangspunkt i EU-traktatens bestemmelser om at styrke konkurrenceevnen i EU. Kreativt juristeri, som vil medføre, at Danmark skal betale cirka 1,9 milliarder kroner til forsvarsfonden over de kommende år.
I Enhedslisten mener vi, at det er en helt forkert brug af skatteborgernes penge. Vi skal ikke opbygge et magtfuldt militær-industrielt kompleks, sådan som den tidligere amerikanske præsident og øverstbefalende for de allierede styrker i Europa under Anden Verdenskrig, Dwight D. Eisenhower, advarede om i sin afskedstale.
Derfor bør forsvarsforbeholdet udvides til også at omfatte økonomisk støtte til europæiske våbenproducenter via EU-budgettet. Vi skal ikke bidrage til at opbygge en stor militær-industri i EU, som både er skadelig og hamrende dyr.
DIIS-rapporten om forsvarsforbeholdet konkluderer, at forsvarsforbeholdet ingen negativ betydning har haft for Danmarks territoriale sikkerhed. Dermed udeblev den brændende platform, som de EU-begejstrede partier uden tvivl havde håbet kunne fungere som murbrækker for en afskaffelse af forsvarsforbeholdet.
Det er godt. For tiden er ikke til at afskaffe forbeholdet. Tværtimod viser rapporten fra DIIS et voksende behov for at udvide det. Pengene i statskassen skal nemlig bruges på velfærd og grøn omstilling og ikke på milliongaver til europæiske våbenproducenter.
Bragt i Altinget d. 20/12-2019
